Som jeg skrev i det seneste indlæg, så har jeg brugt nogle uger på at være indlagt i Glostrup sammen med Victor. Vi har nu været hjemme et par uger og hverdagen begynder så småt at indfinde sig. Ialt endte vi med at være indlagt i 6 uger. Vi blev udskrevet d 9/10, og derefter tog vi til Jylland på efterårsferie sammen med familien. Mads skulle til London med min bror og svigerinde og de to små fætre, så ham så vi ikke så meget til. Men vi er glade for, at de ville give ham den tur!

Som sagt var vi indlagt i 6 uger. Det var 6 hårde, lærerige, sjove, hyggelige, grænseoverskridende, ensomme, netværksudvidende uger. Det var trygt at være i et miljø, hvor der ikke er nogen der kigger mærkeligt, når man har en mega konflikt med sit barn. Der var personale klar til at tage over, hvis når jeg trængte til en pause. Der var gode snakke i forældrerummet med andre voksne, der vidste lige præcis hvad man mente. Der var forståelse og omsorg når man klaskede sammen i sofaen efter en opslidende putning. Det var rart at have tid til at læse for Victor uden der kom søskende og forstyrrede. Selvom det til tider var nogle lange weekender på hotelværelset, når Victor ikke havde overskud til at lave ret meget andet end at finde mad i løbet af dagene og ellers være på værelset, så var det også hyggeligt bare at være.  Sidde tæt og se noget tv. Læse højt. Køre med fjernstyret bil rundt på gangene.

Victor var meget presset af at være indlagt. Så afdelingen gjorde, hvad de kunne for at gøre indlæggelsen så kort som muligt. Derfor blev vi udskrevet efter kun 6 uger, hvor de normalt regner med 10-12 uger. Mandag i den sidste uge snakkede jeg med psykologen, som fortalte mig, hvad de havde fundet frem til. Der havde været meget snak om autisme. De undrede sig faktisk over, at Victor ikke havde fået en diagnose inden for det område tidligere, for de så ham med meget tydelige autistiske træk. Da der var startet op med Ritalin, var jeg også ret sikker på, at vi endte med en diagnose indenfor det opmærksomhedsforstyrrede område. Så at diagnoserne kom til at være ADHD og infantil autisme var ingen overraskelse. Det var en lettelse endelig at få sat ord på Victors udfordringer. Misforstå mig ikke…jeg er ikke glad for, at vi nu har et barn med to diagnoser, som han ikke bare vokser fra. Det bedste havde jo været at få at vide, at det bare lige ville tage et par år ekstra, så var han lige som andre børn. Men jeg vidste det jo godt et eller andet sted. Der er jo nok en grund til at folk, der har arbejdet med autisme, begynder at snakke om autismepædagogik, når jeg har fortalt om Victor. Så at jeg er lettet, er ikke det samme som at jeg er glad.

Men nu er vi hjemme. Skift er noget af det, der er svært for Victor, så selvom vi er kommet hjem, har det også været svært. Samtidig virker det som om han har givet slip. Han forsøger ikke i samme grad at holde sammen på sig selv mere. Det er blevet legalt for ham, at der er nogle ting, der er svære. Han sagde det selv så godt, da han fik at vide, hvad de havde fundet ud af. Psykologen fortalte ham, at han har noget, der hedder autisme. “Det betyder at du tit tænker anderledes end andre”, hvortil Victor svarer, at “så er det nok derfor det tit er som om andre ikke forstår mig”. Så for Victor gav det god mening. Og det var faktisk også rart at opleve. Men hjemme er hverdagen jo ikke helt som den var før. Victor er stadig Victor. Men der er nogle ting vi skal have implementeret i hverdagen, så Victor forhåbentlig kan få det endnu bedre og vi kan begynde at arbejde med nogle af de ting, som er svært for ham. Bl.a skal vi have gang i noget mere struktur og forudsigelighed. Og vi skal have noget viden om autisme og ADHD.

Nu kan jeg jo godt lide at tage billeder, så I skal da heller ikke snydes for billeder fra vores uger i Glostrup 😉

Vores værelse som var meget kedeligt i starten. Med tiden fik vi sat vores eget præg på det.

Victor på rulleskøjter på afdelingens legeplads.

På jagt efter dagens aftensmåltid…

Vi var ret heldige med vejret, så vi nåede på flere mooncarture på hospitalets område 🙂
  

På en våd regnvejrsdag var vi ude på Langelinie og hilse på den lille våde havfrue.  

Flemming var god til at sende billeder fra hverdagen på øen. Den første weekend vi var afsted, havde de besøg af Mads.

Samme weekend havde vi besøg af omma og var en tur i Tivoli.

Det var rart at få post. Og en dag var vi heldige at få to pakker. Den ene indeholdt hjemmebagt kage fra mine forældre 🙂 Det blev de andre forældre også glade for.

Besøg af storebror, som naturligvis også skulle med på mooncartur.

Jeg savnede solnedgangene fra øen, men en dag var jeg heldig at se nogle smukke solnedgangsfarver i en vandpyt.

Hele familien samlet ❤ Og naturligvis skulle vi i Tivoli.

Hen på eftermiddagen gik nogle af os hjem. De andre var slet ikke klar, og vi blev enige om at spise hver for sig. Så vi fik take away på værelset.

Familien tager hjem igen.

Til et postkort til skolen, som havde sendt tegninger og hilsner til Victor.

Hver dag var der “min tid” fra 15-16, der som regel blev brugt sådan her.

Vi spiste ikke sammen til nogle måltider på afdelingen. Men den ene aften aftalte vi med personalet at vi sad i stillerummet og spiste sammen. Victor havde lavet menuplan, bordkort og bordpynt.

Når man har lavet for meget en weekend ser man sådan her ud.

Besøg af omma og morfar, hvor vi bl.a var i Eksperimentariet.

Når man afslutter på afdelingen, bliver der holdt en lille farvel-fest, hvor forældrene, alle børnene og en del personale er med. Normalt får man pandekager, men Victor ville gerne bare have is.