Tag Archive | adhd

Jeg vil så gerne – eller noget om stress

okt14

Lige nu sidder jeg med denne udsigt…eller det gør jeg ikke mere, vel, men da jeg startede det her indlæg gjorde jeg. 

Det er gråt og blæsende udenfor. Vandet er stadig skønt. Det er ca 10 grader nu, så ikke sådan rigtig koldt, men koldt nok til at det begynder at prikke i huden. Blomsterne er fra kirken i søndags, hvor Flemming var kirketjener. Albert leger med et gæstebarn, Victor er lige smuttet ned på havnen, så lige nu ånder alt fred.

Det her indlæg har luret i baghovedet i de sidste par uger. Jeg har skrevet det før, men gør det igen nu…jeg vil så gerne skrive mere fast på bloggen. Jeg har faktisk et mål for mig selv om at skrive mindst to gange om ugen, og gerne mere. Jeg vil gerne have, at der er liv i bloggen, og jeg synes, at der sker så mange ting her på lille Christiansø, som jeg gerne vil fortælle om. Det er bare ikke altid, at tiden eller overskuddet er til det, og det ærgrer mig! Indlægget er ikke skrevet for at få en masse medlidenhed, men for at give et billede af, hvordan vores liv også er.

Grunden, til at der igen har været lidt stille herfra, er, at min stress igen har stukket sit grimme hoved lidt for langt frem. Siden vi flyttede er jeg helt klart blevet bedre til at tage det i opløbet og passe bedre på mig selv, vælge nogle ting fra. Men nogle gange er det bare ikke en mulighed. Den her gang har det været ret slemt. Jeg har kæmpet for at komme ud af sengen om morgenen, jeg har ikke magtet berøring fra hverken mand eller børn, krav fra børnene har udløst tårer, min krop har været i total alarmberedskab og bare lyden af en sms har fået mig til at fare sammen og være tæt på at græde, jeg har haft åndenød og sitret indeni, når jeg gik i seng om aftenen, hvis jeg havde været for meget ude blandt andre.

Hvad har så udløst det, og hvorfor fik jeg ikke stoppet op i tide? Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke ved det, men jeg ved det jo godt. Jeg har haft langvarig stress on/off gennem de sidste mange år. Mentalt er jeg altid i en eller anden form for alarmberedskab. Jeg ved aldrig, hvornår jeg kan slappe helt af. Victor har stort set ikke været i skole i år, og han bruger mig ret meget, når jeg er hjemme. Så der, hvor jeg ellers plejer at have ro på og få ladet lidt op, er jeg på og har antennerne ude for at afkode Victors humør, så jeg kan være forberedt på, hvilke krav der kommer, om jeg kan guide ham igennem at gøre det selv, eller om han ikke er i stand til det den dag. Nogle gange er det så små ting, som at han er sulten, men ikke ved hvad han vil have. Så må jeg lave noget og håbe på, at jeg har ramt rigtigt. Hvis han er meget presset risikerer jeg, at det ryger på gulvet. Og nej det nytter ikke at skælde ud, selvom man får lyst til det. Når Albert så kommer hjem fra skole, skal hans humør også afkodes og konflikter forebygges. Nogle gange er der ingen problemer, andre gange skal der fysiske kræfter til.
Oveni det, som jo bare er hverdag for os, har der været alt det, jeg skrev om i mit sidste indlæg med Lunas skade, kursus på Bornholm og flytning. Ingen af tingene er noget, jeg kan ændre en hel masse på. For Victor giver en flytning en masse uro og det reagerer han på. Han vil faktisk ikke flytte, så hans værelse har vi slet ikke rørt endnu. Reolen med drengenes tøj skulle vi egentlig bruge i vores nye skur, men det var slemt nok for dem at vores tøj kom til at ligge på gulvet, så vi venter med at flytte på deres tøj, til vi ikke kan trække den længere. 

I morgen skal vi være klar til at sejle kl 14.00, og jeg har ikke pakket noget som helst endnu. Vi tager 12 dage til Israel, og vi glæder os til at komme ned i varmen. Jeg håber, at det hjælper lidt på det hele at komme væk i et par uger og tænke på noget helt andet. Få nogle gode oplevelser sammen med hele familien og en masse d-vitaminer helt gratis.

Nu skal det ikke lyde ynkeligt det hele, for i det store hele er ungerne gode til at hygge sig sammen for tiden. De vil tit gerne hinanden og inviterer til fællesskab. Det er dejligt at opleve, at der trods konflikter og diagnoser er kærlighed mellem dem – men jo ikke hvis man spørger dem. Men et billede fra i går bekræfter det

Tak fordi du læste med. Nu vil jeg indstille mig på ferie, varme og hygge med familien💜

Stolesokker

jan20

Da jeg var I Glostrup med Victor for godt et år siden, var jeg så heldig at få nøglen til nogle venners lejlighed i Lyngby. Så havde jeg et sted, hvor jeg kunne flade ud og komme lidt væk fra det hele, uden at det var en indkøbscenter. Helt vildt dejligt, og jeg var meget glad for den mulighed. Tak Rikke og Troels😍

For at jeg ikke skulle komme til at kede mig, havde Rikke fundet en opskrift på stolesokker og købt noget garn, så kunne jeg jo hygge mig med det😄 Og det gjorde jeg så, og endte med at hækle 24 – tror jeg nok – stolesokker til de søde mennesker.

Vel hjemme gik tiden sin vante gang. Jeg fortalte om de her stolesokker, som Flemming bestemt ikke var fan af. Så jeg gik ud fra, at han nok snart skiftede filtdutterne på stolene i køkkenet, så gulvet ikke blev alt for slidt. Men der skete ikke rigtigt noget. Jeg besluttede mig for at begynde på stolesokker til vores egne stole, så måtte vi se hvem der kom først. I starten sagde jeg ikke noget om det😉 Og da det er ret kedeligt at hækle dem, tog det også noget tid. Men da det nærmede sig at jeg kun manglede til et par stole, nævnte jeg det for Flemming. Vores stole er sorte, så for at det ikke skulle springe for meget i øjnene, havde jeg valgt, at de skulle være sorte med en farvet kant øverst. Vi kører med hver sin farve i familien. Det er bare det nemmeste, når der er mange børn. Så siden Albert kom til har tingene været på den måde. Meget praktisk når der står 6 tandbørster sammen😉 Så naturligvis fik stolesokkerne en kant i den farve der passer til personens stol. 

Nu er de kommet på, og Flemming har ikke brokket sig. Og som bonus har ungerne meget lettere ved at flytte stolene ind og ud😉

Hvis der er nogen, der er blevet inspireret, så er det meget nemt. Man skal lige finde det antal masker der passer til sine stole. Vores stole er 12,4cm i omkreds og det passer med 24 fastmasker.
Jeg starter med 4 lm som samles til en cirkel, derefter hækles der 6 fm i cirklen og samles med en lm. herefter hækles der rundt i spiral. 2. omg. hækles der 12 fm, 3. omg hækles der 18 fm, og 4 omg. hækles der 24 fm. Herefter hækles der 1 fm i hver fm til det hele har den ønskede længde/højde. Vores er 9.5 cm høj, incl de sidste to runder med en anden farve.

Nu mangler jeg så bare at lave nogle små sokker til de fire stole med små runde ben, som ikke bliver brugt så tit, men til gengæld laver store mærker i gulvet. Men det må vente til begge arme er funktiondygtige igen.

Dagens medicin

dec16

En af mine faste ugentlige opgaver herhjemme er at dosere medicin til familien. Jeg bliver altid overrasket over, hvor meget affald det giver, selvom det faktisk ikke var ret meget i dag. Vores medicinkurv står i køkkenet med den daglige medicin samlet. Reservepakkerne og alt, der ikke er dagligt medicin, er i et medicinskab i soveværelset. 

Victor får to slags mod sin ADHD og melatonin – som IKKE er en sovepille, men det naturlige søvnhormon, som han selv producerer for lidt af – til aften og en vitaminpille om vinteren. Albert får mod ADHD 3 gange dagligt, melatonin, astmapille, allergipille, astmaspray og vitaminpille om vinteren. Vi andre tager en vitaminpille og div ekstra tilskud. Så i alt bliver det til en hel del. Derfor bliver der også doseret til en uge af gangen. Og jeg føler mig hensat til min tid i hjemmeplejen, når jeg er i gang med doseringen😄

Nyt om Albert

jan30

 Jeg har et par gange nævnt, at Albert har været i gang med udredning for ADHD. Heldigvis kunne det klares i Rønne denne gang, så vi slap for at skulle til Glostrup, som vi var med Victor. Albert er ikke typen, der skjuler noget, når han er ude blandt andre, så det fungerede fint, at han blev udredt ambulant. Og vi var glade for at slippe for flere ture til Glostrup 😉
De forskellige undersøgelser, tests, spørgeskemaer og beskrivelser mundede ud i en tilbagemelding, som vi fik i tirsdags. Jeg var på forhånd noget nervøs for, hvad de ville sige. På den ene side er det ikke fedt at ens børn får diagnoser. Det tror jeg simpelthen ikke på, at der er nogen forældre, der ønsker for sine børn. ADHD er en diagnose, som mange har en holdning til, nogle uden at kende noget særligt til det. De fleste ved, at det er noget med børn, der er meget aktive, men hvad det nærmere betyder i hverdagen, er der mange, der ikke ved. På den anden side er der så mange ting ved Albert, som vi længe har forsøgt at “opdrage” væk uden nogen effekt. Så jeg ville være noget rådvild, hvis det ikke var ADHD, for hvad så?
Da vi kom ind på sygehuset til tilbagemeldingen, fik vi at vide, at Albert har ADHD i middelsvær grad. I første omgang var det en lettelse, vi havde set rigtigt, og det var igen rigtigt at lytte til intuitionen. Vi fik tilbudt at prøve medicin til ham, hvilket vi takkede ja til. Vi trænger så meget til at få ro på familien, og det kan medicinen formentlig hjælpe os med at få, så vi ikke hele tiden er på, men også ind imellem kan slappe af. Tænk sig at kunne sidde og spise stille og roligt hele familien og snakke om, hvad hver især har lavet. Der har været lidt snak om, at Victor måske skulle sættes lidt op i dosis, men vi tror på, at en mere rolig Albert vil have en positiv effekt på Victor også.
De sidste par dage har jeg også haft en tristhedsfølelse over at vi nu har to drenge med diagnoser, der kræver noget ekstra. 3 diagnoser på 3 måneder, den skal altså lige bundfælde sig hos mig. Jeg er ikke nervøs for, at Albert ikke nok skal klare sig. Han har altid været typen, der finder en løsning på de problemer han støder på 🙂

Et billede fra vores tur med Peter i mandags, hvor det var koldt men roligt vejr. Drengene hyggede det meste af tiden, og der var også tid til en cheesedipers.  

 

Far, mor og ADHD 

jan19

Om ca en time kommer der et program på DR1. Det hedder Far, mor og ADHD. Jeg regner helt klart med at skulle se det, hvis ikke i aften så i morgen formiddag. Jeg skal se det, fordi vi har mindst et barn med ADHD. 

Ud fra beskrivelsen af programmet er det dog ikke uden en hvis skepsis, jeg skal se det.  

 
Jeg har desværre ikke fået sat mig voldsomt meget ind i ADHD endnu, da jeg i første omgang har haft fokus på autisme, som er det, der er mest tydeligt hos Victor. Men jeg ved en ting, og det er, at ADHD ikke skyldes dårlig opdragelse! Derfor er jeg meget skeptisk, når der i programbeskrivelsen står “og måske endda fjerne den helt”. Forældre til børn med ADHD får gang på gang smidt i hovedet, at det er forældrenes egen skyld, dårlig opdragelse, hvorfor vil du have en diagnose på dit barn, diagnosesamfund osv. Jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen forældre, der ønsker sig en diagnose til deres barn, hvis de kunne vælge. Alle forældre ønsker sig sunde og raske børn, der trives i et alm samfund uden ekstra støtte eller brug for medicin. Måske viser udsendelsen, at med de rette værktøjer kan man komme så langt, at barnets ADHD ikke er så tydelig mere i hverdagen, men det er jo ikke det samme som at den er væk. 

God aften til alle 🙂

Tilbage på pinden

nov1

Som jeg skrev i det seneste indlæg, så har jeg brugt nogle uger på at være indlagt i Glostrup sammen med Victor. Vi har nu været hjemme et par uger og hverdagen begynder så småt at indfinde sig. Ialt endte vi med at være indlagt i 6 uger. Vi blev udskrevet d 9/10, og derefter tog vi til Jylland på efterårsferie sammen med familien. Mads skulle til London med min bror og svigerinde og de to små fætre, så ham så vi ikke så meget til. Men vi er glade for, at de ville give ham den tur!

Som sagt var vi indlagt i 6 uger. Det var 6 hårde, lærerige, sjove, hyggelige, grænseoverskridende, ensomme, netværksudvidende uger. Det var trygt at være i et miljø, hvor der ikke er nogen der kigger mærkeligt, når man har en mega konflikt med sit barn. Der var personale klar til at tage over, hvis når jeg trængte til en pause. Der var gode snakke i forældrerummet med andre voksne, der vidste lige præcis hvad man mente. Der var forståelse og omsorg når man klaskede sammen i sofaen efter en opslidende putning. Det var rart at have tid til at læse for Victor uden der kom søskende og forstyrrede. Selvom det til tider var nogle lange weekender på hotelværelset, når Victor ikke havde overskud til at lave ret meget andet end at finde mad i løbet af dagene og ellers være på værelset, så var det også hyggeligt bare at være.  Sidde tæt og se noget tv. Læse højt. Køre med fjernstyret bil rundt på gangene.

Victor var meget presset af at være indlagt. Så afdelingen gjorde, hvad de kunne for at gøre indlæggelsen så kort som muligt. Derfor blev vi udskrevet efter kun 6 uger, hvor de normalt regner med 10-12 uger. Mandag i den sidste uge snakkede jeg med psykologen, som fortalte mig, hvad de havde fundet frem til. Der havde været meget snak om autisme. De undrede sig faktisk over, at Victor ikke havde fået en diagnose inden for det område tidligere, for de så ham med meget tydelige autistiske træk. Da der var startet op med Ritalin, var jeg også ret sikker på, at vi endte med en diagnose indenfor det opmærksomhedsforstyrrede område. Så at diagnoserne kom til at være ADHD og infantil autisme var ingen overraskelse. Det var en lettelse endelig at få sat ord på Victors udfordringer. Misforstå mig ikke…jeg er ikke glad for, at vi nu har et barn med to diagnoser, som han ikke bare vokser fra. Det bedste havde jo været at få at vide, at det bare lige ville tage et par år ekstra, så var han lige som andre børn. Men jeg vidste det jo godt et eller andet sted. Der er jo nok en grund til at folk, der har arbejdet med autisme, begynder at snakke om autismepædagogik, når jeg har fortalt om Victor. Så at jeg er lettet, er ikke det samme som at jeg er glad.

Men nu er vi hjemme. Skift er noget af det, der er svært for Victor, så selvom vi er kommet hjem, har det også været svært. Samtidig virker det som om han har givet slip. Han forsøger ikke i samme grad at holde sammen på sig selv mere. Det er blevet legalt for ham, at der er nogle ting, der er svære. Han sagde det selv så godt, da han fik at vide, hvad de havde fundet ud af. Psykologen fortalte ham, at han har noget, der hedder autisme. “Det betyder at du tit tænker anderledes end andre”, hvortil Victor svarer, at “så er det nok derfor det tit er som om andre ikke forstår mig”. Så for Victor gav det god mening. Og det var faktisk også rart at opleve. Men hjemme er hverdagen jo ikke helt som den var før. Victor er stadig Victor. Men der er nogle ting vi skal have implementeret i hverdagen, så Victor forhåbentlig kan få det endnu bedre og vi kan begynde at arbejde med nogle af de ting, som er svært for ham. Bl.a skal vi have gang i noget mere struktur og forudsigelighed. Og vi skal have noget viden om autisme og ADHD.

Nu kan jeg jo godt lide at tage billeder, så I skal da heller ikke snydes for billeder fra vores uger i Glostrup 😉

Vores værelse som var meget kedeligt i starten. Med tiden fik vi sat vores eget præg på det.

Victor på rulleskøjter på afdelingens legeplads.

På jagt efter dagens aftensmåltid…

Vi var ret heldige med vejret, så vi nåede på flere mooncarture på hospitalets område 🙂
  

På en våd regnvejrsdag var vi ude på Langelinie og hilse på den lille våde havfrue.  

Flemming var god til at sende billeder fra hverdagen på øen. Den første weekend vi var afsted, havde de besøg af Mads.

Samme weekend havde vi besøg af omma og var en tur i Tivoli.

Det var rart at få post. Og en dag var vi heldige at få to pakker. Den ene indeholdt hjemmebagt kage fra mine forældre 🙂 Det blev de andre forældre også glade for.

Besøg af storebror, som naturligvis også skulle med på mooncartur.

Jeg savnede solnedgangene fra øen, men en dag var jeg heldig at se nogle smukke solnedgangsfarver i en vandpyt.

Hele familien samlet ❤ Og naturligvis skulle vi i Tivoli.

Hen på eftermiddagen gik nogle af os hjem. De andre var slet ikke klar, og vi blev enige om at spise hver for sig. Så vi fik take away på værelset.

Familien tager hjem igen.

Til et postkort til skolen, som havde sendt tegninger og hilsner til Victor.

Hver dag var der “min tid” fra 15-16, der som regel blev brugt sådan her.

Vi spiste ikke sammen til nogle måltider på afdelingen. Men den ene aften aftalte vi med personalet at vi sad i stillerummet og spiste sammen. Victor havde lavet menuplan, bordkort og bordpynt.

Når man har lavet for meget en weekend ser man sådan her ud.

Besøg af omma og morfar, hvor vi bl.a var i Eksperimentariet.

Når man afslutter på afdelingen, bliver der holdt en lille farvel-fest, hvor forældrene, alle børnene og en del personale er med. Normalt får man pandekager, men Victor ville gerne bare have is.