Tag Archive | arbejde

Smuttur til Jylland

Vi har lige været en smuttur i Jylland til konfirmation hos fætter Philip. En dejlig dag med en konfirmand, der holdt en meget rørende tale🧡

Da vi alligevel skulle til Jylland, valgte vi at tage afsted en dag tidligere og få børnene passet, så vi kunne tage på Comwell Kellerspark og fejre vores 21 års bryllupsdag💞 Det er alt for sjældent vi sætter tid af til at være kærester, hvor vi kan spise uden at blive forstyrret. Det var dejligt med nogle timer i spa, hvor der bare var roligt og ikke alt for mange mennesker, efterfulgt af lækker mad og god vin.

Jeg har ikke nogen billeder, da vi faktisk ikke brugte vores mobiler i det døgn📴

Lige nu er vi på vej til Kbh sammen med Luna. Vi skulle have været til forpremiere på Cirkusrevyen, men det er aflyst pga tekniske udfordringer. Så nu er vi lidt lost på, hvad vi skal lave 🤔 Tivoli og Bakken er ikke en mulighed, da forældrene ikke er til de vilde forlystelser, og Luna gider forståeligt nok ikke alene. Så vi er alle i tænkeboks for at finde på noget.

Det eneste billeder I får i dag, er fra brandkursus i Randers. Jeg arbejder på et indlæg, hvor jeg vil fortælle om, hvordan det er at være brandmand på Christiansø, og hvad det indebærer – og at det ikke er nogen hindring at være kvinde.

Hvad vil jeg med bloggen?

Det er vist en mild underdrivelse at sige, at jeg har svigtet bloggen den sidste lange tid. Den korte forklaring er, at jeg i efteråret var nedlagt med massiv stress. Jeg har i mange år haft langvarig – har nægtet at kalde det kronisk, da jeg VILLE af med det – stress, og i efteråret var der nok kommet så meget ro på det meste rundt om mig, at min krop mente, at der var tid til at reagere. Så det gjorde den. Min hjerne lukkede så meget ned, at jeg ikke kunne huske mine børns fødselsdag, og ikke vidste hvordan jeg skulle tænde en computer. Jeg var samtidig virkelig bange for, at hjernen havde taget skade. Jeg var sygemeldt og havde dage, hvor jeg nærmest ikke lavede andet end at ligge på sofaen og kigge ud i luften. Heldigvis vendte det, og jeg har det nu bedre end i mange år. Min hukommelse er faktisk så småt ved at vende tilbage! Jeg er heldigvis også blevet meget bedre til at mærke efter og ikke mindst reagere, da jeg ikke vil derhen igen. Så når jeg kan mærke det mindste stopper jeg op og trækker vejret dybt nogle gange. Det lyder banalt, men det virker! Prøv det, det har en imponerende effekt, hvis man lige tage 5 dybe rolige vejrtrækninger.
Efter jeg havde været helt nede og vende, styrtede Mads på ski, som jeg skrev om i mit seneste indlæg. Det har været et langt forløb, hvor han er endt med at flytte hjem, for at få helt ro på og finde ud af, hvad der skal ske. Hele det forløb gjorde, at jeg måske ikke helt fik den ro, som mange mener, at man skal have, når man er nedlagt med stress. Men hos mig har det nok hjulpet mig ud af stressen. Noget andet, der helt sikkert også har hjulpet, er, at jeg har været på funktionsuddannelsen til brandmand. Men det skriver jeg mere om snart 😉

Da jeg var nået dertil, at der var ved at være overskud til at skrive igen, så var der gået så lang tid, siden jeg sidst skrev, at det var svært at komme i gang igen. Jeg begyndte at tænke over, hvad der skulle ske med bloggen. Skulle den lige så stille dø? Helt i starten da alt var nyt for os på Christiansø, var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg skulle skrive om, for vi manglede selv et sted, hvor vi kunne læse om, hvordan det er at bo på Christiansø.  Men som tiden gik blev de specielle ting hverdag, og drengenes diagnoser og udfordringer fyldte mere og mere i hverdagen sammen med min stress. Der blev mindre blik for de små og store skønne ting på det her vidunderlige sted. Derfor har været mange tanker om bloggens fremtid. Både hvad det skal være, men i lige så høj grad hvad det ikke skal være.

Noget andet der har fået mig til at tænke er, at det som ægtefælle til en håndværker her på øen, kan være svært at finde sin plads især i starten. Man flytter sig selv og sine børn væk fra alt man kender. Måske har man haft et fuldtidsjob, som man var glad for og har svært ved at se sig selv som hjemmegående. Når man så samtidig ikke helt ved, hvad man flytter over til, kan det være svært at vide, om det er noget man har lyst til at prøve.

Når alt det er sagt, så er jeg nået frem til, at jeg vil have bloggen tilbage til det, den var. Min helt oprindelige tanke med bloggen var at skrive om det at bo på Danmarks østligste ø, Christiansø. At skrive om hverdagen og alt det der gør det specielt at bo her. Jeg vil skrive om, hvordan det er at være ægtefælle til en af øens håndværkere, hvor man ikke kan forvente at der er arbejde til en selv i den første tid, men hvis man slår koldt vand i blodet, så kommer der som regel nogle småjobs. Lige for tiden har jeg 7 stillingsbetegnelser😆

Nu er jeg i gang, og jeg glæder mig til at fortælle mere om livet på Christiansø og ikke mindst vise billeder her fra.

Kan I alle sammen have en rigtig god dag😊

Kh Charlotte

En travl tid

Den anden dag sad jeg og snakkede med min mor om bloggen. Jeg fortalte om min jævnlige dårlige samvittighed over, at jeg i perioder ikke får skrevet ret meget. Jeg vil rigtig gerne, men nogle gange er der bare for travlt i vores liv, og så må jeg prioritere tiden. Altså vi flyttede jo til Christiansø for at få lidt mere ro på vores hverdag, men det er som om, at det til tider ikke helt holder. Lige for tiden er der sådan en periode, hvor vi kigger på hinanden og siger “næste forår skal være roligt” – men det sagde vi også sidste år😂😂

Jeg har igen en del kladder liggende på bloggen, som bliver skrevet på hist og her, så måske kommer der pludselig nogle indlæg, som er lidt gamle, men som jo alligevel fortæller om vores hverdag og vores liv på Christiansø – og hjælper mig med at huske tilbage senere😉

Den primære grund til at vi lige nu er inde i en travl periode er hende her😍

Men en enkelt konfirmation er ikke nok til at vi sådan rigtig har travlt. Nej, der skulle da lige fyldes noget mere ind i foråret. Flemming har været på kran-kursus i Horsens i to uger. Og han har ikke været hjemme i weekenden, da han så kun kunne nå at være hjemme i et døgn, og det er simpelthen for forvirrende for alle parter. Efterfølgende havde han en uges ferie op til Lunas konfirmation, som har været planlagt i lang tid – altså ferien. Ferien skulle bruges i Jylland sammen med Luna, så de kunne få de sidste ting gjort klar til hendes konfirmation St.bededag. Det gav mig 2 1/2 uge hjemme alene med børnene. Det i sig selv er ikke noget problem. Det er hårdt at være på 24/7 og stå for alt praktisk, men der var så lige nogle udefra kommende ting, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, der tærede alt for meget på mit overskud. Og selvom de var på madskole på Bornholm i to døgn, så var jeg alligevel på, for Victor bruger mig også, når han ikke er hjemme. Jeg er den trygge base, han læner sig op ad, og som kan være med til at give ekstra overskud i svære situationer. Det hverken kan eller vil jeg tage fra ham. I 1 1/2 uge var Anne Eva også afsted. Og da vi afløser hinanden på rigtig mange områder, så var jeg på arbejde ca fuldtid i den periode. Men vi klarede det, og ungerne fik rent tøj på og noget at spise hver dag😇😆 Og der blev tid til at se Titanic og MammaMia sammen med Luna😍

I fredags fik vi Luna konfirmeret. En stor og festlig dag, som alle nød til fulde. Dejlig mad og skøn stemning❤️ Festen blev holdt hos Vin&vin i Taulov, som er et virkelig hyggeligt sted. Jeg tror, at jeg er nød til at lave et indlæg for sig selv om konfirmationen, ellers spammer jeg vist med billeder her.

Lørdag og søndag skulle hun til konfirmation hos to veninder og blå mandag blev en spadag på Vejle Fjord sammen med mig😁 Vi kom hjem tirsdag, og skolen tog på lejrtur onsdag, men vi voksne har da lige 3 dage hjemme sammen, inden Flemming igen tager afsted til Jylland. Han skal til 25 års jubilæum på efterskolen lørdag, og det tager så fra fredag til mandag. Når han kommer hjem mandag, har han sine forældre med. Torsdag, som er Kr.himmelfartsdag kommer mine forældre til øen. Luna skal nemlig konfirmeres igen. Hun vil gerne holde reception for øen, og da de er 3 i 7.kl, der alle skal konfirmeres, så er hun også med der med reception bagefter. Fredag tager vi afsted sammen med Flemmings forældre, og mine forældre bliver og passer børnene. Lørdag skal Mads spille på SPOT-festival i Århus, som vi skal op og høre. Og endelig søndag hopper vi på flyet til Rom, hvor vi skal være 8 dage uden børn💜💜 Det trænger vi til!! Og det er faktisk lige om lidt😊 Hvis der sidder nogle med tips og tricks til Rom, så sig endelig til. Indtil nu er vi kun nået til det sekstinske kapel og Peterskirken.

Når vi kommer hjem fra Rom har vi igen 3 dage sammen – dog uden Luna, da hun skal til kommende elevers-dag på efterskolen i den uge. Fredag er det mig der smutter, da jeg skal til 25 års jubilæum med folkeskolen i Løgstør. Og weekenden efter holder min mor 70 års fødselsdag. Og så er vi henne midt i juni🙄😅

Men ellers går det meget godt😂 Vi glæder os til sommer og sol og ferie med afslapning og et efterår, hvor vi ikke har nogle planer – endnu.

Mange af tingene er jo som sådan ikke noget specielt i sig selv. Det der gør det hele lidt ekstremt er, at noget der normalt vil tage en enkelt dag eller aften, for os tager 3 dage, fordi der er så meget rejsetid.
Så hvis I har undret jer over stilheden herfra, så ved I nu hvorfor

Christiansø klædt i hvidt

Det er for alvor blevet vinter, og temperaturen på Christiansø er også ved at være så langt nede, at sneen kan blive liggende. Det er smukt og har givet nogle, hvis jeg selv skal sige det, ret flotte billeder.

En morgen på vej på arbejde, var der et lille hul i skyerne.

Vi har selvfølgelig også været ovre og bade. Og når der ligger sne på badebroen, er man ret glad for sine badesko😉

I går morges kunne jeg se på himlen, at det var en ret flot solopgang, der var på vej. Så jeg måtte lige et lille smut op i Store tårn og se, om jeg kunne få et godt billede. Det første billede over Frederiksø blev ganske godt.

Men det sidste er jeg faktisk ret stolt over. Det er taget med mobilen og er uden nogen former for filtre. Bedøm selv😉

Nyt job, eller noget om A og B

Jeg har altid været udpræget B-menneske. Haft svært ved at finde min seng om aftenen og lige så svært ved at komme op om morgenen. I weekenderne skulle jeg sætte en alarm, hvis jeg ville over og bade sammen med de andre kl. 9. Når Flemming ikke har været hjemme, er jeg blevet hængende endnu længere i sofaen om aftenen. Og jeg er ikke typen, der kan falde i søvn på sofaen eller til en film. Så det har ikke været udsædvanligt, at jeg først er daffet i seng efter midnat…

Men det er da vist slut nu. Jeg har fået et lille ekstra job, med rengøring på skolen. Og eftersom jeg jo ikke kan gøre rent i skoletiden, så er det enten før eller efter. Om eftermiddagen går det ud over tiden med familien, så jeg gør det om morgenen. Det betyder, at vækkeuret ringer kl 5.40😴 Til gengæld er jeg frisk, når jeg kommer hjem og skal have kids klar og afsted i skole, hvilket uden tvivl gør mængden af konflikter fra morgenstunden mindre.

Jeg har aldrig været god til morgener. Jeg skal helst have ro. Og ved at jeg står så tidligt op, er jeg næsten afsted før Flemming står op. Så jeg skal ikke forholde mig til andre, før jeg er vågnet rigtigt, og det tror jeg, der er mange, der er glade for.

Når jeg går hen over øen, kan jeg nogle gange være så heldig at månen lyser så meget, at lommelygten er overflødig.

<
nden vi flyttede, var jeg nattevagt på et plejehjem. Jeg var ret vild med mit job. Jeg havde ingen problemer med at sove om dagen – da jeg lige havde fundet ud af tricket med at være pakket ind i både nattøj, dyne og varmepude, selvom jeg normalt gerne vil have det køligt, når jeg skal sove. Jeg elskede den stemning, der er om natten, og kan stadig godt savne den. Der er en ro, som er svær at beskrive. Men når jeg går afsted ved 6-tiden om morgenen og der er helt stille, solen er begyndt at overveje at stå op, fuglene knap er vågnet, så får jeg en snert af den stemning jeg så godt kan lide ved at arbejde om natten. Og jeg nyder det 🙂

Nogle gange kan man være heldig at månen lyser så meget, at lommelygten er overflødig.

Ved at møde så tidligt får jeg også glæde af at se solen stå op og opleve dagen vågne. Det er næsten lige så smukt og fascinerende som solnedgangen.

Glimt fra dagen

Albert har allergi. Han kan ikke tåle græs. Og siden pollensæsonen startede har han fået antihistamin som mixtur og øjendråber dagligt. Det har holdt det nede, og heldigvis er han topsej til det.
I weekenden glemte vi det desværre, hvilket resulterede i nogle meget hævede øjne i morges.

20140602-230236-82956493.jpg

Dagen har så budt på drypning X 4 og det har hjulpet, men det må lige blive gentaget i morgen.

I denne uge har jeg posten, hvilket også indebærer en gåtur rundt på øen. Og i dette skønne vejr er det ingen sag. Bl.a kommer jeg forbi nogle smukke syrener, som stadig står i fuldt flor herovre

20140602-230945-83385272.jpg

Efter puttetid måtte jeg bare lige have en tur rundt på øen og lidt op i haven. Himmelen var fantastisk smuk.
Jeg undskylder på forhånd for billedespam

20140602-231322-83602025.jpg

20140602-231336-83616895.jpg

20140602-231858-83938457.jpg

20140602-231919-83959634.jpg

20140602-232051-84051625.jpg

20140602-232053-84053216.jpg

Et CV der vokser, og en tur i haven

For et par måneder siden var planen, at jeg skulle være guide sammen med to andre og så sælge lidt frø og hjemmelavede ting. Men så blev der mulighed for at blive brandmand, og jeg kom på brandkursus. Og endelig har jeg også fået lov til at være en del af beredskabet 🙂
Der blev søgt efter en bibliotekar på øen, hvilket jeg søgte og var heldig at få. Så nu er jeg ved at blive lært op der. Kort efter blev jeg spurgt, om jeg vil være afløser på posten, hvilket jeg sagde ja til, så engang i næste uge starter jeg op der. Sidst men ikke mindst har jeg sagt på kroen, at hvis de mangler lidt hjælp i løbet af sæsonen, så må de endelig sige til. Så i dag har jeg været oppe og snakke med dem, og jeg skal have lidt forskelligt deroppe. Ikke noget fast, men mulighed for at træde til, når der mangler.
Det hele kan heldigvis godt hænge sammen med familien, og jeg glæder mig til at komme lidt i gang med de forskellige ting 🙂

Tidligere i dag skulle jeg en tur op i vores have for at vande de ting, jeg fik sået i går. Som næsten altid havde jeg min mobil med, og det resulterede i disse billeder.

20140428-231700.jpg

20140428-231706.jpg

20140428-231711.jpg

20140428-231718.jpg

20140428-231729.jpg

20140428-231734.jpg

20140428-231750.jpg

Og så bare fordi

20140428-231832.jpg

Nogle gange er man meget heldig!!

Ikke at jeg håber det bliver nødvendigt med den slags held en anden gang. Men lige i dag er jeg taknemmelig over, at der var en, der passede på Victor, så det ikke blev værre end det gjorde.

Victor har i dag været med Flemming på arbejde oppe ved vandværket. Der var nogle ting, han kunne hjælpe med, så efter frokost måtte han afsted igen.
Der gik dog ikke meget mere end 1/2 time før Flemming ringede og bad mig om at hente Victor, fordi han var faldet. I farten snupper jeg to klude – en tør til at opsuge evt blod, og en opvredet i kold vand til at køle med. Da jeg kommer derop, sidder Victor og smågræder. Han er snublet og har slået knæet, hvilket ikke er det værste. Han er så uheldig, at der står en trillebør, hvor gummiet er væk på det ene håndtag. Og der slår han hovedet ned i. Lige ved øjet:-/ Der er kommet en lille flænge lige over øjenvipperne. Det ser lidt dybt ud, men jeg har svært ved at vurdere det, så vil gerne have kigget på det. Nu er vi så i den situation, at vores læge er på kursus og ikke er på øen. Men heldigvis er der en sygeplejerske, som kigger på det og renser det. Han skal ligge med is på for at mindske hævelsen, ellers skal der ikke gøres noget, så han er sluppet enormt billigt. Så tæt på øjet, kunne det være gået rigtig galt, men der blev passet på Victor i dag, hvilket vi er meget taknemmelige for!

20131114-173112.jpg

20131114-173135.jpg

Hvad folk dog siger :-)

Det bliver ikke til så meget nyt her på bloggen for tiden. Det er nu ikke fordi vi ikke snakker flytning og alt hvad dertil hører, der er bare lige, det der IRL, der også skal passes. Som nu den forlængede weekendtur til Berlin i sidste uge. Kun ham om mig ❤ Og så har der været møder, regnskab, tandlæge med Luna, pas der skulle bestilles til sommerferien osv. I aften møder jeg ind til en uges nattevagter, så den uge bliver også presset.

Nå ikke flere beklagelser. Vi glæder os stadig rigtig rigtig meget, og jeg elsker at fortælle om vores kommende liv langt væk, men dog stadig i Danmark 😉

Når vi fortæller om, hvad vi skal, får vi mange forskellige kommentarer. Men det havde vi også forventet. De aller fleste er positive, synes det lyder spændende, ville ønske at de selv turde tage sådan et spring og er meget interesserede i, hvordan det er derovre. Mange siger også, at så kommer de og besøger os, og det glæder vi os meget til 🙂 Kom endelig, vi skal nok give både kaffe, the, kage og aftensmad, hvis I bliver og overnatter på øen – men husk lige at have styr på det inden, for der er ikke specielt mange muligheder for overnatning 😉

Jeg føler det lidt som at vi skal til udlandet. Kan huske da min storebror tog til USA i nogle måneder for at tage et semester, så skulle mine forældre i hvert fald derover, for nu var der en at besøge…arh min far havde nok været der før. Men tror ikke vi havde mødt helt samme reaktion, hvis vi flyttede til Vejle…”flytter I til Vejle??? SÅ skal vi nok komme og besøge jer, vi har så tit snakket om at tage til Vejle på ferie” Det er bare ikke helt det samme, vel? Det er lidt mere eksotisk at tage til Christiansø 😉

En anden kommentar der tit kommer er, når folk spørger til, hvad vi skal lave på øen. Flemming skal jo være håndværker – og ja der er faktisk rigtig meget at lave for håndværkerne derovre. Det hele er fredet og skal vedligeholdes, så der er 10 håndværkere ansat, og det er ikke altid helt nok. Det er ikke helt så oplagt, hvad jeg skal lave. Det første år er Albert hjemme, da der ikke er børnehave, så vi skal hygge os og lave frokost til de andre, hygge med de andre børn, der ikke er i skole, bage, lege osv. Jeg glæder mig til at få lidt tid til at hækle, strikke, læse, sy, få styr på ungernes billeder osv. Og så er det at reaktionen fra andre kommer, for jeg er da nød til at få noget at lave…øh ja??? Jeg forstår det ikke helt. Jeg glæder mig til at hygge mig med Albert, have tid til familien, falde til på øen, lære de andre at kende…jeg tror slet ikke jeg får tid til at arbejde det første års tid. Når Albert starter i skole, må vi se hvad der sker. Jeg vil nok gerne have lidt, men jeg skal ikke op i nærheden af noget der minder om fuldtid. Mit indtryk er også at samfundet slet ikke er skruet sammen til at begge arbejder en hel masse. Der skal jo være en til at sørge for at frokosten er klar, når mand og skolebørn kommer hjem og spiser, og så skal det også lige ryddes væk igen 😉

Nej lad bare mig passe min familie og mine/deres fritidsaktiviteter, så tror jeg det er fint, og det glæder jeg mig til. Der er jo også lige haven der skal rodes lidt i 😉