Tag Archive | oplevelser

Efterårsferie

På Christiansø har skolen to ugers efterårsferie. Det er en gammel tradition, der ikke umiddelbart er planer om at ændre på. Mange familier er på øen hele sommeren, og en del er engageret i turismen på den ene eller anden måde. Derfor er to ugers efterårsferie en mulighed for, at have lidt mere sammenhængende ferie med familien.

I juli blev Flemming færdig som holdleder i brand, så i sidste uge havde han vagten, og derfor kunne vi ikke tage afsted. Vi sendte Albert til bedsteforældrene i Jylland, hvilket alle parter virker til at sætte stor pris på. Fredag tog vi andre afsted fra Christiansø for at lande i Skagen lørdag. Vi er her hele ugen sammen med Luna og Victor og indtil torsdag sammen med Mads.

I dag har vi været på Danmarks nordligste øgruppe, Hirsholmene. Tidligere var Hirsholmene under Forsvaret, så på mange måder minder det om det vi kender. En af de store forskelle er dog at vi bor ca 90 gange så mange på Christiansø som på Hirsholmene. I dag er øerne under miljø- og fødevareministeriet.

Båden der sejler derud er en lille båd, med plads til 12 passagere, og ligesom hjemme har man 3 timer på Hirsholm. Sejlturen varer ca 40 min, så igen minder det lidt om de hjemlige tilstande. Og selvfølgelig fik jeg ikke taget et billede af båden … men det gjorde jeg til gengæld af en del andre ting😄

Vi skulle naturligvis op og se fyret. Et lille fint fyr, med en lettere skræmmende trappe. Jeg er glad for, at jeg først så flængen i et af de øverste trin på vej ned.

Når man ser trappen fra siden, forstår man nok lidt bedre hvorfor den flænge ikke var det rareste syn.

Udsigten fra fyret fejlede ikke noget. Vi var meget heldige med vejret, så der var skøn udsigt hele vejen rundt.

Hirsholm er ca samme størrelse som Christiansø, men naturen er noget mere flad, end det vi kender. Der er to gamle bunkere fra 2. verdenskrig, en lille hyggelig kirke og to kirkegårde. Den ene er i forbindelse med kirken, den anden et lille stykke derfra. Den anden kirkegård – assistenskirkegården – blev indviet fordi, der ikke var nok plads ved kirken mere. Man er jo nok lidt miljøskadet😄 Så da jeg fandt ud af, at forfatteren til Troldepus er begravet på assistenskirkegården på Hirsholm, så måtte jeg lige have et billede af gravstenen.

En anden grav vi stod og snakkede om, var den her

En person, der var drevet i land på øen, som ingen kendte, skulle også have en ordentlig gravsten.

Da der kun er en beboer tilbage på Hirsholmene, er der en fra miljø- og fødevareministeriet, der er ansat til at tage derud to gange om ugen for at vedligeholde primært det grønne på øerne. Vi var så heldige, at vi kom derud en dag, hvor han gik rundt derude. Da vi nåede til kirken, var han ved at rense tagrender, men kom lige hen og spurgte, om vi ville ind og se den indefra, hvilket vi meget gerne ville.

Da vi kom i land, var vores første tanke ca ligesom mange turister på Christiansø: hvordan skal vi få 3 timer til at gå her?? Men belært af hjemlige oplevelser besluttede vi, at vi ikke skulle stå ved båden en time før afgang og vente. Der måtte være en grund til, at man har tre timer på øen, og vi endte med at bruge tiden fuldt ud. Blandt andet benyttede jeg mig af muligheden for at tage en dukkert fra Danmarks nordligste øgruppe. Det får I ikke billeder af, men I kan få lov til at se badebroen😉

Det var skønt at komme i vandet og selvom jeg godt ved, at der sikkert ikke er ret mange, der tror mig, så var det ikke koldt!😊

Da vi nåede øen rundt var der åben ind til øens maskinstation, hvor øens brandbil stod. Og da både skipper og øens grøntmand stod der, fik vi en sludder med dem om Hirsholmene kontra Christiansø. De var mindst lige så interesseret i Christiansø, som vi var i Hirsholmene, så måske der en dag kommer besøg den anden vej😊 Vi giver i hvert fald en kop kaffe, hvis det skulle blive tilfældet.

I skrivende stund er der faldet ro over flokken. Og med al den friske luft vi har fået i dag, er det også ved at være sengetid for mig. Rigtig god efterårsferie til jer der har det, vi er i hvert fald i fuld gang med at nyde vores første rigtige ferie siden turistsæsonen startede i april😊

Christiansø klædt i hvidt

Det er for alvor blevet vinter, og temperaturen på Christiansø er også ved at være så langt nede, at sneen kan blive liggende. Det er smukt og har givet nogle, hvis jeg selv skal sige det, ret flotte billeder.

En morgen på vej på arbejde, var der et lille hul i skyerne.

Vi har selvfølgelig også været ovre og bade. Og når der ligger sne på badebroen, er man ret glad for sine badesko😉

I går morges kunne jeg se på himlen, at det var en ret flot solopgang, der var på vej. Så jeg måtte lige et lille smut op i Store tårn og se, om jeg kunne få et godt billede. Det første billede over Frederiksø blev ganske godt.

Men det sidste er jeg faktisk ret stolt over. Det er taget med mobilen og er uden nogen former for filtre. Bedøm selv😉

Min stemme – eller mangel på samme

Hvad er mere oplagt på dagen for kommunal- og regionsvalget at skrive noget om en stemme? At det så skulle blive endnu mere aktuelt, end jeg havde forestillet mig for en uge siden, er jo bare en ekstra gevinst. Omend det nok mest er en gevinst for mine omgivelser🤐

I weekenden var Luna på konfirmandlejr i Jylland, og jeg benyttede muligheden for at komme op og besøge min gode veninde gennem mange mange år i Lemvig – så kan vi stort set heller ikke komme længere væk fra hinanden i Danmark. Jeg vidste godt på forhånd, at de har en del dyr, og at min allergi ville blive udfordret ret meget, men det var en pris, jeg var villig til at betale for en hyggelig weekend! Allergipillerne var indkøbt og jeg startede op et par timer før, for at være dækket ind fra starten. Fredag aften snupper jeg den anden pille og tænke, at det her skal nok gå. Lørdag morgen kan jeg mærke min hals, men da vi er ude af huset det meste af dagen, bliver det ikke værre. Til gengæld er det rigtig slemt søndag morgen. Min teori er, at allergien har sat sig på halsen og i den grad på stemmen. Så siden har jeg været noget mere stille end jeg plejer🤐 Luna forbyder mig at snakke, da hun ikke kan klare at høre på det. Jeg har tømt apoteket for halsvenlige ting. Men det hjælper ikke rigtigt, så det er nok bare tiden der skal gå. Men jeg har sikkert været heldig, for aldrig har jeg da haft så ondt i halsen.

Nå nok om mig og min manglende stemme. Nu skal det handle om…ta da…min manglende stemme✏️

Jeg går ud fra at langt de fleste af jer kære læsere, har været henne og stemme i dag. Det har jeg ikke. Og det er ikke fordi, jeg bare vil være på tværs eller ikke har taget stilling. Men vi kan ikke. Når vi bor på Christiansø, er vi ikke en del af hverken en kommune eller en region, og så kan vi ikke stemme. Og hvor er jeg i grunden glad for at slippe for alt det valgsnak og valgløfter, der alligevel ikke bliver holdt. Ingen valgplakater i lygtepælene, ingen vælgermøder, ingen røde roser eller små blå flag. I det hele taget er det ret stille og roligt at gå til købmanden – nøjagtig ligesom det plejer😊

Om jeg savner at stemme?? Næ faktisk ikke. Vi har vores valg til ø-rådet, som er et rådgivende organ ift administratoren. Der er der virkelig tale om det nære og det helt lokale. Ikke noget med en masse forkromede løfter, som man senere springer fra. Det kan lyde banalt og lidt sjovt, at vi har et ø-råd, men det er bare lidt mere mundret at kalde det ø-råd end kontakt- og udviklingsøråd…

Hvis man vil læse mere om os på Christiansø og kommunalvalget, er vi sandelig også kommet på de landsdækkende medier Da jeg jo ikke kan tage et billede fra min tur til valgstedet, får I et billede på vej ned ad bakken i Gudhjem i morges, da jeg sammen med Luna skulle hjem igen. En dejlig stille – på flere måder – seljtur lå forude😊

Aftenens små indslag

For snart to uger siden snød Albert med sin iPad i en grad, så det udløste en uges karantæne. Han er den af vores børn, der bliver mest påvirket af skærm, så han er i forvejen på væsentlig mere begrænset skærm end de andre. Han kan finde på at gennemrode det rum, hvor han tror vi har gemt den. Men i en periode var det ikke lykkes for ham. Han havde så været så snu at sætte en alarm til, så han kunne høre den. Men selvom det er vældig udspekuleret, så udløste det altså karantæne. Da ugen var gået, trængte hans værelse til at blive ryddet op, inden det blev alt for slemt. Så aftalen var, at han måtte få iPad’en, når der var ryddet op. Det er så ved at være en uge siden😄 Værelset er stadig ikke ryddet op, og Albert får læst en hel masse Anders And blade – som så ligger og flyder alle vegne🙄

Her til aften sad han i sofaen uden Ander And blade i nærheden. Så må man jo finde noget andet at lave, så han tog Bornholms Tidende og begyndte at læse i den😂 Ja hvad gør man ikke for at udskyde oprydning😉
Efter Albert var blevet puttet, så Victor at der skete noget på havnen. I morgen skal de have om bier i skolen, og bi-manden Ole Hertz var nede ved sin båd. Et par af de andre børn var også dernede. Victor smutter derned, og jeg nyder roen mellem de to putninger. Lidt efter kommer Victor op og spørger, om han godt må komme op i masten. Og efter en kort overvejelse får han lov. Nu bor vi jo så heldigt, at vi har udsigt over havnen, så jeg kiggede på bare med fra stuen. Og så var knægten jo pludselig oppe i vindueshøjde😱

Og kort efter var han oppe i toppen af masten😱😱 Jeg er ikke i tvivl om, at der er god udsigt der oppe fra, meeeen…

En lille ekstra historie, mest for at jeg kan huske det senere, og så fordi det bare er typisk Albert😉 

Albert snakker generelt rigtig meget. Og hvis han ikke snakker, kommer der som regel andre lyde ud af munden på ham. Nogle gange er vi ved at blive lidt skøre i hovedet og beder ham om at være stille i bare 2 minutter. Han kigger på os og siger “nej, for jeg har ytringsfrihed”, og så snakker han videre😂😂🙄😂

Endnu et skib på Alberts CV

Da vi i sin tid for godt tre år siden flyttede til Christiansø, gik Albert ikke i skole. Da der ikke er nogen form for institution, var han hjemme hos mig og hygge sig. Det gav mange gode oplevelser. Han var blandt andet inde og kigge i en helikopter og været ombord på flere skibe
I dag kom Sleipneren for at hente stillads fra Store Tårn. Men Albert skulle jo i skole. Heldigvis var det en dag, hvor han havde fri til frokost. Når man som barn står og kigger interesseret, kan man være heldig at blive budt indenfor. Det blev Albert i dag sammen med to andre drenge. Nu kan han så sætte endnu et navn på sit skibs-CV. Desværre var jeg ikke sammen med Albert på det tidspunkt. Jeg plejer at stå sammen med ham, og så er jeg jo nød til at komme med ombord for at passe på ham😇

En af de mere specielle rundvisninger

Som jeg skrev om i går, så har der været besøg på øen fra Folkemødet. Som jeg også skrev, så fik vi snakket lidt med frømændene. Hvad jeg ikke skrev var, at vi lavede en aftale om, at de ville komme søndag og få en gratis rundvisning. Ja hvad gør man ikke for at få en tur i deres båd 🙂

Af forskellige årsager blev det udsat til i dag.
De havde lovet at skrive, når de sejlede fra Tejn, så kunne jeg lige nå at blive klar og komme ned på havnen. De brugte ca 13 min på at sejle herud i dag.

20140616-142808.jpg

Så stod den på rundvisning på begge øer. Det var en fornøjelse at have dem med. De er en del af forsvaret, så de ting jeg fortalte om fæstningstiden og krigen var de interesserede i at høre. Og de stillede ikke en masse mærkelige spørgsmål om biler og internet. Det var en rigtig hyggelig tur. Og så er der jo noget cool ved at gå rundt sammen med ni frømænd 🙂

Efter frokost var det så deres tur til at vise, hvad de kan. Eller nok nærmere hvad deres båd kan. Jeg fik lov til at tage familien med, så de små fik deres egne redningsveste på, og vi andre lånte.
Båden kan sejle 50 knob, hvilket svarer til ca 90 km/t. Man står op i den, da det ellers er for hårdt for ryggen, når der kommer en masse bump. Ud af havnen gik det stille og roligt, men så blev der givet gas! Jeg havde spurgt på forhånd, om det var sikkert at tage min mobil med, og fik at vide at det blev en rolig tur. Heldigvis valgte jeg at lade den blive på land. Better safe than sorry 😉 For en stille tur blev det ikke ligefrem. Vi sejlede lidt lidt rundt og et stykke væk fra øen. De små drenge stod mellem mig og en af frømændene, og jeg tog en arm i D over Victors arme og hjalp ham med at holde fast, og frømanden tog en arm rundt om Albert og holdt ham fast. Ellers var han helt sikkert ikke blevet stående på båden 🙂 vi sejlede også om på østsiden af øen og så det hele lidt på afstand.
Det var en fantastisk tur, og vi var vist temmelig høje bagefter. Den der rolige tur kom op på 48 knob! 🙂 Men det var fedt og sjovt, og jeg kunne så godt tænke mig at prøve det en anden gang 🙂

20140616-144448-53088258.jpg

20140616-144508-53108579.jpg

20140616-144516-53116489.jpg