Bare fordi jeg er kommet hjem til øen, betyder det jo ikke nødvendigvis, at der er oceaner af tid – og slet ikke når der også skal bages 😉
En af de første dage efter efterårsferien var der “bag for en sag” på skolen. Elever og lærerer brugte formiddagen på at bage, og om eftermiddagen var øen inviteret på kaffe og kage på skolen. Prisen var 25,- som går til BørneTelefonen. Der var lækre kager og hyggeligt samvær.
Lørdag d 24/10 var der efterårsbal på månen. En hyggelig aften med fælles buffet, hygge og dans. I år var det dog lidt specielt, da mange gik tidligt hjem. Vi var dog nogle stykker der blev hængende til midt nat. Samme aften var der Knæk cancers indsamlingshow, og i den forbindelse havde jeg lavet en lille indsamlingskage. Der blev i alt samlet 1075,- ind, hvilket jeg personligt synes er meget flot.
Jeg må have savnet at bage, for jeg kan tydeligvis slet ikke få nok af det lige for tiden. Jeg har længe overvejet at prøve at bage en citronmåne til håndværkerne. Og efter at have set Brødrene Prices udsendelse om citroner måtte jeg prøve deres opskrift. Der var noget mere dej end til den springform, der stod, så der blev nogle muffins og en meget høj kage. For at den ikke skulle være alt for tør at spise, måtte der noget creme i. Jeg overvejede forskellige variationer, men ingen af dem lød fantastiske sammen med citron. Så det endte med at være citronglasur og limecreme. Og håndværkerne var godt tilfredse 🙂
For noget tid siden så jeg både på facebook og slyngebarn billeder af kanelsnurrer. De så voldsomt lækre ud. Så det måtte også prøves 😉 Jeg har aldrig bagt kanelsnegle, så jeg havde ikke nogen fornemmelse af mængder og størrelser. Men det måtte jo komme an på en prøve. Jeg fandt opskriften hos louiogbearnaisen, hvor der også er en vejledning i hvordan man snurrer dem. Jeg havde ikke noget marcipan, det sidste var blevet brugt til “Knæk cancer” kagerne, så jeg puttede lidt æblemos i i stedet for. Æbler og kanel er altid godt sammen 😉
da jeg havde snurret dem, virkede de godt nok lidt store, men hvad ved jeg…
Lækre så de i hvert fald ud, som de lå på pladen og efterhævede.
Og de smagte skønt! Men næste gang tror jeg at jeg laver strimlerne lidt mindre, men det er jo en smagssag. Flemming synes helt sikkert at størrelsen var perfekt.
I efterårsferien aftalte jeg med Victor, at vi skulle prøve at bage medaljer en dag. Endelig var der tid og ro til det i weekenden. Det skulle selvfølgelig være Mette Blomsterbergs opskrift.
Mørdejen æltes og cremen koges. det hele stod i køleskab natten over til der igen var tid.
Og de samlede medaljer blev serveret til eftermiddagskaffen af en stolt og glad Victor 🙂
Lørdag aften prøvede vi noget nyt. Vi lejede en film på appleTV’et. Det var et hit 🙂 Da vi har slikfri i november lavede jeg en gang nachos til ungerne. Jeg kender dem ret godt, så jeg vidste, at en fælles skål ville blive en stor konflikt om hvem der havde taget hvor mange, hvor mange man måtte tage af gangen, hvem der havde spildt salsa ved i guacamolen osv. Så der blev lavet portionsanretninger. For at det ikke skulle gå op i om de andre nu havde fået mere end én selv, blev der vejet af. Nej det er aldrig kedeligt i det lille hjem 😀
Mit næste bageprojekt kommer til at indeholde granatæble. Jeg har ikke fundet opskriften endnu, men jeg skal i gang med at søge 🙂
Det kan nok være at du er kommen i gang med ar bage. Du kan komme herover at bage til jul.
LikeLike