Tag Archive | vinterbadning

Efterårsferie

På Christiansø har skolen to ugers efterårsferie. Det er en gammel tradition, der ikke umiddelbart er planer om at ændre på. Mange familier er på øen hele sommeren, og en del er engageret i turismen på den ene eller anden måde. Derfor er to ugers efterårsferie en mulighed for, at have lidt mere sammenhængende ferie med familien.

I juli blev Flemming færdig som holdleder i brand, så i sidste uge havde han vagten, og derfor kunne vi ikke tage afsted. Vi sendte Albert til bedsteforældrene i Jylland, hvilket alle parter virker til at sætte stor pris på. Fredag tog vi andre afsted fra Christiansø for at lande i Skagen lørdag. Vi er her hele ugen sammen med Luna og Victor og indtil torsdag sammen med Mads.

I dag har vi været på Danmarks nordligste øgruppe, Hirsholmene. Tidligere var Hirsholmene under Forsvaret, så på mange måder minder det om det vi kender. En af de store forskelle er dog at vi bor ca 90 gange så mange på Christiansø som på Hirsholmene. I dag er øerne under miljø- og fødevareministeriet.

Båden der sejler derud er en lille båd, med plads til 12 passagere, og ligesom hjemme har man 3 timer på Hirsholm. Sejlturen varer ca 40 min, så igen minder det lidt om de hjemlige tilstande. Og selvfølgelig fik jeg ikke taget et billede af båden … men det gjorde jeg til gengæld af en del andre ting😄

Vi skulle naturligvis op og se fyret. Et lille fint fyr, med en lettere skræmmende trappe. Jeg er glad for, at jeg først så flængen i et af de øverste trin på vej ned.

Når man ser trappen fra siden, forstår man nok lidt bedre hvorfor den flænge ikke var det rareste syn.

Udsigten fra fyret fejlede ikke noget. Vi var meget heldige med vejret, så der var skøn udsigt hele vejen rundt.

Hirsholm er ca samme størrelse som Christiansø, men naturen er noget mere flad, end det vi kender. Der er to gamle bunkere fra 2. verdenskrig, en lille hyggelig kirke og to kirkegårde. Den ene er i forbindelse med kirken, den anden et lille stykke derfra. Den anden kirkegård – assistenskirkegården – blev indviet fordi, der ikke var nok plads ved kirken mere. Man er jo nok lidt miljøskadet😄 Så da jeg fandt ud af, at forfatteren til Troldepus er begravet på assistenskirkegården på Hirsholm, så måtte jeg lige have et billede af gravstenen.

En anden grav vi stod og snakkede om, var den her

En person, der var drevet i land på øen, som ingen kendte, skulle også have en ordentlig gravsten.

Da der kun er en beboer tilbage på Hirsholmene, er der en fra miljø- og fødevareministeriet, der er ansat til at tage derud to gange om ugen for at vedligeholde primært det grønne på øerne. Vi var så heldige, at vi kom derud en dag, hvor han gik rundt derude. Da vi nåede til kirken, var han ved at rense tagrender, men kom lige hen og spurgte, om vi ville ind og se den indefra, hvilket vi meget gerne ville.

Da vi kom i land, var vores første tanke ca ligesom mange turister på Christiansø: hvordan skal vi få 3 timer til at gå her?? Men belært af hjemlige oplevelser besluttede vi, at vi ikke skulle stå ved båden en time før afgang og vente. Der måtte være en grund til, at man har tre timer på øen, og vi endte med at bruge tiden fuldt ud. Blandt andet benyttede jeg mig af muligheden for at tage en dukkert fra Danmarks nordligste øgruppe. Det får I ikke billeder af, men I kan få lov til at se badebroen😉

Det var skønt at komme i vandet og selvom jeg godt ved, at der sikkert ikke er ret mange, der tror mig, så var det ikke koldt!😊

Da vi nåede øen rundt var der åben ind til øens maskinstation, hvor øens brandbil stod. Og da både skipper og øens grøntmand stod der, fik vi en sludder med dem om Hirsholmene kontra Christiansø. De var mindst lige så interesseret i Christiansø, som vi var i Hirsholmene, så måske der en dag kommer besøg den anden vej😊 Vi giver i hvert fald en kop kaffe, hvis det skulle blive tilfældet.

I skrivende stund er der faldet ro over flokken. Og med al den friske luft vi har fået i dag, er det også ved at være sengetid for mig. Rigtig god efterårsferie til jer der har det, vi er i hvert fald i fuld gang med at nyde vores første rigtige ferie siden turistsæsonen startede i april😊

En julehyggelig weekend

Flemming har været på kursus i 2 uger og havde computeren med, derfor er det her indlæg lidt forsinket, men det gør ikke den første weekend i december mindre hyggelig af den grund 😊

Det startede faktisk allerede den 30/11, hvor der var inviteret til juleklippeklisterhygge på månen. Susanne fra København havde fyldt bilen med papir, skabeloner, div kit, karton, glanspapir, stjernestrimler osv. Og så var der ellers fri leg i 5 timer krydret med hjemmebag og masser af hygge. Der blev flettet julehjerter i alverdens afskygninger, og flere af børnene blev ret bidt af at flette fugle.

 

Da der var opbrud fulgtes jeg med Mira ud fra månen, og så var der bare de smukkeste farver mod nord. Og igen fik jeg bekræftet, at vores øbørn lægger mærke til de små smukke øjeblikke, som naturen giver os. Det er da noget af en gave at få med sig videre i livet, at stoppe op og lægge mærke til noget specielt, at huske at kigge op og ikke hele tiden være på vej videre.

 

Søndag var 1. søndag i advent, så der skulle gang i vores adventskrans. Vi holder os til det meget simple i år – igen 😉 Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi sidst har haft adventskrans eller kalenderlys, eller andre dekorationer med gran.

 

Om eftermiddagen var der juletræstænding på paraden. En hyggelig tradition, hvor nærmest alle, der er hjemme, kommer. Skolen synger for på et par julesange…

 

…og bagefter går vi i salterierne og får gløgg og æbleskiver. I år var vi heldige med vejret. Mange år har vi stået i blæst og regn/slud og frosset med manér, men i år var der stille og køligt.

Så er december lige som skudt igang. Den fortsatte med, at der næsten dagligt er et julekalendervindue, der skal åbnes kl. 17.10, hvor mange af os mødes, synger en julesang, og den, der har vinduet den pågældende dag, afslører det. Det er en hyggelig lille sammenkomst, hvor vi kommer rundt på øerne. Jeg fik ikke taget billede af vores eget vinterlandskab i peberkager, men jeg fik taget et af forberedelserne😄

Og dagen efter havde vi på biblioteket. Det var naturligvis bøger, der var den centrale pynt. Hvis jeg får et bedre billede i helt mørke, bliver det sat ind, men indtil da, må I nøjes med et, hvor solnedgangen spejler sig i ruden

 

Og så er der også lige et par julefrokoster, 40 års fødselsdag med gløgg og æbleskiver, julehygge for administrationens ansatte, gløgg og æbleskiver på kroen, juleafslutning på skolen, børnejulefrokost, og så ved jeg ikke, om jeg har glemt noget🤔
Men vi keder os i hvert fald ikke 🤪😆

Heldigvis er der også tid til at gå på badebroen og nyde en dukkert, mens naturen beriger os med det smukkeste maleri

Rigtig glædelig jul til jer alle🎅🏻🤶🏻🎄🎁

Og pas godt på jer selv og hinanden i nytåret🎆🎊🎉

Efterårsferie

Ja jeg ved godt, at det er ved at være et par uger siden, men vi har lige en periode – igen – hvor vi forebygger skilsmisse ved ikke at være hjemme samtidig 😂 Og for at der ikke pludselig er nogen, der tror at vi overvejer det, så bare rolig…Vi har bare været afsted på skift over nogle uger efterhånden, og så er der altid nogen, der mener, at der så ikke kan være risiko for at blive skilt, fordi vi ikke kan komme op at skændes, når vi ikke ser hinanden😆 Så det er bare pjat. Nå, det var en lang smøre for at sige, at vi har haft en rigtig god efterårsferie med skønt vejr og hele familien samlet😍

Jeg startede allerede i uge 41, hvor ferien for de fleste ikke helt var gået i gang endnu, med at tage en tur til København, hvor jeg havde et par dejlige dage sammen med min mor. Vi var simpelthen så heldige med vejret. Det kunne lige så godt have væltet ned med regn, og så er det bare ikke særlig sjovt at gå rundt i København 😉
Fredag havde vi sammen kun os to, hvor vi spiste frokost på Kongens Nytorv

Og til “kaffetid” havde jeg inviteret på the på Perchs. Lækker the og lækker kage. Og så var der en hyggelig stemning. Selvom der var fyldt med mennesker, snakkede alle dæmpet sammen, så lydniveauet var behageligt, og det gjorde hele oplevelsen endnu bedre.

Lørdag mødtes vi med mine kusiner på min mors side. Vi er ikke så mange, så det var en overskuelig lille håndfuld. Vi var først inde og se det nye DAC – dansk arkitektur center – og bagefter på Glyptoteket. Så både nyt og gammelt kom vi omkring. Vi sluttede af på en lille hyggelig restaurant, som jeg ikke engang kan huske hvor ligger. Men der var lækker mad og god stemning 😊 Og så var det bare hyggeligt at være sammen med kusinerne igen. Vi ses ikke så tit alle sammen, men det er altid dejligt at se dem.

Søndag kom Luna til København, og vi fulgtes ad hjem til Christiansø. Dejligt at komme hjem igen, og dejligt at have Luna med hjem❤️ Et par dage senere kom Mads hjem, og så var flokken samlet igen 💙❤️💚💛Og jeg elsker det. Jo større de bliver, jo mere sociale er de, når de er hjemme og jo bedre er de til at hygge sig indbyrdes. Hvad mere kan man forlange som mor?

Det var ikke kun i København vi havde nogle smukke dage, det havde vi i den grad også hjemme på øen. Det ene billede efter det andet viser en smuk, rolig, mild efterårsferie.

Når man er ved at læse geografi, så ser man pludselig anderledes på den sommer og den varme sensommer vi har haft i år. Det har været skønt, men det er jo også et ret kraftigt hint om de klimamæssige problemer der kommer flere og flere af bl.a med mere ekstremt vejr. Så selvom jeg har nydt det, så er der også sket noget med bevistheden om, at vi ikke kan blive ved med at leve, som vi har gjort indtil nu. Vi er nød til at gøre noget, og vi kan ikke bare læne os tilbage og sige, at det hjælper jo ikke at jeg gør noget, for jeg er bare en lille dråbe. Vi er nød til at gøre noget alle sammen. Vi kan helt sikkert ikke alle blive veganere, men vi kan alle gøre noget.
Nok om det – lige nu

I København så jeg en reklame, som jeg var nød til at tage et billede af og sende hjem til Flemming. Vi burde have et helt lager af marzipanbrød liggende 🤣🤣
Med det vil jeg ønske jer alle en rigtig god weekend😊

Det dufter af forår

Endelig kom foråret til Christiansø. Nu håber vi bare, at det har tænkt sig at blive😉

Dagen startede med at Victor og Flemming sejlede med Elephanten til Bornholm. Flemming skal på krankursus i Horsens de næste to uger, og efterfølgende har han en uges ferie i Jylland op til Lunas konfirmation. Victor tog med over for hyggens skyld. Imens gik jeg over på badebroen, hvor vi nød det skønne vejr med nybagte boller, kaffe og æblesnaps.

Det er så hyggeligt, nå vi kan sidde i solen og nyde roen og de andre badenymfers selskab.

For første gang i år kunne vi sidde ude og nyde frokosten. Luna sidder med sin dyne, fordi hun stadig har nattøj på😆 Vi kommer til at få så meget glæde af vores terrasse. Allerede nu er vi blevet bekræftet i, at det var den helt rigtige beslutning at flytte. Vi nyder, at vi bare lige kan gå udenfor med vasketøjet, eller sætte sig i solen med kaffen.

Victor havde købt lidt forårsblomster på Bornholm, og Flemming havde nået at rydde op i Gaden inden han tog afsted. Så kunne jeg nemt plante blomsterne i krukkerne, så det er lidt mere indbydende at se på.

På en lille gåtur oppe ved Pumpen, hørte jeg de første grønne frøer/latterfrøer og så da også en enkelt af dem.

Tudserne var i fuld gang og der var et leben alle steder.

Havnen er fuld af edderfugle og den første hun har lagt sig på rede. Nu er det forår og om lidt kommer fuglefolkene, ællingerne, turisterne og hytteboerne for alvor.

Christiansø klædt i hvidt

Det er for alvor blevet vinter, og temperaturen på Christiansø er også ved at være så langt nede, at sneen kan blive liggende. Det er smukt og har givet nogle, hvis jeg selv skal sige det, ret flotte billeder.

En morgen på vej på arbejde, var der et lille hul i skyerne.

Vi har selvfølgelig også været ovre og bade. Og når der ligger sne på badebroen, er man ret glad for sine badesko😉

I går morges kunne jeg se på himlen, at det var en ret flot solopgang, der var på vej. Så jeg måtte lige et lille smut op i Store tårn og se, om jeg kunne få et godt billede. Det første billede over Frederiksø blev ganske godt.

Men det sidste er jeg faktisk ret stolt over. Det er taget med mobilen og er uden nogen former for filtre. Bedøm selv😉

En dejlig badetur

For et år siden skrev jeg dette indlæg om en tur til badebroen. Da jeg var ude at gå i dag var vejret smukt og dejligt, og jeg tænkte, at jeg ville dele det med jer. Lidt sjovt at det så præcis er et år siden, jeg også viste billeder af en smuk morgen, mens resten af landet – eller i hvert fald noget af det – var dækket af sne. For et år siden var vandet 10 grader, i dag var det 8 grader. Men det gør det jo ikke mindre dejligt at komme op bagefter😊 Hav en rigtig god dag derude og pas på jer selv og hinanden😊

Lidt billeder fra en smuk dag

Mens jeg går og pakker det sidste til ungerne og spekulerer over, hvordan Flemming mon kommer hjem igen i morgen, når nu præstesejladsen er aflyst, så skal I lige se nogle billeder fra i går 😉
Det var en fantastisk smuk dag helt fra morgenstunden. Månen stod over Silden, da vi stod op

IMG_5072.JPG

Af forskellige årsager – vejret var ikke en af dem – var vi ikke i vandet fra morgenen. Men det gjorde vi så bare senere.
Mads skulle tilbage til Odense, men vi skulle lige rundt på øerne inden. En hyggelig gåtur med snak om alt og intet. Da han var sendt godt afsted med Peter, stod jeg og kiggede på edderfuglehanner sammen med Anne Eva. Og de er altså smukke.

IMG_5073.JPG

IMG_5074.JPG

IMG_5076.JPG

13.30 gik jeg et par runder i raskt tempo sammen med Marie, hvorefter vandet fristede for meget til at blive på land. Skønt at komme i og bagefter sidde i badehuset og blive varmet af solens stråler

IMG_5077.JPG

Om et par timer starter vinterferien, som for vires vedkommende betyder ingen børn hjemme 🙂 De tre skal til bedsteforældrene i lidt over en uge, og Mads og kæresten Sarah kommer først på fredag og bliver i ca en uge 🙂

God ferie til alle herfra.

Der er altid læ et sted

Når jeg skal i vandet om formiddagen, er det rart lige at have haft pulsen lidt oppe inden. Om det er varmen i kroppen eller noget andet der gør det, ved jeg ikke. Men det gør en forskel for hvordan vandet opleves. Så jeg forsøger enten at komme i Trim, gå i gymnastiksalen og forberede mig praktisk til gymnastik eller ved en rundtur på øen i rask tempo. Det er bestemt ikke hver dag det lykkes, men intentionerne er der 😉
Således også i dag. Jeg ville ud i blæsevejret og se øen fra bagsiden. Planen var to runder, men så langt nåede jeg aldrig. For da jeg rundede Kongens bakke og kunne se ud mod øst, blev jeg så fascineret af det syn, der mødte mig, at jeg brugte tid på at forsøge at få nogle billeder. Det lykkedes tildels. Men pga blæsten var det svært at holde kameraet stille, så nogle er lidt rystede.

IMG_4624-0.JPG

IMG_4629.JPG

IMG_4632.JPG

Efter sådan en omgang blæst er det dejligt at komme om til badebroen, som ligger helt mod vest, og hoppe i det rolige vand.

IMG_4635.JPG