Tag Archive | Mads

Efterårsferie

På Christiansø har skolen to ugers efterårsferie. Det er en gammel tradition, der ikke umiddelbart er planer om at ændre på. Mange familier er på øen hele sommeren, og en del er engageret i turismen på den ene eller anden måde. Derfor er to ugers efterårsferie en mulighed for, at have lidt mere sammenhængende ferie med familien.

I juli blev Flemming færdig som holdleder i brand, så i sidste uge havde han vagten, og derfor kunne vi ikke tage afsted. Vi sendte Albert til bedsteforældrene i Jylland, hvilket alle parter virker til at sætte stor pris på. Fredag tog vi andre afsted fra Christiansø for at lande i Skagen lørdag. Vi er her hele ugen sammen med Luna og Victor og indtil torsdag sammen med Mads.

I dag har vi været på Danmarks nordligste øgruppe, Hirsholmene. Tidligere var Hirsholmene under Forsvaret, så på mange måder minder det om det vi kender. En af de store forskelle er dog at vi bor ca 90 gange så mange på Christiansø som på Hirsholmene. I dag er øerne under miljø- og fødevareministeriet.

Båden der sejler derud er en lille båd, med plads til 12 passagere, og ligesom hjemme har man 3 timer på Hirsholm. Sejlturen varer ca 40 min, så igen minder det lidt om de hjemlige tilstande. Og selvfølgelig fik jeg ikke taget et billede af båden … men det gjorde jeg til gengæld af en del andre ting😄

Vi skulle naturligvis op og se fyret. Et lille fint fyr, med en lettere skræmmende trappe. Jeg er glad for, at jeg først så flængen i et af de øverste trin på vej ned.

Når man ser trappen fra siden, forstår man nok lidt bedre hvorfor den flænge ikke var det rareste syn.

Udsigten fra fyret fejlede ikke noget. Vi var meget heldige med vejret, så der var skøn udsigt hele vejen rundt.

Hirsholm er ca samme størrelse som Christiansø, men naturen er noget mere flad, end det vi kender. Der er to gamle bunkere fra 2. verdenskrig, en lille hyggelig kirke og to kirkegårde. Den ene er i forbindelse med kirken, den anden et lille stykke derfra. Den anden kirkegård – assistenskirkegården – blev indviet fordi, der ikke var nok plads ved kirken mere. Man er jo nok lidt miljøskadet😄 Så da jeg fandt ud af, at forfatteren til Troldepus er begravet på assistenskirkegården på Hirsholm, så måtte jeg lige have et billede af gravstenen.

En anden grav vi stod og snakkede om, var den her

En person, der var drevet i land på øen, som ingen kendte, skulle også have en ordentlig gravsten.

Da der kun er en beboer tilbage på Hirsholmene, er der en fra miljø- og fødevareministeriet, der er ansat til at tage derud to gange om ugen for at vedligeholde primært det grønne på øerne. Vi var så heldige, at vi kom derud en dag, hvor han gik rundt derude. Da vi nåede til kirken, var han ved at rense tagrender, men kom lige hen og spurgte, om vi ville ind og se den indefra, hvilket vi meget gerne ville.

Da vi kom i land, var vores første tanke ca ligesom mange turister på Christiansø: hvordan skal vi få 3 timer til at gå her?? Men belært af hjemlige oplevelser besluttede vi, at vi ikke skulle stå ved båden en time før afgang og vente. Der måtte være en grund til, at man har tre timer på øen, og vi endte med at bruge tiden fuldt ud. Blandt andet benyttede jeg mig af muligheden for at tage en dukkert fra Danmarks nordligste øgruppe. Det får I ikke billeder af, men I kan få lov til at se badebroen😉

Det var skønt at komme i vandet og selvom jeg godt ved, at der sikkert ikke er ret mange, der tror mig, så var det ikke koldt!😊

Da vi nåede øen rundt var der åben ind til øens maskinstation, hvor øens brandbil stod. Og da både skipper og øens grøntmand stod der, fik vi en sludder med dem om Hirsholmene kontra Christiansø. De var mindst lige så interesseret i Christiansø, som vi var i Hirsholmene, så måske der en dag kommer besøg den anden vej😊 Vi giver i hvert fald en kop kaffe, hvis det skulle blive tilfældet.

I skrivende stund er der faldet ro over flokken. Og med al den friske luft vi har fået i dag, er det også ved at være sengetid for mig. Rigtig god efterårsferie til jer der har det, vi er i hvert fald i fuld gang med at nyde vores første rigtige ferie siden turistsæsonen startede i april😊

En podcast-anbefaling

Dette indlæg handler ikke om livet på Christiansø. Jeg skriver det, fordi jeg er en mega stolt mor og synes, at ældsten virkelig har gang i noget godt.

Mads har startet en podcast. Og det er ikke en hvilken som helst podcast. Den hedder “Mads og jagten på troserfaringer”. Som navnet antyder, så har det noget med tro at gøre. Foreløbigt er der kommet 6 afsnit, men jeg ved, at der allerede er optaget flere, som jeg glæder mig meget til at høre. Den seneste er optaget meget tæt på min barndomsby, Løgstør, så da han var færdig, blev jeg ringet op. Mads tænkte, at når nu han var så tæt på, så ville han da lige se, hvor jeg boede dengang. Det blev til en gang FaceTime, hvor han viste mig barndommens gade. Totalt nostalgi og taknemmelighed for at tage mig med💙💙

I podcasten snakker Mads med forskellige om deres forhold til tro, og hvordan troen har haft indflydelse på deres liv. Den seneste gæst var ateist i sine unge dage. Det er blevet til to rigtig interessante afsnit om Jacob Munks liv.

Jeg vil stærkt anbefale at høre podcasten. Den er ikke forkyndende, så man skal ikke blive skræmt af, at den handler om tro. Det har vi alle en eller anden holdning til, og måske bliver I også klogere, det er jeg i hvert fald blevet😊 God fornøjelse😊

Mens jeg skrev, sad jeg med denne udsigt, hvilket i mine øjne må være den bedste udsigt, at arbejde til😍 (Nu har I også fået lidt fra Christiansø😉)

Folkemøde 2019

Hvis det er gået nogens næse forbi, så er der folkemøde på Bornholm i denne weekend. Sidste år var vi fra Christiansø Administration på Personaletur til folkemøde. Igen i år skulle vi afsted. På forhånd skulle vi vælge to events, som på en eller anden måde har relevans for vores arbejde og liv på Christiansø.
For at skabe noget opmærksomhed for Christiansø, så har vi fået t-shirts med gult blikfang, med teksten “jeg bor, lever og arbejder på Christiansø”.
Vi var flere, der blev stoppet og spurgt om forskellige ting , så det er helt sikkert haft en effekt. 

Vi sejlede med Elephanten til Tejn. Redningsbåden skulle også til Tejn, så på vejen blev der lavet lidt øvelser i at manøvrere tæt på en anden båd.

Victor var med Vesterlund på Folkemøde torsdag og fredag formiddag. Til frokost sagde vi farvel til Thomas og så var Victor sammen med mig resten af dagen, hvilket var vildt hyggeligt. Vejret var godt, så der var rig mulighed for at komme rundt og prøve en masse ting.
Vi var bl.a forbi SAS, hvor Victor prøvede en mini flysimulator og nogle VR-briller, som jeg ikke helt ved, hvad gik ud på.

Jeg skulle til en event om tegneserien som børnekultur. Det var meget interessant, og jeg blev virkelig inspireret ift, at der skal noget mere opmærksomhed på tegneserierne på biblioteket. Og så er teltet jo pyntet med en masse fugle i alle mulige afskygninger.
Victor var med fra starten og lyttede til fortællingerne fra deltagerne.

Men efter 1/2 time var der alligevel brug for en pause. Heldigvis var storebror Mads lige i nærheden, så de tog sammen en pause i skyggen.

Efter to dage på Folkemøde var Victor ved at være godt brugt. Han klarede dagene helt fantastisk, men havde mere og mere brug for pauser væk fra alle de mange mennesker tusinde mennesker, der går rundt.

Da dagen var ved at være gået for os på Folkemøde, ville vi lige hente vores ting, men der var sort af mennesker omkring “Peter”, så vi måtte vente. Og heldigvis for det. For mens vi ventede skrev Anne Eva og spurgte, om vi ikke kom over i den båd, hvor de sad sammen med Britta og Claus, som flere gange om året kommer til Christiansø i egen båd. Og det ville vi da gerne, mens vi ventede på, at vi kunne hente vores bagage.
Den lille motorbåd lå ved siden af Aron, som er et gammelt træskib. Og det kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen, at Victor endte med at rende rundt på Aron og få vist hele skibet frem. Og på et tidspunkt var han ved at få instruktion i at kravle op i masten. Heldigvis er han så vant til at færdes på et skib, så jeg var fuldstændig tryg ved det.

Og en tur ud på bovspryddet blev det også til.

Som afslutning fik vi besøg af Pia, der spillede og sang for og med os. En virkelig god afslutning på en lang dag på Folkemøde. 

Og det er helt sikkert, at vi er klar til at komme afsted igen næste år. 

 

Hvis du ikke allerede følger Kringlet på facebook, så kan du gøre det HER
Jeg er også på instagram som kringlet.dk
Hvis du er på facebook, kan du også finde Christiansøs egen side HER
Del meget gerne, så flere kan få indblik i, hvordan det kan være at bo på Danmarks østligste øer.

En anderledes påskeferie

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så har jeg nogle lidt gamle kladder liggende. Et af dem er helt tilbage fra påsken. Men bare fordi det ikke er af helt ny dato, skal I da ikke snydes for det😉

Det hele startede lørdag før Palmesøndag, hvor Mads kom hjem💙 Det var ret stille vejr, så Flemming, Luna og Victor sejlede med Elephanten over og hentede ham. Og så var familien samlet igen 💙❤️💚💛

Palmesøndag viste sig at være international vaffeldag, så jeg bagte belgiske vafler til aftenskaffen. Normalt i vores familie, så kan det hurtigt opstå konflikter eller sure miner, eller et af børnene magter ikke at sidde med ved bordet og spiser på sit værelse. Men denne aften var der hygge og skøn stemning. Ungerne grinede og havde en fest😂🎉 Det er så skønt at opleve, når det en sjælden gang sker😍

Da Victor var kommet hjem med Elephanten, er det første han siger “jeg tager til Jylland i påsken!” Jeg må indrømme, at jeg var en smule overrasket over den udtalelse. Mads og Luna skulle på påskelejr fra onsdag til lørdag, så han kunne sådan set sagtens komme frem og tilbage. Det viste sig, at på sejlturen havde Flemming sagt, at han regnede med at ordne vores køkkengulv i påsken, og ud over at det larmer en del, så har Victor værelse ud til køkkenet, og så kunne han ikke komme ud fra sit værelse. Så det gav sådan set god mening, jeg havde bare ikke hørt om planerne, så jeg troede, at ønsket bare kommis af det blå.

Vi fik arrangeret med farmor og farfar, at Victor kunne være der, og så skulle Luna og Victor selv tage turen hjem igen. Tirsdag sender vi de tre ældste afsted, velvidende at de der lange rejser altid stresser Victor en del. Men det gik heldigvis rigtig fint.

Så har vi pludselig kun yngsten hjemme i 5 dage. Det er lidt mærkeligt, men også rigtig hyggelig. Han elsker at spille, og da roen er til det, får vi spillet en del i de dage.

Selvom det er påske, er der arbejde der skal klares. Og når man møder tidligt, kan man være heldig at få nogle billeder med et smukt lys. At der så også var faldet lidtsne, gør bestemt jo bare at det hele bliver ekstra smukt.

Da Flemming gik igang med køkkengulvet, forstod jeg til fulde Victors ønske. Vores lydkulisse i flere dage kan I høre herunder.

Albert løste udfordringen ved at høre flere af Sigurd Barrets lydbøger. Vi har dem på CD-rom, så de blev afspillet fra vores gamle dvd-afspiller. Og jo mere Flemming larmede, jo tættere rykkede Albert på fjernsynet😆

Påskedag var der traditionen tro æggetrilning for alle børn på øerne. I år var vi ret meget udfordret af snevejret, så selvom traditionen siger, at det foregår udenfor på bakken på Frederiksø, så valgte jeg at rykke det ind i gymnastiksalen. Der var strenge ordre om at det var æggeTRILNING og ikke æggeKASTNING. Og det lykkedes næsten uden at nogle æg gik i stykker.

Ora, som kom på en 2. plads sidste år og havde besluttet sig for at vinde i år, endte med at få et af sine æg tættest på pinden og vinde påskeægget.

Det var meningen, at Luna og Victor skulle komme hjem søndag, hvor Victor havde fødselsdag. Men vi kunne se på vejrudsigten, at en aflysning var ret sandsynlig. De skulle være hos Rikke og Jan på Bornholm fra lørdag til søndag, men vi fik lavet det om, så de først tog afsted fra Jylland søndag og så kom helt hjem mandag. Og når man ser vejret i videoen, så er det ikke noget at sige til, at det endte med en aflysning. Det sneede også temmelig meget, og på Bornholm endte 6 busser i grøften😱 Heldigvis kørte Jan til Rønne og hentede børnene, da de kom med færgen. Det var vist ikke en af de sjoveste køreture, da det var meget glat.

Selvom man ikke er hjemme påskedag, kunne man alligevel være heldig at påskeharen havde været forbi. Og i år var det vores nye have, der havde været besøg i. Heldigvis var det meste af sneen smeltet, så man ikke bare kunne gå efter sporene😁

Påsken 2018 endte med at blive noget anderledes, end vi i første omgang havde regnet med. Børnene er ved at være store og kan mere og mere selv tage turen til Jylland. Og så var det første gang, Victor ikke var hjemme på sin fødselsdag. Det var nok mest mærkeligt for mig. Jeg tror, at Victor havde en fin fødselsdag, der startede hos farmor og farfar i Brejning og sluttede hos Rikke og Jan i Bølshavn.

Mens vi går rundt i kulden

I den sidste uges tid har der været dage med bidende kulde på Christiansø, og jeg har indtryk af, at det også gælder resten af landet. Vi har snart april, så nu må foråret godt snart komme. I fredags var der en ret heftig nordøstenvind, der gjorde, at båden var aflyst. Når bare jeg ikke skal ud og sejle, har jeg ikke noget imod at det blæser. Jeg er faktisk ret vild med at opleve naturens rasen 🌊

Den anden dag, da jeg havde været nede på skolen og gøre rent, så jeg disse isperler i Præstedammen. De var stort set rundt om alle siv, så dammen så så fin ud med alle perlerne der skinnede.

Nok om blæst og kulde😉 Selvom jeg faktisk ikke har så meget imod det, hvis det bare er rigtig koldt og ikke sådan noget fugtigt halvkoldt øv-vejr, så er jeg også ret vild med varmen🌞 Og i efterårsferien var vi jo alle sammen i Israel sammen med min familie. Jeg advarer på forhånd mod billedspam🙃 Så hvis du er fuldstændig ligeglad med Israel, ferie og varme, så bare spring over resten af indlægget😉

Mandag i efterårsferien tog vi til København for at overnatte – ja vi nåede ikke andet, da vi skulle tidligt i seng og op kl 3 om natten. Vi skulle flyve kl 6.00. Fordelene ved det var, at vi også var tidligt i Israel, hvor der var en lang køretur foran os. Og så kunne vi nyde solopgangen i flyet, hvilket var ret fedt, når man, som jeg, elsker solopgange og -nedgange😉

Min far har været i Israel rigtig mange gange bl.a også som rejseleder, så han havde strikket et program sammen, så vi kom rundt og så en masse af de vigtige ting, som man skal se, når man er i Israel. På forhånd havde vi fået programmet, så vi var forberedt på, hvor vi skulle hen og hvad dagen skulle gå med. Til hvert sted var der noget historie eller et sted fra Bibelen, som blev læst højt for os alle – de fleste steder helst i skyggen.

På saligprisningernes bjerg fik Albert lov til at læse højt for os alle. Mange svære og ukendte ord, men han klarede det super flot.

Ved Kapernaum er der bygget en kirke over det sted, hvor man mener at Peter, en af Jesu disciple, boede. Min far var spændt på at høre Flemmings begejstring over byggeriet, der hænger på midten og kun hviler på nogle stolper i yderkanten. Men Flemming var ret cool og beskrev stille og roligt, hvordan man gjorde det, og var ikke videre imponeret. Jeg synes nu stadig, sikkert ligesom min far, at det er et imponerende byggeri.

Det første sted vi boede, var i en kibbutz ved Genezaret sø. Jeg har været der et par gange før, og det var et dejligt gensyn. I det hele taget var det dejligt at være i Israel igen efter 20 år.
Den ene dag fik vi en rundvisning i kibbutzen. Bagefter var vi ude at sejle på Genezaret så, hvor Victor fik lov til at komme op i styrhuset, man er vel lidt sømand😉

Hele familien er samlet. Og som man kan se, gælder det om at få nok at drikke. En af dagene var der 35 grader i skyggen🌞

I receptionen hang dette luftfoto over kibbutzens Holiday ressort. Det, der er lidt skræmmende, er, at vandstanden er faldet voldsomt meget de seneste 20-25 år. Da jeg var i kibbutzen første gang for 25 år siden, gik vandet op til de grønne områder et stykke inde på land. Som jeg husker det, fik vi fortalt, at vandstanden er faldet med 5 meter på 25 år. Det er godt nok meget!

Efter sejlturen fik vi lækker mad i restaurenten. Ud over en overflod af småretter der blev sat ind, fik vi også Skt. Petersfisk. En lækker fisk, der lever i søen. Hvis man kommer på disse kanter, kan det varmt anbefales at smage fisken.

Der er ikke så meget at sige til dette billede, andet end at det var ret smukt. Jeg mener, at det er fra Tabgha, hvor bespisningsunderet skete. Far, ret mig, hvis jeg husker forkert.

EDIT: Min far har korrigeret mig😊 Billedet er fra Magdala

Efter nogle varme dage nordpå kørte vi ned i Negev-ørkenen til Massada. Massada er den højeste klippe i ørkenen, hvor Herodes den store byggede et palads ca 35 år f.kr. Massada er ca på størrelse med Christiansø, så det var lidt nemmere for børnene at forholde sig til størrelsen, end hvis vi bare havde sagt nogle mål.

I Jerusalem var vi også ret meget rundt. Bl.a oppe på Oliebjerget, hvor der er en ret god udsigt over Den gamle by.

Bare fordi det er et ret godt billede💚

I Bethlehem skulle vi naturligvis ind og se det sted, hvor man mener at Jesus blev født. Der var en MEGET lang kø, men vores guide havde mulighed for at tage 4-5 af os med udenom køen. Jeg var ikke med, men gik rundt og kiggede sammen med … måske Victor eller Luna. Og på magisk vis stod vi pludselig i køen lige ved indgangen til fødselsgrotten. Og så måtte vi jo hellere følge med…

Noget af det jeg elsker ved Jerusalem er bazargaderne. Alle indtrykkene, duftene, sjove ting, de handlende, krydderierne der ikke er pakket ind, så man rigtigt kan se og dufte dem. Jeg synes, at det er ret fascinerende at gå rundt derinde.

Jeg havde glædet mig til at se, Den gamle by om aftenen. Resten af min familie forstod vist ikke helt min begejstring, og jeg kan heller ikke helt forklare den. Men de gik med mig en aften, så jeg kunne genopleve det.

Ud over de ting man “skal” se som turist i Israel, var der også nogle andre ting, som vi lagde mærke til og morede os over. Bl.a var det pludselig meget hjemligt, at der var et skilt med forbud mod at klatre på murerne.

Eller dette skilt, som nogle havde forstået helt konkret og overholdt😄

Skal man holde vejret, når kører forbi dette skilt?🤔

Når man er på ferie med en håndværker, bliver der nogle gange kigget på andre ting end det pæne turistificerede.

Der bliver udtrykt undren over, hvordan den lampe er blevet sat fast der. Og glæde over at man ikke selv skulle gøre det. Det er svært at se på billedet, men der er MEGET langt ned, der hvor lampen hænger.

Når man går sammen med en håndværker kan man også lære noget, som man ikke vidste. Hvor mange var klar over, at disse små pæle har været en måde at lave gulvvarme på ved at man lægge gulv ovenpå? Kan ikke helt huske forklaringen mere, men hvis jeg ikke havde gået rundt på Masada sammen med Flemming, havde jeg ikke anet, hvad det var for noget, der var i gulvet. Det har muligvis været i Gl. Kro her på Christiansø også.

Gad vide hvad arbejdsmiljørepræsentanten siger til, at man står inde midt i bazargaderne og arbejder med en vinkelsliber med gnister til alle sider. Det så ikke særligt sikkert ud!!

Billedet taler vist for sig selv…men der var da en ledig p-plads…🤭

Efter nogle lange dage kan man godt blive træt. Og så behøver man ikke nødvendigvis at ligge behageligt for at sove.

Victor syntes at bamserne skulle hygge sig, mens vi var afsted.

Uden mad og drikke… Et af højdepunkterne hver dag var desserten om aftenen. Der var en udvalg så stort af diverse kager. De 10 Victor har taget her, var ikke rekorden. Lad mig bare være ærlig, det var ikke alle der smagte lige godt. Der var især en, der så ret lækker ud med noget gul gele-agtigt på toppen. Den smagte af wc-rens! Og det er altså ikke fordi jeg har smagt wc-rens nogensinde.

I løbet af de 12 dage vi var afsted, blev der hygget på kryds og tværs af alder og familierelationer. Her er jeg ude og prøve paddleboards sammen med mine tre ældste.

Et øjebliks fred mellem mine to yngste. Nogle gange er det nemlig ok at storebror hjælper med noget teknisk. Og nogle gange kan storebror godt hjælpe uden at drille.

Morfar og ældstebarnebarn i en snak. Hvis jeg kender ældsten ret, har det formentlig været noget teologisk om det sted vi havde set.

Mads med sin yngste fætter”lillebror”. Mads bor hos min bror og svigerinde mens han går i gymnasiet, så han får helt naturligt et meget tæt forhold til sine små fætre, hvilket alle nyder.

Luna, Victor og fætter Josva tager en pause i skyggen. På billedet kan man ikke se det, men der er en lille dam med kæmpe guldfisk, som sikkert ikke er guldfisk.

Nogle af dagene havde Victor brug for korte dage eller at have helt fri. En af de dage, hvor det hele var lidt hårdt, tog vi mindstefætter med tilbage til hotellet. Jerusalem ligger på et bjerg, så det er ret kuperet, og Victor var sød til at hjælpe med at skubbe klapvognen.

I Tel Aviv havde vi nogle dage med fri leg og mulighed for at bade i Middelhavet. Den ene dag gik vi hen til et marked, hvor vi på vejen så et kæmpe spil skak, som Albert og ældstefætter lige skulle prøve af.

Vi er på tur i Jerusalem uden Albert og Luna, men jeg kan ikke huske hvorfor.

Jeg lovede badenymferne hjemme på Christiansø at tage billeder fra de forskellige steder vi kom til at bade. Vandet var en hel del varmere end hjemme. Jeg vil tro, at der var en temperaturforskel på ca 25 grader. Det var så skønt.
Mor og datter efter en dukkert i Genezaret sø.

I Dødehavet

Middelhavet som var det koldeste at bade i.

Ældstefætter i en pause fra det koldere Middelhav. Jeg tror, uden helt at vide det, at han har rullet sig i det lækre bløde sand

Flemming er IKKE en vandhund. Men så er det godt at han kan få tiden til at gå med andre ting og stadig hygge sig på stranden

Den ene dag da vi var i et supermarked og købe noget frokost, så jeg disse frugter/grøntsager. Er der nogen, der ved, hvad det er? De er på størrelse med et mellemstort æble. Jeg ville ikke stå og pille for meget ved dem, så jeg ved ikke om de er hårde eller bløde. Men lidt nysgerrig er jeg da. Så hvis der er nogen, der har et bud, så sig meget gerne til.

Når man er langt væk hjemmefra, er det dejligt, at man ikke bliver snydt for nogle smukke solnedgange. Her et fra Genezaret sø

Og et par stykker fra Middelhavet

Hvis I har læst med så langt, så håber jeg, at I har fået et lille indtryk af Israel. Det var tydeligt for mig, da vi kom hjem, at jeg ikke havde taget så mange typiske turistbilleder. Men jeg har været der 3 gange før og bl.a arbejdet på et handicaphjem i 4 måneder, så jeg har mange mange billeder fra Israel.
Jeg er vild med Israel og håber ikke, at der går 20 år, før jeg kommer derned igen.

Aftenhygge i haven – en dag hvor sommeren kiggede forbi

Det her indlæg er faktisk det indlæg, der gav hele balladen på bloggen. Da jeg forsøgte at sætte billeder ind, kunne jeg pludselig ikke mere. Jeg forsøgte flere gange, men måtte opgive, og resten kender I😉 Jeg vil ikke rette noget særligt, i det jeg skrev dengang, men I skal lige tænke jer tilbage til midt i juli, hvor der åbenbart var et par dage med noget, der mindede om sommer🌞
I sidste uge inden vi skulle sende ungerne på sommerferie, var vejret så godt – hvor er sommeren i grunden henne??? – at vi kunne spise i haven. Luna var taget til Bornholm og besøge en veninde, så vi var kun 6 hjemme – to voksne, to små drenge, en stor dreng og en kusine. Senere på sommeren ser det helt anderledes ud, når der kommer diverse kammerater og veninder på besøg. 

Det var en dejlig aften med bålhygge, bar mave og rosé vin – og man kan godt mærke at børnene bliver store, når man åbner en flaske😉 

Jeg vil lade billederne tale for sig selv. De siger vist mere end ord 🤣🤣

Prophet profit – morpral

Så er jeg tilbage på bloggen. Jeg har taget den lette beslutning om bloggens overlevelse ved at købe noget mere plads hos wordpress. Det gør så at wordpress er slettet i domænenavnet, så bloggen nu hedder kringlet.com Det har jeg længe haft et ønske om, så det er dejligt, at det nu endelig er sket. Jeg har en drøm om, at min guidning på en eller anden måde skal implementeres på bloggen, mere end at jeg bare skrive lidt om det hist og pist. Men det er nok noget, der ikke ligger lige for at det sker.

Vi har nydt sommeren med en masse unge mennesker i hjemmet. Mads var hjemme i 4 uger, og havde 2-3 venner på besøg nonstop i 2 uger. Så der var gang i det lille hjem. Og vi voksne nød det. Selvom vi måske også var lidt trætte til sidst😂

2 af dem der var på besøg, er dem Mads boede på værelse med på Rudehøj Efterskole. De er alle tre meget musikalske og brugte vist det meste af året på at spille musik og nørde musik. Det resulterede i at de vandt efterskolernes musikfestival. Det er et udvalg fra musikbranchen der vælger det band, de mener har mest potentiale. Det band får lov til at spille på spot-festival året efter. Spot er musikbranchens festival for upcoming bands, kashmir og northern assembly har bl.a spillet der. Jeg har skrevet lidt om det tidligere på sommeren HER hvor I også kan høre et af deres numre. I aften skal de spille på Godsbanen til Aarhus festuge. Hvis I har lyst til at høre dem, foregår det på Godsbanen kl 19.30. Jeg er der helt sikkert😉

I går skete noget andet stort for de tre unge mænd. Deres første single blev udgivet. Indtil nu har man kunnet høre den på SoundCloud. Men nu er den også at finde på iTunes, på Google play og Spotify. Man kan også følge med i hvad der sker med vandet på deres facebookside Prophet profit

Jeg er temmelig stolt af de tre unge mænd. De elsker det de laver, skriver selv deres tekster og musik, og så er de bare så gode sammen. Her har de fået selskab af Samuel, men de afprøver akustikken i Store Tårn

Giv de unge mennesker et like og en kommentar med på vejen. Og hvis de er i nærheden af Aarhus, så stik hovedet forbi Godsbanen i aften🎵🎶

En masse morpral fik gang i bloggen igen. Snart kommer nye indlæg med stemning fra øen😉

Et kapitel slutter og et nyt begynder

Skolen på Christiansø er en lille skole, hvor der lige nu er 14 elever – i alt! Skolen går fra 0.-7.kl. Der hvor vi skiller os ud fra andre lilleskoler er, at efter 7.kl skifter børnene ikke bare over på en større skole, de flytter helt hjemmefra.
Da vi flyttede for snart 4 år siden, vidste vi godt, at Mads kun ville have et år hjemme mere. Det var naturligvis også med i overvejelserne inden vi besluttede at flytte til Christiansø.

Når børnene flytter hjemmefra, er der forskellige muligheder. Den mest brugte er at tage på efterskole på Bornholm, tidligere tog børnene til Tølløse på efterskole. Mads ville gerne tilbage til den skole han gik på, så han flyttede ind hos min bror og svigerinde i Odense. Efter to år der var han et år på efterskole i Odder. Det er den samme efterskole Luna tager til om et år. Hun snupper 3 år på efterskole. Så der er ikke kun én måde at gøre tingene på.

For snart to uger siden blev Mads færdig på Rudehøj efterskole. Det har været et godt år for ham. Han er vokset rigtig meget – ikke kun fysisk – og er nu klar til at starte på gymnasiet i Odense. Ved juletid spurgte vi ham, hvilke ting han gerne ville have, at vi prioriterede at komme over til. Det er desværre ikke muligt at komme til alle de arrangementer, der er på en efterskole, selvom vi gerne ville. Han ville gerne have at vi kom til musical i påsken og til afslutningen, så det planlagde vi et par ture efter.

Den sidste tid på en efterskole er helt speciel. Man forsøger at suge det sidste ud af samværet med de andre. Det er en tid, der aldrig kommer tilbage. Det er en vigtig tid af de unges liv. Vi var heller ikke i tvivl om, at Mads havde gjort hvad han kunne, for at få det sidste med fra Rudehøj. Og det glæder os, at han har haft så godt et år, og fået nogle rigtig gode venner – som faktisk også gider tage hele vejen til Christiansø og være en uge i sommerferien.

Da vi ankommer lørdag formiddag finder vi Mads, Lasse og Byg inde i hallen i gang med at øve det de skal spille til afslutningsarragementet. 

Inden det hele starter, får vi pakket bilen med et år på Rudehøj Efterskole. Man imponeres over at tre knægte har haft så mange ting på værelset, og at der så stadigvæk var plads til dem selv. Men når man har det godt sammen, er det ikke noget problem, at der skal være plads til 5! guitarer, 1 bas og 2 keyboards. 

Kl 11 var vi klar til den officielle del af dagen. Der skulle holdes taler, være elevindslag og overrækkes eksamensbeviser. 

Skolens forstander holdt en tale, som tydeligt viste, hvor god en skole vi har fundet. En af eleverne havde sagt, at lærerne engagerer sig uproffesionelt i eleverne. Det understregede forstanderen ved selv at have svært ved at komme igang med talen, fordi det rørte ham så meget at skulle tage afsked med eleverne. Da han fik styr på følelserne, holdt han en tale, der både trak tårer og latter. 

Mads har i årets løb været formand for elevrådet, så han skulle også holde tale for forsamlingen af elever, forældre og lærere. Og den stolte mor synes helt objektivt, at han gjorde det rigtig godt. 

Mads har fået sit eksamensbevis og udtalelsen fra skolen. 

Og så blev det tid til afskedsrunden. Den blev startet med at alle elever sendte en ballon op i himlen. Et flot syn med over 100 balloner. 

Og så lige et billede af de tre venner, der har delt værelse i et år. Som vandt “årets drengeværelse”

…Og som vandt Aftryk. En festival for efterskoleband, hvor dommerne bl.a er fra Spotfestival. Så næste år skal de tre drenge spille på Spot, men inden skal de da også lige spille til et andet stort arrangement…men det er hemmeligt endnu😉 Jeg skal naturligvis nok skrive det, når det bliver officielt😊

Hvis du vil høre bandet, som kalder sig Prophet Profit så lyt til dem på Sound Cloud HER eller hør en mere rolig version fra afslutningen på Rudehøj Efterskole i videoen herunder. 

Giv dem en kommentar med på vejen her eller på facebook. Jeg synes, at de er ret gode😉👍🏻

​​
 

Et kapitel er slut

Jeg har en masse at fortælle. Og nu hvor de tre små er taget til Jylland på sommerferie med bedsteforældrene, har jeg ro til det. Så derfor kommer der lige nogle indlæg i rap😉
For 10 år siden startede Mads i 0.kl på Andkær skole. Efter 1 år der har han været godt et år på Gauerslund skole, knap 5 år på Mentiqa Odense, et år på Christiansø skole, knap et år på Mentiqa Odense og tilsidst godt et år på Sct. Albani skole i Odense.
I tirsdags tog vi til Odense efter nogle dejlige dage i København. Onsdag aften var der dimission for 9.kl, og vi fulgtes med denne unge mand💙 Sammen med min svigerinde tog vi ud og spiste først. Mads har boet hos min bror og svigerinde de sidste to år, så det var naturligt at de skulle med til at fejre Mads. Min bror var ude at rejse, derfor var han ikke med. 

Klasselæreren holdte en tale til klassen, hvor hun havde noget personligt til hver enkelt elev. Skolelederen og to fra klassen holdte også tale, og jeg indrømmer blankt, at der var mere end en enkelt tåre i øjenkrogen😉


Eksamenbeviset bliver uddelt

De smukke unge mennesker

Og det hele skal lige nærstuderes og regnes snit😄

To gode venner der har fulgtes ad i 4 1/2 år på trods af meget stor geografisk afstand – Slagelse-Brejning/Slagelse-Christiansø. 

Kære Mads, tillykke med afsluttet folkeskole🇩🇰😘

Vi har nydt weekenden :-)

I torsdags fik vi besøg af min bror og svigerinde og deres to dejlige drenge. Det er dem Mads bor hos i Odense, så han kom selvfølgelig også hjem💙 Det er første gang de er på besøg efter vi er flyttet, men de faldt alle pladask for øen, så næste besøg er allerede sat i kalenderen 😊 Det var en fornøjelse at se fætre/kusine hygge sig uden problemer i mange mange timer. Vejret viste sig fra sin bedste side, så de fleste timer blev brugt udenfor. Jeg glemte næsten helt at tage billeder, hvilket ellers ikke ligner mig, men lidt blev det da til😉

Hver aften spiste vi udenfor. Det ville være en skam andet med det vejr. 


Lørdag spillede tre af øens cellister på havnen da båden skulle sejle. En god stemning, som forhåbentlig bliver gentaget👍🏻

Tak for besøget. Vi glæder os til september😊

Det må have været hårdt for Albert at have besøg af fætrene. Kl 7.30 mandag morgen havde jeg stadig ikke fået vækket ham😄