Min stemme – eller mangel på samme

Hvad er mere oplagt på dagen for kommunal- og regionsvalget at skrive noget om en stemme? At det så skulle blive endnu mere aktuelt, end jeg havde forestillet mig for en uge siden, er jo bare en ekstra gevinst. Omend det nok mest er en gevinst for mine omgivelser🤐

I weekenden var Luna på konfirmandlejr i Jylland, og jeg benyttede muligheden for at komme op og besøge min gode veninde gennem mange mange år i Lemvig – så kan vi stort set heller ikke komme længere væk fra hinanden i Danmark. Jeg vidste godt på forhånd, at de har en del dyr, og at min allergi ville blive udfordret ret meget, men det var en pris, jeg var villig til at betale for en hyggelig weekend! Allergipillerne var indkøbt og jeg startede op et par timer før, for at være dækket ind fra starten. Fredag aften snupper jeg den anden pille og tænke, at det her skal nok gå. Lørdag morgen kan jeg mærke min hals, men da vi er ude af huset det meste af dagen, bliver det ikke værre. Til gengæld er det rigtig slemt søndag morgen. Min teori er, at allergien har sat sig på halsen og i den grad på stemmen. Så siden har jeg været noget mere stille end jeg plejer🤐 Luna forbyder mig at snakke, da hun ikke kan klare at høre på det. Jeg har tømt apoteket for halsvenlige ting. Men det hjælper ikke rigtigt, så det er nok bare tiden der skal gå. Men jeg har sikkert været heldig, for aldrig har jeg da haft så ondt i halsen.

Nå nok om mig og min manglende stemme. Nu skal det handle om…ta da…min manglende stemme✏️

Jeg går ud fra at langt de fleste af jer kære læsere, har været henne og stemme i dag. Det har jeg ikke. Og det er ikke fordi, jeg bare vil være på tværs eller ikke har taget stilling. Men vi kan ikke. Når vi bor på Christiansø, er vi ikke en del af hverken en kommune eller en region, og så kan vi ikke stemme. Og hvor er jeg i grunden glad for at slippe for alt det valgsnak og valgløfter, der alligevel ikke bliver holdt. Ingen valgplakater i lygtepælene, ingen vælgermøder, ingen røde roser eller små blå flag. I det hele taget er det ret stille og roligt at gå til købmanden – nøjagtig ligesom det plejer😊

Om jeg savner at stemme?? Næ faktisk ikke. Vi har vores valg til ø-rådet, som er et rådgivende organ ift administratoren. Der er der virkelig tale om det nære og det helt lokale. Ikke noget med en masse forkromede løfter, som man senere springer fra. Det kan lyde banalt og lidt sjovt, at vi har et ø-råd, men det er bare lidt mere mundret at kalde det ø-råd end kontakt- og udviklingsøråd…

Hvis man vil læse mere om os på Christiansø og kommunalvalget, er vi sandelig også kommet på de landsdækkende medier

Da jeg jo ikke kan tage et billede fra min tur til valgstedet, får I et billede på vej ned ad bakken i Gudhjem i morges, da jeg sammen med Luna skulle hjem igen. En dejlig stille – på flere måder – seljtur lå forude😊

Jeg vil så gerne – eller noget om stress

Lige nu sidder jeg med denne udsigt…eller det gør jeg ikke mere, vel, men da jeg startede det her indlæg gjorde jeg. 

Det er gråt og blæsende udenfor. Vandet er stadig skønt. Det er ca 10 grader nu, så ikke sådan rigtig koldt, men koldt nok til at det begynder at prikke i huden. Blomsterne er fra kirken i søndags, hvor Flemming var kirketjener. Albert leger med et gæstebarn, Victor er lige smuttet ned på havnen, så lige nu ånder alt fred.

Det her indlæg har luret i baghovedet i de sidste par uger. Jeg har skrevet det før, men gør det igen nu…jeg vil så gerne skrive mere fast på bloggen. Jeg har faktisk et mål for mig selv om at skrive mindst to gange om ugen, og gerne mere. Jeg vil gerne have, at der er liv i bloggen, og jeg synes, at der sker så mange ting her på lille Christiansø, som jeg gerne vil fortælle om. Det er bare ikke altid, at tiden eller overskuddet er til det, og det ærgrer mig! Indlægget er ikke skrevet for at få en masse medlidenhed, men for at give et billede af, hvordan vores liv også er.

Grunden, til at der igen har været lidt stille herfra, er, at min stress igen har stukket sit grimme hoved lidt for langt frem. Siden vi flyttede er jeg helt klart blevet bedre til at tage det i opløbet og passe bedre på mig selv, vælge nogle ting fra. Men nogle gange er det bare ikke en mulighed. Den her gang har det været ret slemt. Jeg har kæmpet for at komme ud af sengen om morgenen, jeg har ikke magtet berøring fra hverken mand eller børn, krav fra børnene har udløst tårer, min krop har været i total alarmberedskab og bare lyden af en sms har fået mig til at fare sammen og være tæt på at græde, jeg har haft åndenød og sitret indeni, når jeg gik i seng om aftenen, hvis jeg havde været for meget ude blandt andre.

Hvad har så udløst det, og hvorfor fik jeg ikke stoppet op i tide? Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke ved det, men jeg ved det jo godt. Jeg har haft langvarig stress on/off gennem de sidste mange år. Mentalt er jeg altid i en eller anden form for alarmberedskab. Jeg ved aldrig, hvornår jeg kan slappe helt af. Victor har stort set ikke været i skole i år, og han bruger mig ret meget, når jeg er hjemme. Så der, hvor jeg ellers plejer at have ro på og få ladet lidt op, er jeg på og har antennerne ude for at afkode Victors humør, så jeg kan være forberedt på, hvilke krav der kommer, om jeg kan guide ham igennem at gøre det selv, eller om han ikke er i stand til det den dag. Nogle gange er det så små ting, som at han er sulten, men ikke ved hvad han vil have. Så må jeg lave noget og håbe på, at jeg har ramt rigtigt. Hvis han er meget presset risikerer jeg, at det ryger på gulvet. Og nej det nytter ikke at skælde ud, selvom man får lyst til det. Når Albert så kommer hjem fra skole, skal hans humør også afkodes og konflikter forebygges. Nogle gange er der ingen problemer, andre gange skal der fysiske kræfter til.
Oveni det, som jo bare er hverdag for os, har der været alt det, jeg skrev om i mit sidste indlæg med Lunas skade, kursus på Bornholm og flytning. Ingen af tingene er noget, jeg kan ændre en hel masse på. For Victor giver en flytning en masse uro og det reagerer han på. Han vil faktisk ikke flytte, så hans værelse har vi slet ikke rørt endnu. Reolen med drengenes tøj skulle vi egentlig bruge i vores nye skur, men det var slemt nok for dem at vores tøj kom til at ligge på gulvet, så vi venter med at flytte på deres tøj, til vi ikke kan trække den længere. 

I morgen skal vi være klar til at sejle kl 14.00, og jeg har ikke pakket noget som helst endnu. Vi tager 12 dage til Israel, og vi glæder os til at komme ned i varmen. Jeg håber, at det hjælper lidt på det hele at komme væk i et par uger og tænke på noget helt andet. Få nogle gode oplevelser sammen med hele familien og en masse d-vitaminer helt gratis.

Nu skal det ikke lyde ynkeligt det hele, for i det store hele er ungerne gode til at hygge sig sammen for tiden. De vil tit gerne hinanden og inviterer til fællesskab. Det er dejligt at opleve, at der trods konflikter og diagnoser er kærlighed mellem dem – men jo ikke hvis man spørger dem. Men et billede fra i går bekræfter det

Tak fordi du læste med. Nu vil jeg indstille mig på ferie, varme og hygge med familien💜

Hvad får I tiden til at gå med??

Det er en af de ting, jeg tit bliver spurgt om, når jeg guider eller i andre situationer snakker med folk om vores liv på Christiansø. Som regel svarer jeg, at vi bruger tiden på det samme som andre steder. Vi har mere travlt nu, end vi har haft før, men mange af tingene er noget, vi tidligere ikke havde overvejet at gøre ex vinterbadning. Når vi bor så lille et sted som Christiansø – og andre små lokalsamfund, så bakker man også mere op om de ting, der sker. Skolebestyrelsen har en repræsentant fra hver familie, jeg er med i forældrerådet, Flemming sidder i ø-rådet, beboerforeningen og menighedsrådet, jeg er begyndt at vinterbade, og så har vi vores arbejde. Ja ja tænker I så måske, det er jo kun Flemming, der arbejder fuldtid. Og det er helt rigtigt. For langt de fleste par på Christiansø er der kun fuldtidsarbejde til den ene part. Da der ikke er nogen former for institution, er børn under skolealder hjemmebørn og leger med de andre børn, der ikke er i skole. Så hvis man har små børn, kan det være svært at få tingene til at hænge sammen, hvis begge arbejder fuldtid. 

Når jeg så tænker tilbage på spørgsmålet om, hvad vi får tiden til at gå med, så undrer jeg mig altid over, hvordan vi lynhurtigt får fyldt en masse i kalenderen og hvordan dagene flyver afsted. For hvad er det egentlig vi bruger tiden på?? Jeg havde først planlagt at skitsere vores uge i sidste uge, men så tænkte jeg, at den jo også var speciel. Så kunne jeg tage ugen før eller denne uge, men der er også sket en masse ting, som måske ikke er “helt almindelige”. Hvis jeg kigger i kalenderen, er det svært at finde en uge, hvor der ikke har været noget ekstra. Så måske er det bare sådan vores hverdag er🤔

Uge 39:

Mandag: Kirsten og Hans Ole havde inviteret til farvel-middag på kroen. Jeg har guidet sammen med Hans Ole siden foråret, og Kirsten har været med i vandet alle de morgener hun har været på øen. Skønne mennesker, som vi har nydt at være sammen med. Middagen var kun for voksne, så børnene spiste selv og var rimeligt gode til selv at gå i seng.

Tirsdag: Flemming var til ø-rådsmøde 16.30-19.00. Jeg var med som tilhører indtil jeg skulle hjem og lave mad til ungerne. Om aftenen var der info-møde om de kommende huslejestigninger. Kirsten var så sød at kigge efter især drengene, så de ikke igen selv skulle finde i seng.

Onsdag: Besøg af Thomas – Victors kontaktperson der kommer hver onsdag – fra 11-14. 14-16 var vi begge til brandøvelse. Og bagefter var der forældremøde fra 16.30-18. Vi troede, at vi kunne slappe lidt af om aftenen, men så var Luna ude og gå aftentur og kom til skade. Det kan du læse mere om HER Så aftenen og første del af natten blev brugt på at komme til Rønne og få et ikke-svar på, hvad der var sket.

Torsdag: Hjem. Rigtig træls sejltur 🤢 efter meget lidt søvn, så jeg sov til middag og var ikke på toppen resten af dagen.

Resten af ugen var heldigvis stille og rolig, altså ud over at Luna havde ondt og ikke kunne støtte på sit ben, men vi fik da lavet lidt i haven.

Uge 40:

Mandag: Biblioteket skal have nyt bibliotekssystem, så Anne Eva og jeg skulle til Rønne og lære lidt om det. Vi tog afsted mandag og skulle efter planen hjem torsdag. Inden vi tog afsted, havde jeg været med Luna til læge, da knæet stadig gjorde meget ondt. Lægen mente, at det var for ømt til at det bare var slaget, så hun syntes, at det skulle kigges nærmere på.

Tirsdag: Kursus på Rønne bibliotek. Samtidig skulle jeg have fat i børnepsyk, så der blev styr på drengenes medicin og medicinattest når vi skal på ferie. Om aftenen var jeg til netværksmøde i autismeforeningen på Bornholm. Noget jeg længe har ønsket, men som først nu kunne lade sig gøre.

På biblioteket var der en lille udstilling med origami. Nogle fantastiske figurere foldet i papir. Imponerende at det kan lade sig gøre. Hvem der bare havde tålmodighed til det…

Og så fandt jeg en bog, som jeg skal have bestilt til Flemming😉

Onsdag: Kursus på Rønne bibliotek. På vej derhen får jeg en afbudstid til scanning af Lunas knæ på Gentofte hospital torsdag eftermiddag. Da det er dårligt vejr, skal jeg have fat i Luna med det samme, så hun kan komme hjem fra skole og få pakket. Christiansøfarten sejler en vendetur, så hun skal med allerede kl 11.15. Flemming har travlt på arbejde, så hun må selv hoppe rundt på krykker og pakke. Anne Eva er så sød – TAK😘 – at hun kører til Gudhjem og henter Luna og kører tilbage til Rønne. Om aftenen er vi i byen og spise lækker mad.

Torsdag: Vi bliver kørt til Nexø, så vi kan komme med bussen kl. 5.20!!😴😴 Det er bestemt ikke en rolig sejltur mod Ystad. Nok en af de vildeste jeg har været med på. Luna havde sejlet med Erten på en heller ikke helt rolig tur om onsdagen, så hun blev dårlig. Men erfaren sejler som hun er, så lagde hun sig ned og klarede det i stiv arm. Havde det ikke været meget nødvendigt med den scanning, var jeg ikke taget med i det vejr. Vinden var stadig oppe på 16-17 m/sek da vi gik ombord🌪🌊

Bussen, vi var med, kører hele vejen til Gentofte Hospital, hvor vi ankom kl. 10. Der er en del ventetid, da scanningstiden først er kl 14. Men lægen får kigget på knæet og der er tilfældigvis andre ø-boere, som vi kan sludre med. Vi har efterfølgende fået at vide, at scanningen viste en hævelse på skinnebensknoglen og en sprunget cyste i knæet. Så ikke noget der skal gøres noget ved, men god grund til at det gør ondt. Knæet skal bruges og turen til Israel bliver heldigvis uden krykker.

Tilbage på Hovedbanegården bliver Luna sat på toget til Jylland og bedsteforældreferie/celloundervisning/konfirmationsforberedelse/musical. Jeg mødes med Erik, og vi følges tilbage til Bornholm. Heldigvis var den sidste sejltur med Leonora Christina væsentlig bedre end den første.

Da vi lander i deres sommerhus kl 22, er jeg ærlig talt en smule træt😴

Fredag: Jeg bliver kørt til Gudhjem. TAK!! 😘 Og da jeg ankommer hjemme på Christiansø, skal vi have statusmøde med bl.a. sagsbehandler fra Bornholm. Og så er jeg faktisk ret udsolgt, da jeg endelig kan komme hjem og slappe af.

Men nå nej…jeg kan jo ikke helt slappe af, for vi skal jo til at flytte. Så weekenden og dagene i denne uge er gået ret meget med det. Ikke at vi flytter ret langt. Det er bare over på den anden side ad Gaden, så vi pakker ikke rigtigt noget ned. Og foreløbigt er det mest de ting, vi ikke bruger så meget, da det helt store ryk først bliver efter ferien. Men til den tid har vi ikke så mange dage til det, så vi er nød til at begynde allerede nu. De ting der har stået oppe på vores depotrum skulle bæres to trapper ned, hen over Gaden og to trapper op igen. Så vi har ikke manglet trappetræning i den her uge. 

 

Men det er sådan cirka det, vi får tiden til at gå med i et par helt almindelige ualmindelige uger. Når vi har tid – og også når vi ikke har tid – nyder vi en helt almindelig smuk solnedgang, og nyder at vi kan bo et sted, der er så smukt.

Er vi mon de eneste, der altid planlægger, at nu skal der ro på, og så vælter det alligevel ind med ualmindelige ting, der ikke kan udsættes, og som man alligevel på forunderlig vis får klaret?

Noget om at flyve i helikopter og være på spaophold

Jeg er ikke helt landet endnu, jeg sejler stadig ret  meget, men det hjalp en del efter min middagsøvn. Men den der følelse, af at huset bevæger sig, sidder i kroppen, og det bliver nok først i morgen, at den sådan rigtig slipper. Det er desværre noget af det, jeg tager med ved at bo på Christiansø. Jeg troede, at jeg var mere søstærk, end jeg er. Men nogle gange bliver man klogere og ikke altid på de gode ting.

For at finde årsagen til at jeg stadig sejler, skal vi tilbage til i går aftes. Øens større børn har en hyggelig tradition med at gå en aftentur rundt om øen og slutter af med at sidde på en bænk på havnen og snakke. Det er noget de alle hygger sig med, og det er en god ting for børnefællesskabet. Aftenturen starter kl 19, hvor det ikke er helt mørkt endnu. Hvis man har været på Christiansø, så ved man måske, at der ikke er ret meget gadelys. Og på det meste af øerne er der slet ikke lys, så turen foregår i tusmørke, og senere i helt mørke. 
Kl 19.23 bliver Flemming ringet op, fordi Luna er faldet og har meget ondt. Det er selvfølgelig helt omme på den anden side af Christiansø, så vi finder et par lygter og løber til Kildendal. Der sidder Luna på den lille mur og græder. Hun er faldet og har slået knæet. Det gør så ondt, at vi slet ikke kan røre benet, uden hun næsten skriger af smerte. Vi bliver hurtigt enige om, at vi er nød til at have lægen til at komme og kigge på det, inden vi flytter på noget. Da vi jo er så langt væk, man nærmest kan komme, går der lige lidt tid før lægen kommer. Hun konstaterer hurtigt, at vi skal have fat i bårehold, så Luna kan komme hen i konsultationen og blive kigget på.
Båreholdet kommer og får hjulpet Luna ned på båren og går op til vejen med hende. Her holder vores traktor med vogn, som er en ret smart måde at transportere båren på, når det er så langt.


I konsultationen står det hurtigt klart, at det kræver noget mere undersøgelse, end lægen kan klare her på øen. Det ville altså være smart, hvis vi i de her tilfælde kunne installere røntgensyn på vores læger. Men Luna slipper ikke for en Elephantsejlads. Da det er mig, der skal med, skynder jeg mig hjem for at pakke. Flemming tager med som gast, så jeg stikker lige hovedet ind til Kirsten og Hans Ole for at høre, om de kan være barnepiger for drengene. Det er deres sengetid, så der skal lige være nogle hos dem, ellers kommer de aldrig i seng. Det vil de heldigvis gerne, og drengene er trykke ved det, så det er så fint. I sådan en situation er begge drenge vildt gode til at høre efter og vil gerne hjælpe.
Der går 1½ time fra første opkald til Elephanten sejler. Og huhej hvor det går. Op og ned og lidt om på den ene side og så den anden side…så er der altså langt til Tejn. Jeg må flere gange holde fast, selvom jeg har sele på. Og så er det jeg tænker…hvorfor kommer mine børn altid til skade i dårligt vejr, men ikke i sådan rigtig dårligt vejr. Der er vist ikke nogen, der er i tvivl om, at vi har taget vores tørn af sygetransport gennem de her 4 år. Men det kan ikke være i så godt vejr, at Elephanten rigtig kan sætte fart på og det stadig er en rolig tur. Men det kan heller ikke være så dårligt vejr, at vi kan få en helikoptertur. Nu har vi ligesom prøvet Elephanten i dårligt vejr, og jeg behøver det ikke mere. Men jeg vil faktisk gerne prøve en helikopter. Eller allerhelst vil jeg slippe for sygetransport, men HVIS det skal være, så må det gerne næste gang vi skal ind, udløse den der helikopter🚁

Nå, efter en god times vippetur, ankommer vi til Tejn, hvor der holder en ambulance klar🚑 Så turen fra faldet og til sygehuset er godt nok lang, men ikke længere end man kunne forvente. Det hele går slag i slag og der er ikke ekstra ventetid nogen steder. På skadestuen går det også hurtigt indtil Luna har været i røntgen, men så starter ventetiden. Vi ender med at vente i næsten 1½ time. Det er meget lang tid, når klokken er tæt på midnat. Da lægen endelig kommer, kan han fortælle, at der ikke er noget brud. Desværre har Luna så ondt på trods af smertestillende, at han ikke kan undersøge knæet ordentligt. Så vi slipper ud med et par krykker og besked om at komme til kontrol i næste uge, når knæet har fået noget ro og så gerne skulle være nemmere at undersøge.

Ulempen ved at vi på det tidspunkt har passeret midnat med over en time er, at når jeg vil bestille et værelse på et hvilket som helst hotel over nettet, så kan det tidligst være til den efterfølgende nat. Jeg ringer så på det nr der står, men får at vide, at alt er optaget – 3 timer tidligere var der masser af værelser…  Efter endnu et opkald viser det sig, at tre hoteller i Rønne har samme ejer, og der er sjovt nok ingen ledige værelser…😡  Jeg ender med at ringe til Griffen og de kan heldigvis hjælpe os😀 Vi må lige vente 25 min på en taxa, så inden vi er på værelset, er klokken næsten 2!!

I morges sover vi så længe som muligt😴😴 Og da vi kommer til morgenmad bliver vi mødt af den lækreste morgenmad…som vi ikke har tid til at nyde 😕 Den tid vi trods alt har, kan vi sidde og kigge på et lækkert spabad. Jeg vidste det godt, men Luna fandt først til morgen ud af, at det var et spahotel, vi havde overnattet på. Det er godt nok surt, at når man endelig er på spaophold, så er det pga en skade og uden tid til at nyde noget af det. Så nu har Luna meddelt, at hun ønsker sig en weekend på Griffen sammen med sin mor og uden sine brødre❤️

Hjemturen i dag behøver vi ikke snakke så meget om. Den var ikke nogen fornøjelse, og vi behøver ikke gentage den en anden gang…🤢🤢

Kig op

Mit sidste indlæg bar præg af min kærligehed for solnedgangen – det er ikke fordi jeg har noget imod solopgang, den største del af året er jeg bare ikke vågen til at opleve det😴 I min oprydning i alle billederne, har jeg opdaget, at jeg også har taget en del himmelbilleder. Det er ret fascinerende så stor variation, der er på himlen. Og hvis I har det, ligesom jeg havde det, før vi flyttede, hvor jeg glemte at kigge op, så kan jeg kun opfordre til at begynde på det. Om det er fordi der rent faktisk sker mere med skyerne herude på vandet, eller om det også sker over land, det har jeg ingen anelse om. Men det kan være ret vildt at kigge på. Så som en lille service får I her et udpluk, af det jeg fandt i min oprydning. 

Solnedgang – noget om billeder

Ja, jeg ved det godt! Jeg er lidt skør 😂😂

Den sidste tid har jeg brugt en del timer på at sortere i mine billeder på mobilen. Der var ca 3000! som jeg gennemgik og slettede i. Nu er jeg så igang med at lægge dem alle over på en ekstern harddisk i mapper, så det er nemmere at finde dem en anden gang. Og så jeg ikke risikerer, at mobilen pludselig går død. Det er så meget nemmere at lægge dem over på harddisken, når der er slettet i dem på forhånd.

Det er ret sjovt at sidde og kigge på billeder der er 2 år gamle – yes jeg tager mange billeder. Men det går også op for mig, at jeg tager mange billeder. Og en del af billederne minder ret meget om hinanden. Når det er tilfældet, er det jo ikke noget problem at slette og bare gemme et enkelt, men nogle gange er det bare ikke sådan tingene hænger sammen. Og så er jeg jo nød til at gemme mere end et billede😉

For at komme med et eksempel, så er der de fire billeder herunder. De er jo vidt forskellige, så derfor er jeg nød til at gemme alle fire. De er fra en af de få sommerdage der har været i år, hvor Victor tog mig med ud at sejle en aftentur i vores jolle💚 Jeg er vild med alle fire billeder. Og selvom jeg godt ved, at der kun er ca 10 min fra det første til det sidste, så får de alle fire lov til at blive.

Er jeg mon den eneste, der er lidt skør?

Aftenhygge i haven – en dag hvor sommeren kiggede forbi

Det her indlæg er faktisk det indlæg, der gav hele balladen på bloggen. Da jeg forsøgte at sætte billeder ind, kunne jeg pludselig ikke mere. Jeg forsøgte flere gange, men måtte opgive, og resten kender I😉 Jeg vil ikke rette noget særligt, i det jeg skrev dengang, men I skal lige tænke jer tilbage til midt i juli, hvor der åbenbart var et par dage med noget, der mindede om sommer🌞
I sidste uge inden vi skulle sende ungerne på sommerferie, var vejret så godt – hvor er sommeren i grunden henne??? – at vi kunne spise i haven. Luna var taget til Bornholm og besøge en veninde, så vi var kun 6 hjemme – to voksne, to små drenge, en stor dreng og en kusine. Senere på sommeren ser det helt anderledes ud, når der kommer diverse kammerater og veninder på besøg. 

Det var en dejlig aften med bålhygge, bar mave og rosé vin – og man kan godt mærke at børnene bliver store, når man åbner en flaske😉 

Jeg vil lade billederne tale for sig selv. De siger vist mere end ord 🤣🤣