Tag Archive | Elephanten

Noget om at flyve i helikopter og være på spaophold

Jeg er ikke helt landet endnu, jeg sejler stadig ret  meget, men det hjalp en del efter min middagsøvn. Men den der følelse, af at huset bevæger sig, sidder i kroppen, og det bliver nok først i morgen, at den sådan rigtig slipper. Det er desværre noget af det, jeg tager med ved at bo på Christiansø. Jeg troede, at jeg var mere søstærk, end jeg er. Men nogle gange bliver man klogere og ikke altid på de gode ting.

For at finde årsagen til at jeg stadig sejler, skal vi tilbage til i går aftes. Øens større børn har en hyggelig tradition med at gå en aftentur rundt om øen og slutter af med at sidde på en bænk på havnen og snakke. Det er noget de alle hygger sig med, og det er en god ting for børnefællesskabet. Aftenturen starter kl 19, hvor det ikke er helt mørkt endnu. Hvis man har været på Christiansø, så ved man måske, at der ikke er ret meget gadelys. Og på det meste af øerne er der slet ikke lys, så turen foregår i tusmørke, og senere i helt mørke. 
Kl 19.23 bliver Flemming ringet op, fordi Luna er faldet og har meget ondt. Det er selvfølgelig helt omme på den anden side af Christiansø, så vi finder et par lygter og løber til Kildendal. Der sidder Luna på den lille mur og græder. Hun er faldet og har slået knæet. Det gør så ondt, at vi slet ikke kan røre benet, uden hun næsten skriger af smerte. Vi bliver hurtigt enige om, at vi er nød til at have lægen til at komme og kigge på det, inden vi flytter på noget. Da vi jo er så langt væk, man nærmest kan komme, går der lige lidt tid før lægen kommer. Hun konstaterer hurtigt, at vi skal have fat i bårehold, så Luna kan komme hen i konsultationen og blive kigget på.
Båreholdet kommer og får hjulpet Luna ned på båren og går op til vejen med hende. Her holder vores traktor med vogn, som er en ret smart måde at transportere båren på, når det er så langt.


I konsultationen står det hurtigt klart, at det kræver noget mere undersøgelse, end lægen kan klare her på øen. Det ville altså være smart, hvis vi i de her tilfælde kunne installere røntgensyn på vores læger. Men Luna slipper ikke for en Elephantsejlads. Da det er mig, der skal med, skynder jeg mig hjem for at pakke. Flemming tager med som gast, så jeg stikker lige hovedet ind til Kirsten og Hans Ole for at høre, om de kan være barnepiger for drengene. Det er deres sengetid, så der skal lige være nogle hos dem, ellers kommer de aldrig i seng. Det vil de heldigvis gerne, og drengene er trykke ved det, så det er så fint. I sådan en situation er begge drenge vildt gode til at høre efter og vil gerne hjælpe.
Der går 1½ time fra første opkald til Elephanten sejler. Og huhej hvor det går. Op og ned og lidt om på den ene side og så den anden side…så er der altså langt til Tejn. Jeg må flere gange holde fast, selvom jeg har sele på. Og så er det jeg tænker…hvorfor kommer mine børn altid til skade i dårligt vejr, men ikke i sådan rigtig dårligt vejr. Der er vist ikke nogen, der er i tvivl om, at vi har taget vores tørn af sygetransport gennem de her 4 år. Men det kan ikke være i så godt vejr, at Elephanten rigtig kan sætte fart på og det stadig er en rolig tur. Men det kan heller ikke være så dårligt vejr, at vi kan få en helikoptertur. Nu har vi ligesom prøvet Elephanten i dårligt vejr, og jeg behøver det ikke mere. Men jeg vil faktisk gerne prøve en helikopter. Eller allerhelst vil jeg slippe for sygetransport, men HVIS det skal være, så må det gerne næste gang vi skal ind, udløse den der helikopter🚁

Nå, efter en god times vippetur, ankommer vi til Tejn, hvor der holder en ambulance klar🚑 Så turen fra faldet og til sygehuset er godt nok lang, men ikke længere end man kunne forvente. Det hele går slag i slag og der er ikke ekstra ventetid nogen steder. På skadestuen går det også hurtigt indtil Luna har været i røntgen, men så starter ventetiden. Vi ender med at vente i næsten 1½ time. Det er meget lang tid, når klokken er tæt på midnat. Da lægen endelig kommer, kan han fortælle, at der ikke er noget brud. Desværre har Luna så ondt på trods af smertestillende, at han ikke kan undersøge knæet ordentligt. Så vi slipper ud med et par krykker og besked om at komme til kontrol i næste uge, når knæet har fået noget ro og så gerne skulle være nemmere at undersøge.

Ulempen ved at vi på det tidspunkt har passeret midnat med over en time er, at når jeg vil bestille et værelse på et hvilket som helst hotel over nettet, så kan det tidligst være til den efterfølgende nat. Jeg ringer så på det nr der står, men får at vide, at alt er optaget – 3 timer tidligere var der masser af værelser…  Efter endnu et opkald viser det sig, at tre hoteller i Rønne har samme ejer, og der er sjovt nok ingen ledige værelser…😡  Jeg ender med at ringe til Griffen og de kan heldigvis hjælpe os😀 Vi må lige vente 25 min på en taxa, så inden vi er på værelset, er klokken næsten 2!!

I morges sover vi så længe som muligt😴😴 Og da vi kommer til morgenmad bliver vi mødt af den lækreste morgenmad…som vi ikke har tid til at nyde 😕 Den tid vi trods alt har, kan vi sidde og kigge på et lækkert spabad. Jeg vidste det godt, men Luna fandt først til morgen ud af, at det var et spahotel, vi havde overnattet på. Det er godt nok surt, at når man endelig er på spaophold, så er det pga en skade og uden tid til at nyde noget af det. Så nu har Luna meddelt, at hun ønsker sig en weekend på Griffen sammen med sin mor og uden sine brødre❤️

Hjemturen i dag behøver vi ikke snakke så meget om. Den var ikke nogen fornøjelse, og vi behøver ikke gentage den en anden gang…🤢🤢

Pausen er slut

Af forskellige årsager har jeg haft en pause fra bloggen. Flemming har været fire uger på brandkursus, min skulder har drillet mere end jeg synes er lige sjovt hver dag og jeg har været nogle gange på Bornholm til kontrol på sygehuset, til genoptræning og kontrol med Albert. Alt i alt har jeg været brugt og haft brug for ro til mig selv og familien. 

Men nu er jeg klar igen 🙂 Jeg har ikke kunnet lade være med at tage billeder, og dem skal I jo ikke snydes for 😉

Da brandkurset var vel overstået med tre beståede eksamener, blev de nye røgdykkere hentet med Elephanten. Og de skulle naturligvis have en god velkomst da de kom hjem.  

     

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for naturbilleder og ederfugle. Sidst nævnte har vi mange af for tiden og mange hunner kommer med deres unger.  

         

Nogle vælger meget mærkelige steder til reden.  

 

Til sidst skal I da ikke snydes for et billede fra aftenens gåtur.  

 
Jeg glæder mig til igen at dele oplevelser, store som små, med jer, og jeg bliver rigtig glad, når der er nogen, der lægger en kommentar 🙂

Så fik vi også prøvet det…og det behøver vi så ikke gentage

Lige nu sidder jeg på Peter og er på vej hjem sammen med Albert. Det var bestemt ikke en del af planen.
Natten til onsdag registrerer jeg at Albert piber lidt, når han trækker vejret. Men ikke sådan at jeg tænker at han er syg. Så selvom de skal have idræt, kommer han i skole.
Da han kommer hjem til frokost, har han tydelig lyd på vejrtrækningen. Han vælger da også at gå ind og lægge sig i stedet for at få frokost. Folk der kender Albert ved, at det er meget atypisk for ham. Han lå med min iPad, så han var nok bare lidt træt. Men jeg kunne jo godt høre på ham, at det ikke var helt godt. Kl 14 skulle jeg til brandøvelse og var faktisk ikke helt vild med at gå fra ham. Han havde efterhånden næsten ikke luft til at snakke. En time senere kigger jeg op til ham, hvor han er faldet i søvn – igen meget atypisk Albert. Da han vågner og stadig er apatisk og bare ligger og kigger, snakker vi lidt frem og tilbage, ringer til vores læge og får at vi at vi skal over i ses af en læge. Et hurtigt bad og nogle ting i en taske og 1/2 time efter er vi på vej med Elephanten.
Jeg var sikker på, at vi bare skulle ind og have en diagnose og noget medicin og så hjem igen dagen efter.
På turen konstaterer maleren at Albert da er noget skidt, for han siger stort set ikke noget.

IMG_4552.JPG

I Gudhjem bliver vi hentet af en taxa, der kører os til lægevagten. Han konstaterer dårlig iltning af blodet, bleg dreng, hurtig besværet vejrtrækning og høj puls. Vi bliver indlagt. Den havde jeg ikke lige set komme. Albert får en maske med noget medicin, der hjælper rigtig meget. Der bliver også taget blodprøver som han klarer i stiv arm.

IMG_4557.JPG

Vi skulle have været på kroen og spise koteletter i fad, men min aftensmad blev omdannet til i halvtør sandwich

IMG_4553.JPG

Lille dreng i en stor seng. Godt der var fjernsyn med Ramashang på stuen

IMG_4554.JPG

Dagen efter får han en maske mere. Og efter stuegang er dommen en slem gang astma. Vi skal ud til børnelægens klinik efter frokost og have lavet lidt flere undersøgelser og have besked om endelig medicin. Så nu er vi udstyret med tre slags medicin og en kontrol i december.
Overnatningen blev på B&B i Rønne. Og aftensmaden skulle naturligvis være sushi 🙂

IMG_4559.JPG

Endelig er vi nu på vej hjem. Beredskabet uden læge på øen er afprøvet og fungerer. Fremover skal jeg lige have nummeret til taxa i kontakter, for det var træls at skulle lede efter det mens vi sejlede, og Albert var så dårlig.
Sidste del af turen er heldigvis i godt vejr

IMG_4564.JPG

Brandkursus og kage, eller noget om grænser

Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte?? Der er så mange ting, jeg gerne vil dele med jer, så jeg håber, at jeg husker det hele. Som I nok kan fornemme, så er der sket meget de sidste par uger, og jeg har været noget så træt om aftenen – og om morgenen – så der har ikke været overskud til andet end familien.

Som jeg skrev om sidst, så har vi to voksne i familien været på brandmandskursus i to uger. Det har været to rigtig spændende uger, hvor jeg har lært en hel masse om, hvad en brandmand laver. Vi har haft en del teori, men vi  har også leget 🙂 Vi var 6 fra øen og så kom instruktøren fra Bornholm. Det var tydeligt at mærke, at vi kendte hinanden, for der var god stemning og smådrillerier hele vejen igennem. Det gjorde det hele lidt sjovere og nemmere at komme igennem de dage, hvor man bare var træt, fordi vi havde knoklet dagen før.
Vi fik lært noget om førstehjælp, frigørelse fra biler, slanger, skumudlægning, B-C udlægning, sprøjterør, faldsikring og kemikalier. Selvom vi ikke kan blive sat ind som røgdykkere uden det næste kursus, så skulle vi alligevel prøve at have røgdykkerapparatet på. Hvis der er kemikalieudslip, er det jo vigtigt at alle kan passe på sig selv, så man kan varetage den opgave man har. Så allerede en af de første dage skulle vi have det på. De andre klarede det uden problemer, man skulle næsten tro, at de havde prøvet det før. Jeg selv derimod klarede det ikke helt så godt :-/ Det gik fint nok så længe vi stod stille og gik lige så stille. Men så snart pulsen og vejrtrækningen steg, fik jeg problemer. Så da vi holdt pause forsøgte jeg at få min vejrtrækning under kontrol. Det gik ikke så godt. Så ville jeg bare tage masken af, men det drillede. Og så kom panikken, så jeg måtte få hjælp med at få det af, så jeg kunne få noget frisk luft. Det irriterede mig gevaldigt, for jeg ville jo gerne kunne det. Jeg blev lovet, at vi nok skulle prøve det igen, så der var håb forude. Dagen efter skulle vi på den igen. Fuld af forhåbning og optimisme tog jeg udstyret på. Men efter en lille tur måtte jeg erkende, at det ikke gik 😦 Det slog mig temmelig meget ud 😦 Og jeg tænkte at så kunne jeg lige så godt stoppe.
Heldigvis fortsatte jeg. Og resten af ugen var jeg pumpepasser, så der kunne komme noget vand ud i slangerne. Jeg fik ret godt styr på den pumpe og hvilke tryk der skulle være 😉 Men jeg fik også prøvet de forskellige sprøjterør, at lægge slanger ud – og pakke dem sammen igen – og skumudlægning. Vi havde en del praktiske øvelser, så vi fik klædt om mange mange gange. Overtøj af, brandtøj på, brandtøj af, overtøj på. Og om igen. Og brandtøj er ikke kun selve dragten. Det er også støvler, en tynd elefanthue og hjelm. Nogle gange også maske, luftflasker – de andre – og handsker. Om ikke andet så fik vi da varmen imens, og i hvert fald når vi skulle lægge slanger op til Vagten. Og man tager det jo ikke af før der er pakket sammen, så selvom det blæste en del og var ret koldt den sidste uge, så frøs vi ikke, når vi først var sat i gang.
Tilbage til mit problem med at have masken på. Efter en øvelse fik de andre besked på at pakke sammen, og jeg skulle gå ned og hente min maske. Jeg fik efterfølgende at vide, at jeg så lettere panisk ud, men jeg ville jo gerne, så jeg hentede den. Min stress fik lige et skud opad. Tænk sig at man frivilligt udsætter sig selv for risikoen for at gå i panik. Men heldigvis er jeg tilpas stædig, så jeg VILLE give det en chance mere, og jeg overvandt min ulyst til det. Vores instruktør fortalte, hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre, hvis det blev for slemt. Og så fik jeg maske og luft på. Vi startede nede ved legepladsen på Christiansø, og første stop var ved Hvide hus. På det tidspunkt begyndte panikken at dukke frem. Jeg havde mest lyst til at hive masken af, men med hjælp fra vores instruktør, lykkedes det at overvinde panikken med masken på og blive klar til at gå videre. Jeg var temmelig stolt! Jeg havde overskredet en grænse. Jeg kunne ikke have gjort det selv, men det var MIG der gjorde det. Vi fortsatte, og det endte med at blive en god oplevelse, og jeg var pavestolt, da vi kom ned til brandstationen, og jeg kunne tage masken af stille og roligt. Dog kom der efterfølgende en reaktion, som kom bag på mig. Men efter at have fået den snakket godt igennem, var jeg klar til en lille gåtur igen om fredagen, for at vise mig selv, at jeg godt kan uden at nærme mig panikken. Og den tur var simpelthen fantastisk. De to dage voksede jeg en del, og jeg har lært en masse om mig selv. Jeg har stadig grænser, men jeg ved også at nogle af dem skal overvindes. Og jeg har lyst til at overvinde dem, da jeg tror de begrænser mig unødigt. Så jeg ser frem til min næste gåtur med en brandmand – også de gange hvor det ikke er Flemming der er ved min side 😉

Et par billeder fra vores øvelser

20140325-204847.jpg

20140325-204858.jpg

 

Det sidste vi skulle på kurset var at klippe i biler med det store værktøj. Selvom vi ikke har biler her på øen, så er det stadig en del af uddannelsen, så vi skulle igennem det. Men jeg tror ikke, at der var nogen af os, der havde noget imod det 😀 Mandag sejlede vi i skønt vejr med Elephanten til Bornholm. Det var min første tur med Elephanten, så jeg var glad for, at det var roligt vejr. På brandstationen i Gudhjem var der et par biler, som vi måtte lege med, men først skulle vi have lidt viden om værktøjet.

20140325-205300.jpg

 

Da vi blev spurgt, om vi ville have kaffe og kage først, eller klippe i biler først, var der virkelig skabt et dilemma. Men hvis vi skulle nå igennem kagen, måtte vi i gang med den. Der var i anledning af fødselsdag blandt deltagerne sørget for kagemand. Og den smagte fantastisk 🙂

20140325-205315.jpg

 

Og så blev vi sluppet løs. Det var en ren fornøjelse af måtte ødelægge biler, og man smed nogle hæmninger…

20140325-205327.jpg

20140325-205346.jpg

20140325-205400.jpg

20140325-205413.jpg

20140325-205424.jpg

Det kan godt være at værktøjet ikke ser ud af så meget, men det vejer en del! Jeg tror at der gik ret meget legebarn i flere af os – hvis ikke alle. Til info kan jeg fortælle, at når man hopper på et biltag, der ligger på jorden, så er der lidt fjedreeffekt i det 😀 Det var hårdt at arbejde med værktøjet, men enormt sjovt, og det var næsten ikke til at vente til man selv måtte komme til igen.

 

Som jeg viste i det sidste indlæg, så havde jeg lavet kage til de lækre brandmænd. Og det greb lidt om sig, så jeg endte med at have kage med stort set hver dag. Det faldt bestemt i god jord, og jeg syntes det var hyggeligt.
Den ene aften gik Flemming og jeg over på Månen – hvor vi havde det teoretiske – og hentede instruktørens noter fra et whiteboard. Flemming overførte det til kagen med glasur.

20140325-210626.jpg

 

En anden dag bagte jeg lagkagebunde af Death by chokolate.

20140325-210710.jpg

 

Den er bedst på 2. eller 3. dagen. Som mellemlag smeltede jeg hvid chokolade i 1/4 piskefløde, lod det trække til dagen efter og piskede det op. Det andet mellemlag bestod af jordbær og mørk chokolade kogt op, blendet og blandet med flødeskum.

20140325-210720.jpg

 

Derefter tog jeg noget marzipan og begyndte at lege. Retfærdighedsmæssigt skal jeg lige sige at Flemming hjalp med at pynte og finde på. Men hvor var det sjovt. Og det har bestemt givet blod på tanden til en anden gang.

20140325-210730.jpg

 

Det færdige resultat skabte stor glæde! Og det smagte også fantastisk 🙂

20140325-210759.jpg

Man skulle jo næsten tro, at de aldrig havde set en kage før 😀

20140325-211848.jpg

 

Den sidste dag fik de serveret flammekys 🙂

20140325-211900.jpg

 

Alt i alt har det været nogle hårde, lærerige, grænseoverskridende, sjove, fantastiske uger. Min stress har været under pres, men jeg har klaret det. På det punkt har jeg helt tydeligt rykket mig en del i løbet af det sidste ½ år. Og det i sig selv har været stort at finde ud af.

Jeg har meget andet at fortælle, men det må komme i løbet af de næste dage 😉

Isbåd

Det er præsteweekend, så Elephanten har været på sejltur. Ud over at jeg var glad for, at jeg ikke var med, så var det ret fascinerende at se båden, da den kom tilbage. Det er måske lidt svært at se, men fronten er dækket med et tykt lag is.

20140125-135918.jpg

20140125-135928.jpg