Tag Archive | hverdag

Godmorgen fra tornerosesøvnen

På utallige opfordringer vil jeg nu vække bloggen til live igen. Jeg troede, at den lige så stille skulle falde til ro, men jeg har kunnet mærke på mig selv, at jeg ikke var helt færdig med den. Da der så samtidig har været flere, der har spurgt til den, så var det ikke så svært at tage beslutningen om, at nu var tornerosesøvnen vist ved at være overstået. Jeg håber, at I vil tage godt imod den igen, og hvis I har lyst til, at fortælle andre om den, vil jeg være glad. Det er jo blandt andet herinde, man kan læse om, hvordan det er at flytte til Christiansø, og hvordan det er at bo og leve på Christiansø😊

Hvad er der så sket siden sidst??

Jo ser I, der har været/er corona i verden. På Christiansø har vi været fritaget indtil nu. Vi håber, at det fortsætter sådan. Vores vinterpause fra turisterne blev lige lidt længere end normalt, men det gjorde ikke mig noget. Jeg nyder roen om vinteren og keder mig bestemt ikke. Men det er nu også meget rart, at der er lidt nye ansigter på øen igen. Og så er vi kommet godt igang med guidesæsonen, og det er dejligt!
Det tætteste vi har været på corona, var de øl, vi kom til at tage med hjem. Men vi tog alle forholdsregler, da den blev drukket😎


For ca 2 uger siden var det 7 år siden, at vi var herovre til samtale. Dengang tog jeg et billede fra kirken mod Lille tårn. Jeg har tit tænkt på at gøre det igen, men glemmer det altid på dagen. I år huskede jeg det.


Selvom billederne ikke er taget fra nøjagtig samme sted, så er det stadig tydeligt, at der er sket en del på 7 år. 
Vi nyder stadig livet og hverdagen på Christiansø og kan ikke forestille os at bo andre steder, så der er ingen tvivl om, at det var en kæmpe beslutning, men den rigtige beslutning. 

En af de helt store begivenheder i de sidste måneder, har været Victors konfirmation. Han var nok årets første konfirmand i Danmark, da vi havde valgt at holde fast i Kristi Himmelfartsdag. Og det passede jo så fint, at det også blev der, kirkerne åbnede igen. 
Det var en helt igennem fantastisk dag, som vi vil tænke tilbage på med glæde i lang tid. 

 

Så kom jeg i gang. De næste indlæg ligger næsten allerede og venter, så om få dage kommer der mere læsestof med billeder. 

Husk at man altid er velkommen til at skrive en besked, hvis der er noget ved ølivet, man har lyst til at høre mere om, så fortæller jeg gerne. Når det er blevet hverdag, så glemmer vi nogle gange, hvad det er, der gør ølivet til noget særligt.

Vi er gode til at hygge

I går havde vi rejsegilde på Christiansø. Jeg har en fornemmelse af, at det er noget, der bliver brugt mindre og mindre rundt i landet, men her lader vi ikke en mulighed for at fejre noget gå os forbi 😁
Derfor havde vi i går rejsegilde på et lille nyt hus, hvori der skal være en pumpe til afløbet fra kroen… Og selvfølgelig var der både en krans, et bånd der skulle klippes og øl til håndværkerne – og andre der kom forbi 😉

Og da huset endnu ikke er taget i brug, kan vi stadig nå at holde housewarming 😂😂

Vi er heldige og det har du også mulighed for

Når jeg sidder og kigger på nogle af de billeder, jeg har valgt til det her indlæg, bliver jeg ramt af en kæmpe taknemmelighed og varme. Tænk sig at det er en del af vores hverdag! Vi er omgivet af skøn natur, har mødt dejlige mennesker og har fået ro og tid i familien 💙❤️💚💛

Billederne er ikke på nogen måde opstillede, men er taget i en helt almindelig hverdag på Christiansø. Noget af det jeg sætter rigtig stor pris på ved at bo her er, at børnene får et personligt forhold til alle generationer. Når øens ældste skal afsted eller kommer hjem, er det tit at Victor hjælper med bagagen. Eller man kan sidde og få en sludder med nogle af dem, der jævnligt kommer med egen båd. Det afgørende her er ikke, om man er barn eller voksen, om der er 1/2, 3, 10, eller 50 års forskel, det afgørende er, at man har det hyggeligt sammen.
I sommers var Marie på besøg i en uge. Morten og Marie flyttede til Christiansø samtidig med os, men er flyttet tilbage til Vejle igen. Heldigvis kommer de stadig på besøg til stor glæde for mange. Imens Marie var her, kom vi til at snakke om den første måned vi boede på Christiansø. Vi var heldige med en smuk september det år, og vi to gik nogle ture sammen. Den gang var alt nyt, og vi kunne slet ikke blive færdige med at lægge mærke til alle de smukke ting og steder. På en af vores gåture snakkede vi om, at selv om det er vores hverdag, så skal vi blive ved med at sætte pris på, at vi har fået lov til at have det som hverdag. Den snak tænker jeg tit på. Og nu er jeg her, 6 år senere, og kan stadig stoppe op og blive overvældet over, hvor heldige vi er over at være omgivet at alt det her hver eneste dag.

 

Som jeg skrev i overskriften, så føler vi os meget heldige ved at kunne bo her på Christiansø, og den mulighed har andre også nu. Vi mangler nemlig en fæstningsmedarbejder på øerne. Før hed det en stenmand, men i ligestillingens navn, hedder det nu en fæstningsmedarbejder. Man kan læse meget mere om stillingen her https://karriere.forsvaret.dk/job/opslag/?vacantPositionId=160082&mediaId=4681

Hvis du kender nogen, der vil passe til jobbet og ølivet, så tøv ikke med at prikke til dem. Der er ansøgningsfrist 1/9, så det er nu man skal gribe muligheden. Det er ikke ret tit jeg skriver det her, men det gør jeg nu: Del meget gerne indlægget, så vi kan få en ny familie til Christiansø, og de kan få en oplevelse for livet. Måske er det lige dét familien trænger til.
Vi fortryder i hvert fald ikke, at vi hoppede ud af hamsterhjulet og fik lidt mere ro på familielivet!

Hvad vil jeg med bloggen?

Det er vist en mild underdrivelse at sige, at jeg har svigtet bloggen den sidste lange tid. Den korte forklaring er, at jeg i efteråret var nedlagt med massiv stress. Jeg har i mange år haft langvarig – har nægtet at kalde det kronisk, da jeg VILLE af med det – stress, og i efteråret var der nok kommet så meget ro på det meste rundt om mig, at min krop mente, at der var tid til at reagere. Så det gjorde den. Min hjerne lukkede så meget ned, at jeg ikke kunne huske mine børns fødselsdag, og ikke vidste hvordan jeg skulle tænde en computer. Jeg var samtidig virkelig bange for, at hjernen havde taget skade. Jeg var sygemeldt og havde dage, hvor jeg nærmest ikke lavede andet end at ligge på sofaen og kigge ud i luften. Heldigvis vendte det, og jeg har det nu bedre end i mange år. Min hukommelse er faktisk så småt ved at vende tilbage! Jeg er heldigvis også blevet meget bedre til at mærke efter og ikke mindst reagere, da jeg ikke vil derhen igen. Så når jeg kan mærke det mindste stopper jeg op og trækker vejret dybt nogle gange. Det lyder banalt, men det virker! Prøv det, det har en imponerende effekt, hvis man lige tage 5 dybe rolige vejrtrækninger.
Efter jeg havde været helt nede og vende, styrtede Mads på ski, som jeg skrev om i mit seneste indlæg. Det har været et langt forløb, hvor han er endt med at flytte hjem, for at få helt ro på og finde ud af, hvad der skal ske. Hele det forløb gjorde, at jeg måske ikke helt fik den ro, som mange mener, at man skal have, når man er nedlagt med stress. Men hos mig har det nok hjulpet mig ud af stressen. Noget andet, der helt sikkert også har hjulpet, er, at jeg har været på funktionsuddannelsen til brandmand. Men det skriver jeg mere om snart 😉

Da jeg var nået dertil, at der var ved at være overskud til at skrive igen, så var der gået så lang tid, siden jeg sidst skrev, at det var svært at komme i gang igen. Jeg begyndte at tænke over, hvad der skulle ske med bloggen. Skulle den lige så stille dø? Helt i starten da alt var nyt for os på Christiansø, var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg skulle skrive om, for vi manglede selv et sted, hvor vi kunne læse om, hvordan det er at bo på Christiansø.  Men som tiden gik blev de specielle ting hverdag, og drengenes diagnoser og udfordringer fyldte mere og mere i hverdagen sammen med min stress. Der blev mindre blik for de små og store skønne ting på det her vidunderlige sted. Derfor har været mange tanker om bloggens fremtid. Både hvad det skal være, men i lige så høj grad hvad det ikke skal være.

Noget andet der har fået mig til at tænke er, at det som ægtefælle til en håndværker her på øen, kan være svært at finde sin plads især i starten. Man flytter sig selv og sine børn væk fra alt man kender. Måske har man haft et fuldtidsjob, som man var glad for og har svært ved at se sig selv som hjemmegående. Når man så samtidig ikke helt ved, hvad man flytter over til, kan det være svært at vide, om det er noget man har lyst til at prøve.

Når alt det er sagt, så er jeg nået frem til, at jeg vil have bloggen tilbage til det, den var. Min helt oprindelige tanke med bloggen var at skrive om det at bo på Danmarks østligste ø, Christiansø. At skrive om hverdagen og alt det der gør det specielt at bo her. Jeg vil skrive om, hvordan det er at være ægtefælle til en af øens håndværkere, hvor man ikke kan forvente at der er arbejde til en selv i den første tid, men hvis man slår koldt vand i blodet, så kommer der som regel nogle småjobs. Lige for tiden har jeg 7 stillingsbetegnelser😆

Nu er jeg i gang, og jeg glæder mig til at fortælle mere om livet på Christiansø og ikke mindst vise billeder her fra.

Kan I alle sammen have en rigtig god dag😊

Kh Charlotte

Årets sidste sejltur

Og jeg kan lige så godt advare på forhånd…jeg HAR forsøgt at begrænse mig ift billeder. Jeg må nok bare erkende, at det med at have en blog, hvor det er rigtig meget tekst, det ligger ikke til mig. Men billeder derimod…💪🏼😂

I går fik vi årets sidste sejltur i vores lille gule jolle. Det er så fedt, at vi ikke tog den på land for en måned siden, for oktober har jo bare været smuk og skøn og budt på flere små ture i jollen. Men de næste dage lover en masse blæst, så nu kom den på vinterferie.

I løbet af sæsonen er der blevet sejlet mange sømil i jollen. Især Victor er glad for at sejle, og han er en meget sikker og ansvarlig sejler, der kender skærene rundt om øerne godt – alderen taget i betragtning. Vi andre øver os, men når ham ikke til sokkeholderne 😄

Vi har haft venner med ude og se øen fra søsiden.

Vi har været ude at kigge på skibe, der lå for anker uden for havnen.

Victor har været ude og øve sig i at ro med årer.

Der er ikke mange ting, der bliver stormsikret på øen, da det meste bare generelt er ret stormsikkert. Men det var en storm i sensommeren, hvor jollen kom op ved beddingen og bundet fast. Senere blev den lige trukket lidt længere op, da vandstanden også ville stige.

Den anden dag var vi ude at sejle fra redningsbåden 💪🏼

Og så elsker jeg, at jeg har min egen kaptajn, der altid gerne vil sejle sin mor en tur💚💚

Og gerne sejler rundt i havnen, så den skøre mor, kan få det helt rigtige billede🤣

Findes der noget bedre, end at ligge ude på havet en dag, hvor der er havblik og solen skinner fra en flot blå himmel?

med denne lydkulisse 😍


Vores sidste tur i jollen gik hele vejen rundt om alle øer og skær med 1. styrmanden ved roret💜💜

Man må ikke gå i land på Græsholm og Tat, men vi har ikke fået noget at vide om Østerskær, så drengene var ude på Danmarks østligste punkt i går.

Det er ikke kun mig, der nyder pladsen i stævnen💛💛

Sæsonen er slut for i år. Det er ikke kun vores jolle, som stadig ikke har et navn, der er gået på vinterferie, det er Erten også. Fra i dag er det Peter, der sejler mandag-fredag, og i weekenden er der fred. Det er nu vi begynder med fritidsaktiviteterne for børn og voksne. Det er nu vi har mere fokus på os selv, så vi er klar til en ny sæson til foråret.

Men jeg går ikke på ferie. Jeg har allerede flere indlæg i støbeskeen, som kommer i den nærmeste fremtid 😊

Et øjebliksbillede

Noget af det skønne ved at bo på Christiansø er det gode børneliv. Tidligere i dag var vi igang med at rydde op i skuret. Jeg skulle ind og hente noget, og da jeg kigger ud ad vinduet, står Albert oppe på klipperne. Lige inden jeg får taget billedet, står han og kigger ud over havet💛

Albert kommer ned og kigger på, hvad vi laver og leger lidt i haven.

Da jeg lidt senere kigger op igen, er det Victor der står oppe på klipperne og er ved at undersøge noget med en rebstige💚

Er lille aftenindblik i hvordan en dag i et børneliv på en stille – omend ret forblæst – ø kan være.

Hjemmebagte kammerjunker

I min notesbog har jeg en masse lister…kreating for året, to do, Israel, Færøerne, guide – når nej det har jeg en hel notesbog til – madidéer, julebagning osv. Jeg har også en der hedder bageidéer. På den liste har der længe stået “kammerjunker”. Jeg har bare aldrig lige haft tid til at bage dem, når vi fik lyst til koldskål. Men det har jeg haft nu. Og mums hvor var det lækkert. Det var en opskrift fra Blomsterberg, som jeg havde haft liggende på mobilen i laaang tid. Og her bagefter undrer jeg mig over, at jeg ikke har bagt dem noget før. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg bager kammerjunker selv! Hvis du også får lyst til at prøve, får du opskriften her:

Du skal bruge:

Korn af ½ vanillestang – du kan også bruge lidt vanillepulver og sikkert også vanillesukker
100g lyst rørsukker
250g hvedemel
2 tsk bagepulver
100g stuetempereret smør
1 æg
½ dl mælk

Hvis du bruger vanillestang, skal den flækkes, kornene skrabes ud og blandes med lidt sukker. Vanillen blandes med mel, bagepulver, og rørsukker. Smørret smuldres i og æltes let sammen. Derefter æg i og til sidst mælk og ælte godt sammen.
Dejen rulles ud. Den er ret klistret, så det er en god idé at lægge det mellem to stykker bagepapir eller to opklippede fryseposer. Den udrullede dej sættes på køl en times tid, hvorefter du stikker små runde kager ud på ca 3 cm i diameter. Nu er jeg ret vild med sprøjteposer, så næste gang vil jeg prøve at bruge en sprøjtepose i stedet for at rulle dejen ud.
De små kager bages ved 200 grader i 4-5 min. Når de er kølet lidt af, skal de skæres over og lægges med skæresiden op, hvorefter de bager i yderligere ca 45 min ved 100 grader.
Der bliver ca 100 stk i alt af denne portion. Og til en hjemmelavet koldskål smager de skønt. De tilbageværende forsvandt på mystisk vis dagen efter uden koldskål…

En tidlig sommeraften

Noget af det vi kan her på øen – og sikkert også mange andre steder i landet, hvis man bor tæt på vand – er at tage en aftendukkert. I går var der vestenvind, men varmt, så drengene ville gerne om til Kildendal og bade. Vi gik med og nød et øjebliks idyllisk fred og harmonie💚💛

Tænk sig at have den mulighed næsten hele sommeren. Der er altid læ et sted, så selvom det blæser, vil der tit alligevel være mulighed for at bade. Der er kun ca 0,8% salt i vandet, så det er ikke nødvendigt at skylde sig efter en dukkert, men man kan gå direkte hjem i seng.

På vej hjem var der ro til en lille snak om dagen. Og så var det tid til at komme i seng med hovedet renset for dagens tanker og dagens sved og sand vasket af kroppen😍

På billedetur med Victor

En dag i starten af april ville Victor ikke i skole. Det er ok. Han styrer ret meget selv, hvornår overskuddet er til skole, og hvornår andre ting fylder for meget. Og hvis der er nogen, der sidder og tænker, at det skal han da ikke selv have lov til at bestemme, så spørg mig om det. Jeg kommer gerne med en uddybning til dem der vil vide mere om det😉 De fleste dage, når der ikke er overskud til skole, er han hjemme på sit værelse det meste af tiden. Men den her dag, ville han gerne ud at gå en tur i det gode vejr. Egentlig havde jeg en del andre ting, jeg skulle lave, men da det er en sjældenhed, at Victor vil ud at gå, gik jeg med.

Og jeg må indrømme, at jeg faktisk godt kan forstå, hvorfor han gerne ville ud at gå. Vejret var smukt og stille og vi fik begge nogle ret gode billeder.

Her ved Svensons brønd

Og ved Bielkes

I nogle rockpools så vi nogle meget små mærkelige dyr, der så ud til at være igang med at spise en lang hvid orm. Det blev studeret lidt nærmere, mens vi snakkede om, hvad det mon var. Vi blev ikke klogere. Og nej vi brugte ikke google, da jeg ikke lige tænker at “små dyr spiser orm i vand” giver så meget brugbart🤢

Af andre interessante ting så vi en tudse, der forsøgte at parre en grøn frø. Det var også så tilpas mærkeligt, at det måtte jeg lige undersøge nærmere. Og jeg kan fortælle, at der kommer ikke noget ud af det😉 Tudsen bliver efter noget tid træt og finder ud af, at der ikke rigtigt sker noget og hopper af frøen.

Men alligevel interessant, at tudsen finder på at hoppe på en frø, som jo er helt anderledes end en tudse.

Så det kan godt være, at Victor ikke var i skole den dag, men vi fik nogle gode snakke og oplevede nogle særlige ting i naturen😉

Og så var jeg så heldig at få et billede af en eftertænksom dreng 💚

Det dufter af forår

Endelig kom foråret til Christiansø. Nu håber vi bare, at det har tænkt sig at blive😉

Dagen startede med at Victor og Flemming sejlede med Elephanten til Bornholm. Flemming skal på krankursus i Horsens de næste to uger, og efterfølgende har han en uges ferie i Jylland op til Lunas konfirmation. Victor tog med over for hyggens skyld. Imens gik jeg over på badebroen, hvor vi nød det skønne vejr med nybagte boller, kaffe og æblesnaps.

Det er så hyggeligt, nå vi kan sidde i solen og nyde roen og de andre badenymfers selskab.

For første gang i år kunne vi sidde ude og nyde frokosten. Luna sidder med sin dyne, fordi hun stadig har nattøj på😆 Vi kommer til at få så meget glæde af vores terrasse. Allerede nu er vi blevet bekræftet i, at det var den helt rigtige beslutning at flytte. Vi nyder, at vi bare lige kan gå udenfor med vasketøjet, eller sætte sig i solen med kaffen.

Victor havde købt lidt forårsblomster på Bornholm, og Flemming havde nået at rydde op i Gaden inden han tog afsted. Så kunne jeg nemt plante blomsterne i krukkerne, så det er lidt mere indbydende at se på.

På en lille gåtur oppe ved Pumpen, hørte jeg de første grønne frøer/latterfrøer og så da også en enkelt af dem.

Tudserne var i fuld gang og der var et leben alle steder.

Havnen er fuld af edderfugle og den første hun har lagt sig på rede. Nu er det forår og om lidt kommer fuglefolkene, ællingerne, turisterne og hytteboerne for alvor.