Tag Archive | bibliotek

Til biblioteksindvielse på Christiansø

Den 11/3 2020 gik Mette Frederiksen på landsdækkende tv og fortalte, at landet ville lukke ned pga corona. Samme dag havde vi fået installeret login-panel og selvbetjeningsbord på Christiansø Bibliotek. Planen var, at vi 15 dage senere skulle indvie selvbetjent bibliotek på Danmarks østligste ø efter mange års tilløb. Men det blev ligesom så meget andet i år udsat på ubestemt tid.
I dag blev det så endelig dagen, hvor ceremonien skulle foregå. Vi gør ikke noget halvt her på øen, så der var holdt møde, udsendt pressemeddelelse og sendt bud efter chefen for Bornholms Biblioteker.

Dem der kender mig ved, at jeg heller ikke lade en mulighed for at bage en kage gå mig forbi. Tilbage i vinterferien bagte Luna og jeg en prøvekage og fandt den rette sammensætning. Opskrifterne og fordeling har været i min notesbog siden, så det var rart endelig at kunne komme igang med den “rigtige” kage.
Jeg havde købt en bogform, og så var det bare at starte med den første bund i mandags. DBC som jeg næsten altid vælger, hvis jeg skal lave en lagkage, da den både smager ufatteligt godt, og har bedst af lige at stå og sætte sig et par dage før spisning. Tirsdag aften blev der bagt biscuitbund og onsdag var det mandelbunden. Lagene imellem var hindbærmousse og nougat/chokoladecreme. I går skulle kagen lægges sammen. Og selvom det hele ser rigtigt ud, så er det altid voldsomt nervepirrende, når man går ud i køleskabet og prøver at fornemme, om lagene har sat sig. Hvis man ikke selv har prøvet det, er det nok svært at forestille sig, hvilken lettelse det kan være at finde ud af, at det virker til at have sat sig som det skal. Men det er selvfølgelig først, når kagen bliver vendt ud, at man bliver helt sikker.
Men se lige hvor fin den er. Det er næsten som barndommens 3-farvet is 😊

En stor bog har altid et bånd rundt i kanten, så det skulle der naturligvis også være på min bog. Jeg havde på forhånd tænkt, at det da ikke kunne være det sværeste at lave, men der tog jeg fejl. Det var ikke så let at sno det sammen uden at det knækkede andre steder. Men til sidst fandt jeg en teknik der virkede. Det var helt sikkert ikke den hurtigste måde, men det lykkedes.

Marcipanen blev rullet ud. Lige inden jeg skulle til at lægge det hen over kagen kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg havde glemt at smøre den op. Pyha at jeg kom i tanke om det i tide, ellers havde marcipanen rutchet rundt på kagen. Til at smøre op med havde jeg valgt en hvid chokoladecreme, som bidrager godt til de andre smage.
Når et så stort stykke marcipan skal flyttes og helst ligge pænt er det igen ret nervepirrende. Jeg kunne mærke, at der var stor sandsynlighed for tårer uanset om det lykkedes eller kiksede. Men heldigvis lykkedes det i første forsøg og jeg var meget glad og lettet på det tidspunkt 😄
Siderne i bogen blev markeret og båndet lagt på, og bogen nærmede sig det færdige resultat.

Klokken 15.00 var vi klar. Kagen var færdigpyntet, og jeg var ret stolt over resultatet. Jeg synes, at det er vildt hyggeligt at udtænke kager, men inden nogen finder på at foreslå det, så skal jeg ikke være med i Den store bagedyst! Jeg vil slet ikke kunne klare det tidspres der er, og jeg tror, at jeg ville miste lysten til at bage. Og det har jeg ikke lyst til!

Min chef fra Bornholm, Jon Madsen, holdt åbningstale efter øens administrator, Jens Peter Koefoed havde budt velkommen. Og bagefter blev bogsnoren klippet og selvbetjent bibliotek på Christiansø kunne erklæres åbent 😊

Mange øboere var mødt op for at overvære indvielsen, for på Christiansø bakker man op om de ting, der sker – især når der er gratis kage og drikke 🍰🍻😆

Nyt job, eller noget om A og B

Jeg har altid været udpræget B-menneske. Haft svært ved at finde min seng om aftenen og lige så svært ved at komme op om morgenen. I weekenderne skulle jeg sætte en alarm, hvis jeg ville over og bade sammen med de andre kl. 9. Når Flemming ikke har været hjemme, er jeg blevet hængende endnu længere i sofaen om aftenen. Og jeg er ikke typen, der kan falde i søvn på sofaen eller til en film. Så det har ikke været udsædvanligt, at jeg først er daffet i seng efter midnat…

Men det er da vist slut nu. Jeg har fået et lille ekstra job, med rengøring på skolen. Og eftersom jeg jo ikke kan gøre rent i skoletiden, så er det enten før eller efter. Om eftermiddagen går det ud over tiden med familien, så jeg gør det om morgenen. Det betyder, at vækkeuret ringer kl 5.40😴 Til gengæld er jeg frisk, når jeg kommer hjem og skal have kids klar og afsted i skole, hvilket uden tvivl gør mængden af konflikter fra morgenstunden mindre.

Jeg har aldrig været god til morgener. Jeg skal helst have ro. Og ved at jeg står så tidligt op, er jeg næsten afsted før Flemming står op. Så jeg skal ikke forholde mig til andre, før jeg er vågnet rigtigt, og det tror jeg, der er mange, der er glade for.

Når jeg går hen over øen, kan jeg nogle gange være så heldig at månen lyser så meget, at lommelygten er overflødig.

<
nden vi flyttede, var jeg nattevagt på et plejehjem. Jeg var ret vild med mit job. Jeg havde ingen problemer med at sove om dagen – da jeg lige havde fundet ud af tricket med at være pakket ind i både nattøj, dyne og varmepude, selvom jeg normalt gerne vil have det køligt, når jeg skal sove. Jeg elskede den stemning, der er om natten, og kan stadig godt savne den. Der er en ro, som er svær at beskrive. Men når jeg går afsted ved 6-tiden om morgenen og der er helt stille, solen er begyndt at overveje at stå op, fuglene knap er vågnet, så får jeg en snert af den stemning jeg så godt kan lide ved at arbejde om natten. Og jeg nyder det 🙂

Nogle gange kan man være heldig at månen lyser så meget, at lommelygten er overflødig.

Ved at møde så tidligt får jeg også glæde af at se solen stå op og opleve dagen vågne. Det er næsten lige så smukt og fascinerende som solnedgangen.

Hvad får I tiden til at gå med??

Det er en af de ting, jeg tit bliver spurgt om, når jeg guider eller i andre situationer snakker med folk om vores liv på Christiansø. Som regel svarer jeg, at vi bruger tiden på det samme som andre steder. Vi har mere travlt nu, end vi har haft før, men mange af tingene er noget, vi tidligere ikke havde overvejet at gøre ex vinterbadning. Når vi bor så lille et sted som Christiansø – og andre små lokalsamfund, så bakker man også mere op om de ting, der sker. Skolebestyrelsen har en repræsentant fra hver familie, jeg er med i forældrerådet, Flemming sidder i ø-rådet, beboerforeningen og menighedsrådet, jeg er begyndt at vinterbade, og så har vi vores arbejde. Ja ja tænker I så måske, det er jo kun Flemming, der arbejder fuldtid. Og det er helt rigtigt. For langt de fleste par på Christiansø er der kun fuldtidsarbejde til den ene part. Da der ikke er nogen former for institution, er børn under skolealder hjemmebørn og leger med de andre børn, der ikke er i skole. Så hvis man har små børn, kan det være svært at få tingene til at hænge sammen, hvis begge arbejder fuldtid. 

Når jeg så tænker tilbage på spørgsmålet om, hvad vi får tiden til at gå med, så undrer jeg mig altid over, hvordan vi lynhurtigt får fyldt en masse i kalenderen og hvordan dagene flyver afsted. For hvad er det egentlig vi bruger tiden på?? Jeg havde først planlagt at skitsere vores uge i sidste uge, men så tænkte jeg, at den jo også var speciel. Så kunne jeg tage ugen før eller denne uge, men der er også sket en masse ting, som måske ikke er “helt almindelige”. Hvis jeg kigger i kalenderen, er det svært at finde en uge, hvor der ikke har været noget ekstra. Så måske er det bare sådan vores hverdag er🤔

Uge 39:

Mandag: Kirsten og Hans Ole havde inviteret til farvel-middag på kroen. Jeg har guidet sammen med Hans Ole siden foråret, og Kirsten har været med i vandet alle de morgener hun har været på øen. Skønne mennesker, som vi har nydt at være sammen med. Middagen var kun for voksne, så børnene spiste selv og var rimeligt gode til selv at gå i seng.

Tirsdag: Flemming var til ø-rådsmøde 16.30-19.00. Jeg var med som tilhører indtil jeg skulle hjem og lave mad til ungerne. Om aftenen var der info-møde om de kommende huslejestigninger. Kirsten var så sød at kigge efter især drengene, så de ikke igen selv skulle finde i seng.

Onsdag: Besøg af Thomas – Victors kontaktperson der kommer hver onsdag – fra 11-14. 14-16 var vi begge til brandøvelse. Og bagefter var der forældremøde fra 16.30-18. Vi troede, at vi kunne slappe lidt af om aftenen, men så var Luna ude og gå aftentur og kom til skade. Det kan du læse mere om HER Så aftenen og første del af natten blev brugt på at komme til Rønne og få et ikke-svar på, hvad der var sket.

Torsdag: Hjem. Rigtig træls sejltur 🤢 efter meget lidt søvn, så jeg sov til middag og var ikke på toppen resten af dagen.

Resten af ugen var heldigvis stille og rolig, altså ud over at Luna havde ondt og ikke kunne støtte på sit ben, men vi fik da lavet lidt i haven.

Uge 40:

Mandag: Biblioteket skal have nyt bibliotekssystem, så Anne Eva og jeg skulle til Rønne og lære lidt om det. Vi tog afsted mandag og skulle efter planen hjem torsdag. Inden vi tog afsted, havde jeg været med Luna til læge, da knæet stadig gjorde meget ondt. Lægen mente, at det var for ømt til at det bare var slaget, så hun syntes, at det skulle kigges nærmere på.

Tirsdag: Kursus på Rønne bibliotek. Samtidig skulle jeg have fat i børnepsyk, så der blev styr på drengenes medicin og medicinattest når vi skal på ferie. Om aftenen var jeg til netværksmøde i autismeforeningen på Bornholm. Noget jeg længe har ønsket, men som først nu kunne lade sig gøre.

På biblioteket var der en lille udstilling med origami. Nogle fantastiske figurere foldet i papir. Imponerende at det kan lade sig gøre. Hvem der bare havde tålmodighed til det…

Og så fandt jeg en bog, som jeg skal have bestilt til Flemming😉

Onsdag: Kursus på Rønne bibliotek. På vej derhen får jeg en afbudstid til scanning af Lunas knæ på Gentofte hospital torsdag eftermiddag. Da det er dårligt vejr, skal jeg have fat i Luna med det samme, så hun kan komme hjem fra skole og få pakket. Christiansøfarten sejler en vendetur, så hun skal med allerede kl 11.15. Flemming har travlt på arbejde, så hun må selv hoppe rundt på krykker og pakke. Anne Eva er så sød – TAK😘 – at hun kører til Gudhjem og henter Luna og kører tilbage til Rønne. Om aftenen er vi i byen og spise lækker mad.

Torsdag: Vi bliver kørt til Nexø, så vi kan komme med bussen kl. 5.20!!😴😴 Det er bestemt ikke en rolig sejltur mod Ystad. Nok en af de vildeste jeg har været med på. Luna havde sejlet med Erten på en heller ikke helt rolig tur om onsdagen, så hun blev dårlig. Men erfaren sejler som hun er, så lagde hun sig ned og klarede det i stiv arm. Havde det ikke været meget nødvendigt med den scanning, var jeg ikke taget med i det vejr. Vinden var stadig oppe på 16-17 m/sek da vi gik ombord🌪🌊

Bussen, vi var med, kører hele vejen til Gentofte Hospital, hvor vi ankom kl. 10. Der er en del ventetid, da scanningstiden først er kl 14. Men lægen får kigget på knæet og der er tilfældigvis andre ø-boere, som vi kan sludre med. Vi har efterfølgende fået at vide, at scanningen viste en hævelse på skinnebensknoglen og en sprunget cyste i knæet. Så ikke noget der skal gøres noget ved, men god grund til at det gør ondt. Knæet skal bruges og turen til Israel bliver heldigvis uden krykker.

Tilbage på Hovedbanegården bliver Luna sat på toget til Jylland og bedsteforældreferie/celloundervisning/konfirmationsforberedelse/musical. Jeg mødes med Erik, og vi følges tilbage til Bornholm. Heldigvis var den sidste sejltur med Leonora Christina væsentlig bedre end den første.

Da vi lander i deres sommerhus kl 22, er jeg ærlig talt en smule træt😴

Fredag: Jeg bliver kørt til Gudhjem. TAK!! 😘 Og da jeg ankommer hjemme på Christiansø, skal vi have statusmøde med bl.a. sagsbehandler fra Bornholm. Og så er jeg faktisk ret udsolgt, da jeg endelig kan komme hjem og slappe af.

Men nå nej…jeg kan jo ikke helt slappe af, for vi skal jo til at flytte. Så weekenden og dagene i denne uge er gået ret meget med det. Ikke at vi flytter ret langt. Det er bare over på den anden side ad Gaden, så vi pakker ikke rigtigt noget ned. Og foreløbigt er det mest de ting, vi ikke bruger så meget, da det helt store ryk først bliver efter ferien. Men til den tid har vi ikke så mange dage til det, så vi er nød til at begynde allerede nu. De ting der har stået oppe på vores depotrum skulle bæres to trapper ned, hen over Gaden og to trapper op igen. Så vi har ikke manglet trappetræning i den her uge. 

 

Men det er sådan cirka det, vi får tiden til at gå med i et par helt almindelige ualmindelige uger. Når vi har tid – og også når vi ikke har tid – nyder vi en helt almindelig smuk solnedgang, og nyder at vi kan bo et sted, der er så smukt.

Er vi mon de eneste, der altid planlægger, at nu skal der ro på, og så vælter det alligevel ind med ualmindelige ting, der ikke kan udsættes, og som man alligevel på forunderlig vis får klaret?

“Sådan virker det” – en boganbefaling

En af fordelene ved at have biblioteket er, at jeg nogle gange ser nogle nye bøger, som jeg ellers ikke var faldet over. Således var det med en bog, som Albert har fået læst det meste af december. “Sådan virker det” er skrevet af Mats Wänblad og fortæller om en masse af de ting vi omgiver os med. Hvordan virker elektronik, hvordan kommer vandet ind i huset, hvad er energi, hvad med de forskellige transportmidler osv. Det hele bliver forklaret på en måde, så det er forståeligt for både voksne og børn. Bogen er på 93 sider og der er gode tegninger at snakke ud fra.
Albert var meget glad for den, og vi kan varmt anbefale den til andre.

Statsbiblioteket

For et par uger siden var jeg så heldig at komme på kursus på Statsbiblioteket. Det udviklede sig til en ret sjov historie, som i hvert fald har lært mig en vigtig ting: en lille detalje som adressen, kan vise sig at være ret vigtig.

Jeg havde aftalt med min kusine, at jeg skulle overnatte hos hende, da jeg jo var nød til at tage hjemmefra dagen før. Om aftenen sidder vi og hygger og klokken nærmer sig sengetid. Min kusine spørger om, hvornår jeg skal møde. Jeg er så tjekket, at det har jeg ikke styr på. Det er jo først dagen efter 😉 Jeg finder programmet og konstaterer, at det først er kl. 10. Vi snakker videre, og jeg spørger, om hun ved hvor Statsbiblioteket ligger. Og jo det mener hun da nok, sådan ca. Noget med hen til Rundetårn og så dreje og noget mere. Jeg googler for at finde adressen og får en adresse i Århus. Men det kan jo ikke passe, så jeg prøver igen, men samme resultat. Her begynder panikken at brede sig og jeg sidder og griner lettere hysterisk. Jeg finder mailen med bekræftelsen og kan nederst med småt læse en adresse i Århus!! Jeg befinder mig på daværende tidspunkt i en lejlighed på Frederiksberg klokken 23, kun 11 timer inden mit kursus starter.
Efter lidt panisk søgen på rejseplanen har jeg lagt en slagplan. Hvis jeg tager S-toget kl. 6.35 og lyntog videre til Århus, så kan jeg være på Statsbiblioteket ca 15 min forsinket. Det er ok, situationen taget i betragtning. Behøver jeg sige, at jeg ikke sov ret godt den nat?

På Statsbiblioteket hørte vi om flere interessante ting. Dem skal jeg ikke kede jer med, men jeg blev klogere 🙂 En ting vil jeg dog nævne. Statsbiblioteket HAR ligget i København, så jeg var ikke helt galt på den. Selvom jeg nok ikke helt kan huske det, da det var for ca 100 år siden. Efter en brand besluttede man, at de to eksemplarer der skal afleveres af alle udgivelser, ikke skulle være i samme bygning. Derefter flyttede man det ene eksemplar til Århus.

Efter frokost var vi rundt og se Statsbiblioteket, hvilket jeg syntes var meget spændende. Vi var bl.a oppe i tårnet på 17 etage. Sikke en udsigt over Århus derfra.

 

Vi var også nede i kældrene. Jeg kan ikke huske, hvor mange kilometer bøger der er, men det er mange. Rigtig mange!! 

Måske er det bare mig, men jeg kunne godt have brugt et par timer på at gå rundt og kigge på de gamle bøger mm der stod. Man turde ikke røre dem, men bare gå og læse på ryggen af dem var virkelig interessant🤓


Hele tårnet, som ikke ligner et tårn, men mere en høj, gul bygning, og 3-4 kældre er fyldt med bøger og andre udgivelser. Men det kræver jo også noget plads, når skoleblade, nyhedsbreve og små pjecer skal gemmes ud over bøger og store værker og kæmpe kort.


Ud over det som var programsat, var der også mulighed for at snakke med de andre. Tilfældigvis kom jeg til at sidde ved siden af en fra Rønne Bibliotek. Og det udløste nogle ideer, til hvordan jeg kan lære endnu mere om biblioteksverdenen 😊 Så det glæder jeg mig til skal føres ud i livet. 

Kager til en 60-års fødselar

Som jeg skrev på facebook, så har jeg haft nok at se til i sidste uge. Jeg havde så regnet med, at jeg i weekenden kunne få skrevet lidt, men fredag sidst på eftermiddagen, fik vi besked om, at den skole hvor Mads går i Odense formentlig lukker. Den korte forklaring er, at man pr 5/9 indberetter antal elever til undervisningsministeriet. Over 3 år skal man i snit have 32 elever fra 0.-7. klasse. Skolen har manglet 1,33 elever, og sidst i december får skolen besked på at statstilskuddet bliver stoppet. Skolen klager over den sene melding. Det er noget nemmere at gå til eksamen, hvis man har skiftet skole i starten af et skoleår end kort tid før eksamen. Mange af de elever der går på Mentiqa har været omkring andre skoler og har dårlige oplevelser med sig. De har ikke følt sig forstået og har forsøgt at passe ind med dårlig trivsel til følge. Vi er mange, der er nervøse for at de her børn igen vil blive misforstået og mistrives. Hvis datoen for indberetning lå på et andet tidspunkt af året, havde der ikke været noget problem. Alt det er man ligeglade med i undervisningsministeriet. Det er vigtigere at overholde reglerne til punkt og prikke end at 50 elever nu formentlig står uden en skole.

Alt dette har naturligvis gjort at weekenden er gået med at snakke, kigge mulige skoler, snakke med Mads, være frustreret og ked af det og snakke noget mere.

Om lidt kommer Mads hjem til øen. Vi glæder os til at se ham uplanlagt. Han tager afsted igen torsdag, da der er fødselsdag i Odense fredag med klassen. Så de næste dage skal der ringes til skoler og tages beslutninger.

Tilbage til sidste uge 🙂
Tirsdag tog jeg til Bornholm sammen med Anne Eva. Vi skulle ind og hilse på vores kollegaer på Rønne Bibliotek og så til en workshop onsdag morgen. Det var en rigtig hyggelig og lærerig tur, hvor vi blev klogere på bibliotekets søgesystem, fik spist noget god mad, købt lidt ind og snakket en hel masse.

Som altid er det skønt at se øen igen på vej hjem 🙂

IMG_5042.JPG

Vel hjemme uden antydning af søsyge skulle der laves lagkager til 60-års fødselsdag. Bundene blev bagt mandag, hvor marcipanen også blev farvet. Jeg har en opskrift, som er genial til kager, der skal laves i god tid. Det er en opskrift, som jeg har fået på slyngebarn.dk men den findes også på en blog og hedder death by chokolate
Opskriften står i cup, som er et amerikansk mål. Jeg har købt et cup-målesæt i Tiger, som jeg bruger. Kagen kan sagtens spises samme dag, som den bliver bagt, men har rigtig godt af at stå et par dage. En portion passer til en springform, så jeg bagte to dobbeltportioner, så der var nok til alle. Jeg har tidligere brugt opskriften til lagkager, og den bliver rost hver gang.
De to springforme blev delt i tre, bradepanden fik kun et enkelt lag imellem. Jeg havde smeltet 200g hvid chokolade i 1/2 liter piskefløde. Det stod i køleskab et døgns tid, hvorefter det blev pisket op. Det kom på det ene lag i springformene. 3 poser frosne hindbær og 2-3 pakker nougat blev kogt op og stod også et døgn i køleskab. Derefter blev det vendt med ½ liter flødeskum og fordelt på de resterende lag.
Det skulle efter sigende have set ret kaotisk ud, da Marie og Morten kom op for at hjælpe med at bære 15 min før vi skulle være til festen. Alle bundene lå fordelt i køkkenet med fyld på og det sidste marcipan vær ved at blive lagt på toppene.
Jeg havde fået lidt stikord fra fødselarens familie, så der kunne komme nogle figurer på, som sagde noget om ham selv. Jeg synes selv, at det er lykkes meget godt 🙂

IMG_5047.JPG

Endnu før jeg for alvor går i gang med at pynte. Jeg læste et godt råd om at klippe to fryseposer op og lægge marcipanen imellem, så skulle det være nemt at rulle ud. Og det kan jeg kun bekræfte! Aldrig har jeg brugt så lidt tid på at rulle ud, og der var ingenting der sad fast undervejs.

IMG_5048.JPG

Den store kage. Der er stadig plads til forbedringer, men jeg er nu meget godt tilfreds 🙂

IMG_5049.JPG

Og så de to kager, som vi gik ind til fødselaren med, så han kunne nå at se dem, inden de blev spist.

IMG_5050-0.JPG

IMG_5051-0.JPG

Sikke en fest det var. God stemning og højt humør hele aftenen. Og der blev naturligvis spillet op til dans efter maden. Et rigtigt godt 5-møde!

I weekenden skulle jeg have færdiggjort Lunas stjernepude. Den manglede kun at få fyld i. Vi havde fået en Fatboy med hul i af Sisse og Jens, da de desværre ikke kunne blive her længere. Jeg var nød til at have hjælp til at fylde kuglerne i, så det brugte jeg noget tid på sammen med Flemming. Vi var vist begge overbevist om, at der nok kunne blive en stjernepude mere ud af alle de kugler, men vi blev klogere…da vi var færdige med Lunas, var der ikke flere kugler tilbage 🙂

IMG_5064.JPG

IMG_5065.JPG

Endnu en tur

Det bliver et kort indlæg, men jeg har lyst til at vise jer et par billeder 😉
I går var det igen blevet tid til at tage et smut væk fra øen. Luna skulle til tandlæge og have sin bøjle. Heldigvis er både læger og tandlæger ret fleksible, så vi kan få tider der passer med at vi alligevel skal i land.
Da vi sejlede i går var vinden nogenlunde rolig og himlen var smuk

IMG_4672.JPG

Igen har vi overnattet på B&B i Rønne. Vi skal videre med færgen til Ystad kl 14.30 og lander hos Mads i Odense først på aftenen. Så lige nu har vi nogle timer der skal bruges, og vi er gået på biblioteket.
Som barn elskede jeg at være på biblioteket, så det glæder et moderhjerte at se Luna sådan her

IMG_4675.JPG

Om 1 1/2 uge er jeg igen i Rønne. På vej hjem fra svigerforældrenes guldbryllup. Albert skal til kontrol ved børnelægen, så når de andre tager hjem om søndagen, bliver vi i Rønne til mandag 😉

Et CV der vokser, og en tur i haven

For et par måneder siden var planen, at jeg skulle være guide sammen med to andre og så sælge lidt frø og hjemmelavede ting. Men så blev der mulighed for at blive brandmand, og jeg kom på brandkursus. Og endelig har jeg også fået lov til at være en del af beredskabet 🙂
Der blev søgt efter en bibliotekar på øen, hvilket jeg søgte og var heldig at få. Så nu er jeg ved at blive lært op der. Kort efter blev jeg spurgt, om jeg vil være afløser på posten, hvilket jeg sagde ja til, så engang i næste uge starter jeg op der. Sidst men ikke mindst har jeg sagt på kroen, at hvis de mangler lidt hjælp i løbet af sæsonen, så må de endelig sige til. Så i dag har jeg været oppe og snakke med dem, og jeg skal have lidt forskelligt deroppe. Ikke noget fast, men mulighed for at træde til, når der mangler.
Det hele kan heldigvis godt hænge sammen med familien, og jeg glæder mig til at komme lidt i gang med de forskellige ting 🙂

Tidligere i dag skulle jeg en tur op i vores have for at vande de ting, jeg fik sået i går. Som næsten altid havde jeg min mobil med, og det resulterede i disse billeder.

20140428-231700.jpg

20140428-231706.jpg

20140428-231711.jpg

20140428-231718.jpg

20140428-231729.jpg

20140428-231734.jpg

20140428-231750.jpg

Og så bare fordi

20140428-231832.jpg