Tag Archive | kursus

Statsbiblioteket

For et par uger siden var jeg så heldig at komme på kursus på Statsbiblioteket. Det udviklede sig til en ret sjov historie, som i hvert fald har lært mig en vigtig ting: en lille detalje som adressen, kan vise sig at være ret vigtig.

Jeg havde aftalt med min kusine, at jeg skulle overnatte hos hende, da jeg jo var nød til at tage hjemmefra dagen før. Om aftenen sidder vi og hygger og klokken nærmer sig sengetid. Min kusine spørger om, hvornår jeg skal møde. Jeg er så tjekket, at det har jeg ikke styr på. Det er jo først dagen efter 😉 Jeg finder programmet og konstaterer, at det først er kl. 10. Vi snakker videre, og jeg spørger, om hun ved hvor Statsbiblioteket ligger. Og jo det mener hun da nok, sådan ca. Noget med hen til Rundetårn og så dreje og noget mere. Jeg googler for at finde adressen og får en adresse i Århus. Men det kan jo ikke passe, så jeg prøver igen, men samme resultat. Her begynder panikken at brede sig og jeg sidder og griner lettere hysterisk. Jeg finder mailen med bekræftelsen og kan nederst med småt læse en adresse i Århus!! Jeg befinder mig på daværende tidspunkt i en lejlighed på Frederiksberg klokken 23, kun 11 timer inden mit kursus starter.
Efter lidt panisk søgen på rejseplanen har jeg lagt en slagplan. Hvis jeg tager S-toget kl. 6.35 og lyntog videre til Århus, så kan jeg være på Statsbiblioteket ca 15 min forsinket. Det er ok, situationen taget i betragtning. Behøver jeg sige, at jeg ikke sov ret godt den nat?

På Statsbiblioteket hørte vi om flere interessante ting. Dem skal jeg ikke kede jer med, men jeg blev klogere 🙂 En ting vil jeg dog nævne. Statsbiblioteket HAR ligget i København, så jeg var ikke helt galt på den. Selvom jeg nok ikke helt kan huske det, da det var for ca 100 år siden. Efter en brand besluttede man, at de to eksemplarer der skal afleveres af alle udgivelser, ikke skulle være i samme bygning. Derefter flyttede man det ene eksemplar til Århus.

Efter frokost var vi rundt og se Statsbiblioteket, hvilket jeg syntes var meget spændende. Vi var bl.a oppe i tårnet på 17 etage. Sikke en udsigt over Århus derfra.

 

Vi var også nede i kældrene. Jeg kan ikke huske, hvor mange kilometer bøger der er, men det er mange. Rigtig mange!! 

Måske er det bare mig, men jeg kunne godt have brugt et par timer på at gå rundt og kigge på de gamle bøger mm der stod. Man turde ikke røre dem, men bare gå og læse på ryggen af dem var virkelig interessant🤓


Hele tårnet, som ikke ligner et tårn, men mere en høj, gul bygning, og 3-4 kældre er fyldt med bøger og andre udgivelser. Men det kræver jo også noget plads, når skoleblade, nyhedsbreve og små pjecer skal gemmes ud over bøger og store værker og kæmpe kort.


Ud over det som var programsat, var der også mulighed for at snakke med de andre. Tilfældigvis kom jeg til at sidde ved siden af en fra Rønne Bibliotek. Og det udløste nogle ideer, til hvordan jeg kan lære endnu mere om biblioteksverdenen 😊 Så det glæder jeg mig til skal føres ud i livet. 

Kursus og hygge

Efterårsferien i år blev lidt anderledes end planlagt pga kraftig østenvind, som betød noget tidligere afrejse end planlagt. 

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så tog jeg afsted sammen med Luna mandag i uge 40, da vi skulle på kursus fredag-lørdag i Middelfart. Planen var at Flemming og drengene skulle komme fredag. Dette var for at Victor skulle få så få dage væk fra hverdagen som muligt. Desværre ville vejret ikke som vi ville, så der var aflysninger med båden onsdag-lørdag. Vi to tøser tog alene på kursus og hyggede os. Det var er søskende-forældrekursus i autisme. Hele fokus var på det at være søskende til en med autisme. Det var på mange måder et rigtig godt kursus, som vi begge fik meget ud af at være med på. Det satte også nogle tanker igang om de kære søskendebørn til autister. Og så var det godt for os begge at møde andre i samme situation. Men vi manglede Flemming 😦

Luna hyggede sig rigtig meget med tre andre piger på samme alder, og massagestolen var et hit i pauserne😄
Mandag-tirsdag var vi på mor-datter-tur i Århus og hyggede. Desværre var vejret ikke voldsomt godt, så vi forsøgte at holde os indendøre. Bl.a var vi en tur inde og se Dokk1 og byen der vender på hovedet. Jeg syntes at parkeringskælderen, hvor bilerne “forsvinder” var ret sej😄


Onsdag var jeg igen på mor-datter-tur til Århus. Denne gang med omvendt fortegn, den dag var jeg datter og havde min mor med😊

Vi var i Aros, og blev ret betaget af “dyret” der hang mellem niveauerne. 


Bagefter var vi i den gamle by. Det var rart ikke at have børn med, for så havde vi tid til at kigge og snakke uforstyrret. En særudstilling var med børne-TV gennem tiden, og jeg blev noget nostalgisk da jeg så nedenstående. 

På vej tilbage til Brejning gav solen et kig til nogle smukke farver

Mandag aften var Flemming og drengene ankommet til Brejning, men det var ikke så meget jeg så dem de første par dage. Torsdag aften hentede vi Mads på efterskolen. Tilbage i Brejning skålede vi for en lysere fremtid på Christiansø (og det er så det I kommer til at høre om konflikten på Christiansø herfra)

Endelig fredag skulle vi på ferie til Madrid. Da Flemming blev 40 år i sommers, havde vi givet ham flybilletter til Madrid til os alle 6. Vi skulle flyve om aftenen, men tog afsted i god tid. Da vi sidder og spiste lidt aftensmad, ser vi en kuffert falde af en bagagevogn. Den ligger der i noget tid, men jeg håber da, at den når hen til rette ejermand til tiden! Det giver lige nogle tanker om, hvor let det kan gå galt med alt det bagage, der skal styres. Heldigvis har vi ikke endnu oplevet problemer med bagagen, men tror nok lige vi pakker det nødvendige medicin i håndbagagen i morgen – men det er der flere gode grunde til😉

Når jeg har fået sorteret i alle billederne fra ferien, skal I nok blive inviteret til “lysbilledeaften”😄 Men jeg kan sige, at vi er ret vilde med Madrid og Spanien😊

Jeg har forsømt jer:-(

Så kom det indlæg, der på mystisk vis forsvandt under skrivningen. Jeg har forsøgt at gengive det så godt som muligt, resten må I tænke jer til 😉

 

Da vi for tre år siden søgte stillingen som håndværker på øen, var det bl.a for at få mere tid sammen som familie og slippe for noget af det hverdagsstress, vi levede i. Langt hen ad vejen er det lykkedes. Vi har mere tid sammen, der er kommet mere ro på familien og vi voksne har fået det bedre både selv men i høj grad også sammen. Så der er ingen tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning vi traf for 3 år siden. 

De sidste par uger har vi dog været tilbage i de logistiske udfordringer. Jeg har været i København sammen med Luna fra torsdag til søndag. Samtidig var Flemming på øen sammen med drengene. Torsdag havde de Victors ven til overnatning, da begge forældre ikke var på øen. Søndag skulle Flemming afsted, så drengene kom hjem til to forskellige indtil jeg kom hjem mandag. Søndag blev Luna sat på toget til Jylland, hvor hun overnattede hos den ene veninde til mandag og hos en anden veninde til torsdag. I de dage var hun med i sin gamle klasse. Flemming var på kursus i Esbjerg mandag til onsdag og hentede Luna torsdag efter at have været i Odense hos Mads. Fredag til lørdag var Luna sammen med sin kusine, lørdag i Legoland. Søndag skulle Flemming og Mads op på Mads’ kommende efterskole, hvorefter han tog Luna med over Køge og kom hjem mandag.  

I København overnattede vi hos min fætter og familie. Min fætters datter er samme alder som Luna og de hyggede sig. De bor i Snekkersten, så helt København er det jo ikke. Fredag ville vi så ind til København, men pga en signalfejl stod alle tog stille på hele Sjælland. Efter en times venten hoppede vi på en bus mod Helsingør. Her var vi ude at spise og shoppe. Bagefter gik vi hen på Kronborg. 

Som vinterbader måtte jeg jo lige afprøve faciliteterne i Snekkersten. Det var ok, men der var sand på bunden 😁😄

Inden vi skulle ind mod Valby nåede vi et besøg på Louisiana 

med efterfølgende frokost😊

Langt om længe blev klokken mange nok til at vi kunne tage toget ind mod Valby, hvor vi skulle til den længe ventede koncert med Rasmus Seebach. Desværre var toget forsinket, hvilket ikke faldt i god jord hos Luna. 

Men afsted kom vi, og vi havde en skøn aften med god stemning. 

Søndag trængte vi til at slappe af. 

Efter at have sat Luna på toget søndag, nåede jeg at besøge en veninde i Lyngby, inden jeg skulle mod Køge. 

Ugen hjemme med drengene gik med at arbejde. Jeg er startet i butikken og jeg fik arbejdet en del timer i den uge. Drengene nød at få lov til at spise frokost i kiosken et par dage mens jeg arbejdede. Fredag trængte jeg til en dukkert da jeg fik fyraften kl 17.45. Heldigvis var Anne Eva enig med mig i at det var fristende, så vi gik ud i klipperne sammen. 

Der var heldigvis nem aftensmad 😉

Lørdag trængte drengene til at blive forkælet, så jeg lavede en lagkage, som vor mor lavede den. Bunde med bananer, creme og marmelade. Der blev lige blandet lidt bær i flødeskummet. Lækkert😋

De næste par uger er også hektiske, men det er snart sommerferie, så det skal vi nok klare. Når vi skal væk fra øen begge to på samme tid, henter vi forstærkning i mine forældre til at styre tropperne herhjemme😊

Brandkursus og kage, eller noget om grænser

Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte?? Der er så mange ting, jeg gerne vil dele med jer, så jeg håber, at jeg husker det hele. Som I nok kan fornemme, så er der sket meget de sidste par uger, og jeg har været noget så træt om aftenen – og om morgenen – så der har ikke været overskud til andet end familien.

Som jeg skrev om sidst, så har vi to voksne i familien været på brandmandskursus i to uger. Det har været to rigtig spændende uger, hvor jeg har lært en hel masse om, hvad en brandmand laver. Vi har haft en del teori, men vi  har også leget 🙂 Vi var 6 fra øen og så kom instruktøren fra Bornholm. Det var tydeligt at mærke, at vi kendte hinanden, for der var god stemning og smådrillerier hele vejen igennem. Det gjorde det hele lidt sjovere og nemmere at komme igennem de dage, hvor man bare var træt, fordi vi havde knoklet dagen før.
Vi fik lært noget om førstehjælp, frigørelse fra biler, slanger, skumudlægning, B-C udlægning, sprøjterør, faldsikring og kemikalier. Selvom vi ikke kan blive sat ind som røgdykkere uden det næste kursus, så skulle vi alligevel prøve at have røgdykkerapparatet på. Hvis der er kemikalieudslip, er det jo vigtigt at alle kan passe på sig selv, så man kan varetage den opgave man har. Så allerede en af de første dage skulle vi have det på. De andre klarede det uden problemer, man skulle næsten tro, at de havde prøvet det før. Jeg selv derimod klarede det ikke helt så godt :-/ Det gik fint nok så længe vi stod stille og gik lige så stille. Men så snart pulsen og vejrtrækningen steg, fik jeg problemer. Så da vi holdt pause forsøgte jeg at få min vejrtrækning under kontrol. Det gik ikke så godt. Så ville jeg bare tage masken af, men det drillede. Og så kom panikken, så jeg måtte få hjælp med at få det af, så jeg kunne få noget frisk luft. Det irriterede mig gevaldigt, for jeg ville jo gerne kunne det. Jeg blev lovet, at vi nok skulle prøve det igen, så der var håb forude. Dagen efter skulle vi på den igen. Fuld af forhåbning og optimisme tog jeg udstyret på. Men efter en lille tur måtte jeg erkende, at det ikke gik 😦 Det slog mig temmelig meget ud 😦 Og jeg tænkte at så kunne jeg lige så godt stoppe.
Heldigvis fortsatte jeg. Og resten af ugen var jeg pumpepasser, så der kunne komme noget vand ud i slangerne. Jeg fik ret godt styr på den pumpe og hvilke tryk der skulle være 😉 Men jeg fik også prøvet de forskellige sprøjterør, at lægge slanger ud – og pakke dem sammen igen – og skumudlægning. Vi havde en del praktiske øvelser, så vi fik klædt om mange mange gange. Overtøj af, brandtøj på, brandtøj af, overtøj på. Og om igen. Og brandtøj er ikke kun selve dragten. Det er også støvler, en tynd elefanthue og hjelm. Nogle gange også maske, luftflasker – de andre – og handsker. Om ikke andet så fik vi da varmen imens, og i hvert fald når vi skulle lægge slanger op til Vagten. Og man tager det jo ikke af før der er pakket sammen, så selvom det blæste en del og var ret koldt den sidste uge, så frøs vi ikke, når vi først var sat i gang.
Tilbage til mit problem med at have masken på. Efter en øvelse fik de andre besked på at pakke sammen, og jeg skulle gå ned og hente min maske. Jeg fik efterfølgende at vide, at jeg så lettere panisk ud, men jeg ville jo gerne, så jeg hentede den. Min stress fik lige et skud opad. Tænk sig at man frivilligt udsætter sig selv for risikoen for at gå i panik. Men heldigvis er jeg tilpas stædig, så jeg VILLE give det en chance mere, og jeg overvandt min ulyst til det. Vores instruktør fortalte, hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre, hvis det blev for slemt. Og så fik jeg maske og luft på. Vi startede nede ved legepladsen på Christiansø, og første stop var ved Hvide hus. På det tidspunkt begyndte panikken at dukke frem. Jeg havde mest lyst til at hive masken af, men med hjælp fra vores instruktør, lykkedes det at overvinde panikken med masken på og blive klar til at gå videre. Jeg var temmelig stolt! Jeg havde overskredet en grænse. Jeg kunne ikke have gjort det selv, men det var MIG der gjorde det. Vi fortsatte, og det endte med at blive en god oplevelse, og jeg var pavestolt, da vi kom ned til brandstationen, og jeg kunne tage masken af stille og roligt. Dog kom der efterfølgende en reaktion, som kom bag på mig. Men efter at have fået den snakket godt igennem, var jeg klar til en lille gåtur igen om fredagen, for at vise mig selv, at jeg godt kan uden at nærme mig panikken. Og den tur var simpelthen fantastisk. De to dage voksede jeg en del, og jeg har lært en masse om mig selv. Jeg har stadig grænser, men jeg ved også at nogle af dem skal overvindes. Og jeg har lyst til at overvinde dem, da jeg tror de begrænser mig unødigt. Så jeg ser frem til min næste gåtur med en brandmand – også de gange hvor det ikke er Flemming der er ved min side 😉

Et par billeder fra vores øvelser

20140325-204847.jpg

20140325-204858.jpg

 

Det sidste vi skulle på kurset var at klippe i biler med det store værktøj. Selvom vi ikke har biler her på øen, så er det stadig en del af uddannelsen, så vi skulle igennem det. Men jeg tror ikke, at der var nogen af os, der havde noget imod det 😀 Mandag sejlede vi i skønt vejr med Elephanten til Bornholm. Det var min første tur med Elephanten, så jeg var glad for, at det var roligt vejr. På brandstationen i Gudhjem var der et par biler, som vi måtte lege med, men først skulle vi have lidt viden om værktøjet.

20140325-205300.jpg

 

Da vi blev spurgt, om vi ville have kaffe og kage først, eller klippe i biler først, var der virkelig skabt et dilemma. Men hvis vi skulle nå igennem kagen, måtte vi i gang med den. Der var i anledning af fødselsdag blandt deltagerne sørget for kagemand. Og den smagte fantastisk 🙂

20140325-205315.jpg

 

Og så blev vi sluppet løs. Det var en ren fornøjelse af måtte ødelægge biler, og man smed nogle hæmninger…

20140325-205327.jpg

20140325-205346.jpg

20140325-205400.jpg

20140325-205413.jpg

20140325-205424.jpg

Det kan godt være at værktøjet ikke ser ud af så meget, men det vejer en del! Jeg tror at der gik ret meget legebarn i flere af os – hvis ikke alle. Til info kan jeg fortælle, at når man hopper på et biltag, der ligger på jorden, så er der lidt fjedreeffekt i det 😀 Det var hårdt at arbejde med værktøjet, men enormt sjovt, og det var næsten ikke til at vente til man selv måtte komme til igen.

 

Som jeg viste i det sidste indlæg, så havde jeg lavet kage til de lækre brandmænd. Og det greb lidt om sig, så jeg endte med at have kage med stort set hver dag. Det faldt bestemt i god jord, og jeg syntes det var hyggeligt.
Den ene aften gik Flemming og jeg over på Månen – hvor vi havde det teoretiske – og hentede instruktørens noter fra et whiteboard. Flemming overførte det til kagen med glasur.

20140325-210626.jpg

 

En anden dag bagte jeg lagkagebunde af Death by chokolate.

20140325-210710.jpg

 

Den er bedst på 2. eller 3. dagen. Som mellemlag smeltede jeg hvid chokolade i 1/4 piskefløde, lod det trække til dagen efter og piskede det op. Det andet mellemlag bestod af jordbær og mørk chokolade kogt op, blendet og blandet med flødeskum.

20140325-210720.jpg

 

Derefter tog jeg noget marzipan og begyndte at lege. Retfærdighedsmæssigt skal jeg lige sige at Flemming hjalp med at pynte og finde på. Men hvor var det sjovt. Og det har bestemt givet blod på tanden til en anden gang.

20140325-210730.jpg

 

Det færdige resultat skabte stor glæde! Og det smagte også fantastisk 🙂

20140325-210759.jpg

Man skulle jo næsten tro, at de aldrig havde set en kage før 😀

20140325-211848.jpg

 

Den sidste dag fik de serveret flammekys 🙂

20140325-211900.jpg

 

Alt i alt har det været nogle hårde, lærerige, grænseoverskridende, sjove, fantastiske uger. Min stress har været under pres, men jeg har klaret det. På det punkt har jeg helt tydeligt rykket mig en del i løbet af det sidste ½ år. Og det i sig selv har været stort at finde ud af.

Jeg har meget andet at fortælle, men det må komme i løbet af de næste dage 😉

En mor-søn aftale

I sidste uge blev de voksne i husstanden så trætte af, at når de så ældsten, så var det nærmest altid med sin ipad i hånden. Det kom der en lille diskussion og en længere snak ud af, der resulterede i en aftale mellem mor og søn.

Aftalen går ud på, at ældsten i to uger ikke må bruge sin ipad – eller var det mon skærm i det hele taget…det må være skærm i det hele taget 🙂 For der blev givet dispensation til at se Paris-Nice i sidste uge og Formel1 søndag. Hvis vi sidder og ser en film, bliver han heller ikke smidt ud af stuen. Når han er færdig med de to uger, så er det min tur. Jeg må i de efterfølgende to uger ikke være på mit ynglingsforum slyngebarn eller facebook. Jeg indrømmer gerne at det bliver hårdt :-/ Men noget for noget og en aftale er en aftale. Så hvis Mads skal, så skal jeg også. Jeg bliver ikke helt skærmfri, men de to ting kommer unægtelig til at sætte mit forbrug ned, hvilket nok er meget sundt at prøve – for en periode.

Som nogen af jer måske kan huske, så skrev jeg omkring nytår om nogle planer om Dagens billede. Det er ikke blevet til så meget som håbet, men det kommer til at ændre sig nu! Dagens billede vil blive lagt op på facebook-siden, da den er mere egnet til de små ting, som ikke nødvendigvis kræver en masse ord. I de to uger uden facebook, kommer der af gode grunde heller ingen billeder der 😉
Hvis der er nogen, som ikke bruger facebook så meget, men gerne vil følge med alligevel, kan man under indstillinger finde notifikationer. Den kan man sætte til at sende en mail, når der kommer notifikationer til én. Derefter kan man gå ind på kringlet på facebook og synes godt om, og så bede om at få notifikationer, når der er nyt på siden. Vupti og der kommer en mail, når der er nyt på siden 🙂

I sidste uge og denne uge kommer der nok ikke så meget på bloggen. Jeg er på brandmadskursus. Det er sjovt, spændende og hårdt. Mest sjovt og spændende 🙂 Men hold nu op hvor er jeg træt om aftenen. Jeg er jo vant til at tage tingene i mit eget tempo, og nu er sidder jeg på “skolebænken” hver dag på faste tider. Vi leger med vand og skum, hører om kemikalier og førstehjælp, spiser boller og kage og nyder det gode vejr 🙂

For at få det hele til at hænge sammen herhjemme, når de to voksne er på kursus, er farfar trådt til. Det er vi meget taknemmelige for, da det ellers ikke kunne lade sig gøre. Farfar kom onsdag i sidste uge og tager afsted tirsdag i næste uge. Og sikke en hjælp!! Det frigiver også tid til at jeg kan tage friskbagte boller med til om formiddagen og kage med til om eftermiddagen. Og det har de andre vist ikke noget imod 😀 Og jeg synes faktisk at det er meget hyggeligt at få bagt lidt forskelligt. De er så dejligt taknemmelige sådan nogle håndværker-brandmænd på kursus 😉

Jeg skal være der om lidt, så må videre. Men I skal da lige have nogle billeder fra ugens løb.

20140317-125228.jpg

20140317-125242.jpg

20140317-125254.jpg

20140317-125315.jpg

20140317-125324.jpg

20140317-125339.jpg

20140317-125352.jpg

20140317-125409.jpg