Man kan da heller ikke gøre noget uden det bliver opdaget 😀
For efterhånden længe siden – eller sådan føles det i hvert fald – reelt var det vel lige før skolernes sommerferie – blev Flemming ringet op af P4. De spurgte, om vi ville være med i et program, der hedder “fri leg”, som er på P4 lørdag formiddag. I programmet har de noget, de kalder u-vendning, hvor de snakker med danskere, der har skiftet fuldstændig spor. Sidste sommer blev vi interviewet til Information, og det var der, P4 havde fået idéen til at vi skulle være med i programmet. Da det var landsdækkende, skulle vi enten komme til København, eller en af os skulle være med over telefonen. Vi valgte det sidste 😉 Så en aftalt dag blev jeg ringet op og interviewet. Bagefter kom sommerferien og jeg glemte alt om udsendelsen. Indtil jeg fik en besked fra min tidligere værelseskammerat fra efterskolen, at hun sad og hørte mig. Jeg skrev tilbage, at det da var hyggeligt at høre fra hende, men mon ikke beskeden var sendt forkert? Nej, hun sad lige og hørte mig i radioen. Og så kom jeg i tanke om det igen. Resten af dagen fandt jeg ud af, hvor mange der hører P4, for der var godt nok mange, der var henne ved mig og fortælle at de havde hørt det, eller skrev til mig. Selv på facebook og på slyngebarn blev der skrevet om det. Og jeg der troede, at det var der da ingen der hørte…
Da jeg ikke er speciel vild med at høre mig selv, har jeg skubbet og skubbet at høre det selv. Men da Mads smed linket til udsendelsen op på min fb-væg var der ingen vej tilbage. Og jeg må indrømme at det faktisk er helt ok. Det er jeg godt tilfreds med, og der er vist ikke blevet klippet i det 🙂 Så jer der ikke har hørt det endnu, får det serveret på et sølvfad. Det starter ca 36 min inde i udsendelsen.