Tag Archive | tanker

Lidt tanker om at være på vej

I sidste uge var jeg i København på en lille smuttur. Jeg skulle til Hvidovre og have svar på de undersøgelser Victor har fået lavet. Alt var fint, men han døjer stadig med halsbrand/sure opstød, så lægen ville snakke med en specialist på området for at finde ud af, hvad der skal ske nu. Så nu venter jeg på at blive ringet op og få at vide, om der skal prøves med en højere dosis af noget medicin, om der skal tages nogle flere blodprøver, eller om vi bliver spist af med “vi har ingen forklaring på det, hiv ham nogle Alminox når det er slemt”.

Undervejs på turen lagde jeg mærke til, hvordan jeg ændrer mig, når jeg er på øen og væk fra øen.
Når jeg går en tur på øen, også når turen har et mål, så kan jeg sagtens stoppe op og lægge mærke til det jeg går forbi. Jeg har altid min mobil med – som også er mit kamera – og det er ikke usædvanligt, at jeg stopper op og tager et par billeder. Bare spørg Flemming om, hvordan det er at gå en aftentur med mig…
Da jeg gik rundt i København, sad i toget, forsøgte at holde balancen på båden, tog jeg ikke et eneste billede. Og det er ikke fordi jeg ikke gad, men jeg så simpelthen ikke det, jeg kom forbi. På et tidspunkt sad jeg og tænkte over det. Men det var helt tydeligt, at jeg var på vej fra A til B. Og selvom jeg jo tænkte over det, så var tanken væk, så snart jeg var ude af s-toget.

Det var en lidt sjov opdagelse. At jeg tilsyneladende er mere i nuet, når jeg er på den lille ø, end når jeg går rundt og mellem biler, mange mennesker, en masse lyde og skal “nå” noget. Men det bekræfter også, at vi er det rigtige sted. Vi har brug for den RO, der er her. Ikke at der aldrig er larm, men der er ikke ret meget vi skal nå. Vi har roen og tiden til lige at stoppe op og lægge mærke til omgivelserne.

Nu skal det heller ikke blive alt for idyllisk det hele…jeg skal videre med dagen og oprydningen inden jeg skal over og bade kl 9.30 🙂

IMG_4264.JPG

IMG_4266.JPG

IMG_4267.JPG

De første spæde skridt

Mit første indlæg…hvad skal jeg dog skrive?? Der er en masse ting inde i hovedet, men det er blevet for sent til at skrive en hel masse for i dag.

Dog må det med, at i dag har været en følelsesmæssig vild dag. Først ventetid, laaang ventetid. Tålmodighed er IKKE min stærke side, når jeg venter på vigtige svar. Og så endelig forløsningen sidst på eftermiddagen, da mobilen ringede, og vi – eller nærmere manden – blev tilbudt jobbet på Christiansø.

Hvilken fantastisk dag!

Et par billeder skal I da ikke snydes for 😉
Mit ynglingsbillede fra turen, hvor vi var til samtale på Christiansø. Taget for enden af kirken og over mod Frederiksø.

20130602-224815.jpg

Og så naturligvis et af Gaden

20130602-225049.jpg