Tag Archive | solnedgang

En dejlig weekend på øen

Weekenden er slut, den nye uge er allerede i fuld gang og øens børn er startet på deres to ugers efterårsferie. Det betyder, at der er meget få børn hjemme. Der er faktisk kun vores to og malerens to. Malerens bonussøn er fra Rusland, men kan klare sig på engelsk og er ved at lære dansk. Albert mener ikke, at han kan hverken snakke eller forstå engelsk, men efter noget betænkningstid ville han alligevel gerne hen til Leo fredag efter frokost. De to drenge legede sammen resten af eftermiddagen😊

Imens der var ro, kunne jeg få læst lidt geografi og arbejdet med ugens aflevering. Der er helt sikkert nogle fordele ved at være til undervisning i en klasse. Men når man sidder og læser derhjemme, kan man selv sørge for hyggen. Så en fredag eftermiddag behøver der ikke være the i koppen☺️ Et glas hvidvin læser man forrygende til😉

Lørdag var vejret helt fantastisk. Det var varmt, solen skinnede og der var næsten vindstille. Så vi aftalte med malerens familie, at vi skulle mødes ved beddingen og sejle lidt i optimistjollen. Det endte som en lille picnic og masser af hygge. Der var desværre lige lidt nok vind, så der måtte lidt hjælp til fra Victor i den gule jolle.

Søndag legede Albert med LEGO. Eller måske var det mere arbejdede med LEGO. Han fik ihvertfald lavet noget, der lige krævede en lommeregner for at regne slutresultatet ud. Hvordan han ved, hvordan han skal regne det ud, aner jeg ikke, men han havde gjort det rigtigt. Når han starter motoren i den ene ende, og det første tandhjul bruger 55 sek på en omgang, så varer det over 9 år, før det sidste tandhjul har drejet en omgang!!🤓

En dejlig rolig weekend, hvor drengene har hygget sig sammen og hver for sig, hvilket har givet os voksne mulighed for at slappe af og få lavet nogle praktiske ting😊

Og så lige for at I ikke skal tro, at jeg helt glemmer den der solnedgang, så er der en her fredag og en fra lørdag😆

Georg Stage

Så blev det tid til at fortælle og ikke mindst vise billeder fra Georg Stages besøg på Christiansø.

I sidste uge havde vi besøg af Georg Stage. Den plejer at komme på besøg hvert år, men pga et togt til De dansk vestindiske øer og en større omgang på værft, har den ikke været her siden 2015.
Det var en stor fornøjelse at have det flotte skib liggende i havnen, og de unge mennesker virkede til at nyde opholdet. Vi øboere nød også besøget, bl.a i form af lækker mad da vi var inviteret til spisning den ene aften, og da alle eleverne brugte en dag på at male kanoner og luge ukrudt på øen. Ellers gik tiden på Christiansø med at afholde midtvejsprøver og være til reception med masser af kage i Store tårn.

Det gode skib havde planlagt sin ankomst til mandag formiddag og afrejse onsdag eftermiddag. Men det er ikke altid vejret følger planerne, så der blev et par ændringer, som heldigvis bare forlængede opholdet. Søndag kl 18 blev ankomsten rykket til. Der var sydlig vind, så for ikke at risikere noget, blev broen åbnet – eller er den lukket…🤔


Havnen er næsten dyb nok, så for ikke at gå på grund, lægger Georg Stage sig uden på de to tømmerflåder. At der så senere blev mere lavvandet og GS ramte bunden og måtte trækkes endnu længere ud i havnen, er en helt anden snak.
Men flot ser det ud, når det gamle skib sejler ind i havnen, og så var vi jo heldige med klart og flot vejr.


Øens børn kommer ombord som nogle af de første og får en rundvisning


Mandag eftermiddag var der reception for Georg Stage og øboerne i Store tårn. Og der var kage i rigelige mængder.


Tirsdag aften var det øboernes tur til at blive inviteret ombord til lækker aftensmad og rundvisning på skibet. En hyggelig aften på trods af en del vind. Der havde været “åbent skib” i løbet af både mandag og tirsdag, så Victor havde været ombord flere gange og snakket med både kaptajn, 1. styrmand og maskinmester. Mon ikke der er en kommende Georg Stage-elev gemt i den dreng

Afrejsen blev udsat til torsdag morgen pga vejret, men det har vi ikke noget imod.
Flot ser det ud, når Georg Stage ligger i havnen. Ø og skib klæder hinanden. Tak for besøget, kom gerne igen næste år!

Velkommen tilbage😊

Som nogle af jer måske har opdaget, så har jeg haft en lang pause fra bloggen. Jeg trængte til det. Ikke af nogen egentlig årsag. Mere bare fordi livet blev levet, nydt og håndteret.
Pausen har også givet mulighed for at tænke og overveje bloggens fremtid. Skulle den bare lige så stille dø? Skulle jeg starte op igen? Og hvis den ikke skulle dø, hvordan skulle den så fortsætte? Skulle der være mere tekst og færre billeder? Eller var billederne det, der gjorde den speciel? Det eneste, jeg helt har svar på lige nu, er, at den kommer ikke til at dø i denne omgang. Så jeg håber, at I tager godt imod min lille unge på snart 5 1/2 år.

Og for at I ikke længere skal sidde og hungre efter billeder fra skønne Christiansø, så får I her nogle fra dagens aftengåtur med gemalen😍


Med disse billeder fra dagens solnedgang, ønsker jeg jer alle en rigtig god aften 😊

En tidlig sommeraften

Noget af det vi kan her på øen – og sikkert også mange andre steder i landet, hvis man bor tæt på vand – er at tage en aftendukkert. I går var der vestenvind, men varmt, så drengene ville gerne om til Kildendal og bade. Vi gik med og nød et øjebliks idyllisk fred og harmonie💚💛

Tænk sig at have den mulighed næsten hele sommeren. Der er altid læ et sted, så selvom det blæser, vil der tit alligevel være mulighed for at bade. Der er kun ca 0,8% salt i vandet, så det er ikke nødvendigt at skylde sig efter en dukkert, men man kan gå direkte hjem i seng.

På vej hjem var der ro til en lille snak om dagen. Og så var det tid til at komme i seng med hovedet renset for dagens tanker og dagens sved og sand vasket af kroppen😍

Vilde skyer

Jeg har haft det her indlæg liggende i kladder længe. Faktisk siden sidste sommer, hvor bloggen havde en pause pga manglende plads.

En dag jeg stod i køkkenet og kiggede ud over vandet, så jeg nogle skyer, der så ret vilde ud. Jeg greb telefonen og smuttede ned på Juuls, hvor jeg havde et godt udsyn til himmel og hav. Det var fascinerende at se, hvordan skyerne kommer rullende. Det var ikke sådan som man tit ser det, hvor de flyver hen over himlen. Her rullede de nærmest rundt om sig selv. Og så blæste det selvfølgelig.

Da jeg vendte mig om og kiggede med øst, lavede skyerne en lille dans. Og SÅ begyndte det at regne og jeg skyndte mig hjem igen efter at have kigget på de vildeste skyer i bare 10 minutter.

3 timer efter det hele startede var der det smukkeste vejr igen. Imponerende som det kan skifte så meget i løbet af så kort tid.

Efter at have set de sidste billeder igen, glæder jeg mig endnu mere til sol og sommer og ikke det her råkolde vejr, vi har hængende for tiden.

Hvad får I tiden til at gå med??

Det er en af de ting, jeg tit bliver spurgt om, når jeg guider eller i andre situationer snakker med folk om vores liv på Christiansø. Som regel svarer jeg, at vi bruger tiden på det samme som andre steder. Vi har mere travlt nu, end vi har haft før, men mange af tingene er noget, vi tidligere ikke havde overvejet at gøre ex vinterbadning. Når vi bor så lille et sted som Christiansø – og andre små lokalsamfund, så bakker man også mere op om de ting, der sker. Skolebestyrelsen har en repræsentant fra hver familie, jeg er med i forældrerådet, Flemming sidder i ø-rådet, beboerforeningen og menighedsrådet, jeg er begyndt at vinterbade, og så har vi vores arbejde. Ja ja tænker I så måske, det er jo kun Flemming, der arbejder fuldtid. Og det er helt rigtigt. For langt de fleste par på Christiansø er der kun fuldtidsarbejde til den ene part. Da der ikke er nogen former for institution, er børn under skolealder hjemmebørn og leger med de andre børn, der ikke er i skole. Så hvis man har små børn, kan det være svært at få tingene til at hænge sammen, hvis begge arbejder fuldtid. 

Når jeg så tænker tilbage på spørgsmålet om, hvad vi får tiden til at gå med, så undrer jeg mig altid over, hvordan vi lynhurtigt får fyldt en masse i kalenderen og hvordan dagene flyver afsted. For hvad er det egentlig vi bruger tiden på?? Jeg havde først planlagt at skitsere vores uge i sidste uge, men så tænkte jeg, at den jo også var speciel. Så kunne jeg tage ugen før eller denne uge, men der er også sket en masse ting, som måske ikke er “helt almindelige”. Hvis jeg kigger i kalenderen, er det svært at finde en uge, hvor der ikke har været noget ekstra. Så måske er det bare sådan vores hverdag er🤔

Uge 39:

Mandag: Kirsten og Hans Ole havde inviteret til farvel-middag på kroen. Jeg har guidet sammen med Hans Ole siden foråret, og Kirsten har været med i vandet alle de morgener hun har været på øen. Skønne mennesker, som vi har nydt at være sammen med. Middagen var kun for voksne, så børnene spiste selv og var rimeligt gode til selv at gå i seng.

Tirsdag: Flemming var til ø-rådsmøde 16.30-19.00. Jeg var med som tilhører indtil jeg skulle hjem og lave mad til ungerne. Om aftenen var der info-møde om de kommende huslejestigninger. Kirsten var så sød at kigge efter især drengene, så de ikke igen selv skulle finde i seng.

Onsdag: Besøg af Thomas – Victors kontaktperson der kommer hver onsdag – fra 11-14. 14-16 var vi begge til brandøvelse. Og bagefter var der forældremøde fra 16.30-18. Vi troede, at vi kunne slappe lidt af om aftenen, men så var Luna ude og gå aftentur og kom til skade. Det kan du læse mere om HER Så aftenen og første del af natten blev brugt på at komme til Rønne og få et ikke-svar på, hvad der var sket.

Torsdag: Hjem. Rigtig træls sejltur 🤢 efter meget lidt søvn, så jeg sov til middag og var ikke på toppen resten af dagen.

Resten af ugen var heldigvis stille og rolig, altså ud over at Luna havde ondt og ikke kunne støtte på sit ben, men vi fik da lavet lidt i haven.

Uge 40:

Mandag: Biblioteket skal have nyt bibliotekssystem, så Anne Eva og jeg skulle til Rønne og lære lidt om det. Vi tog afsted mandag og skulle efter planen hjem torsdag. Inden vi tog afsted, havde jeg været med Luna til læge, da knæet stadig gjorde meget ondt. Lægen mente, at det var for ømt til at det bare var slaget, så hun syntes, at det skulle kigges nærmere på.

Tirsdag: Kursus på Rønne bibliotek. Samtidig skulle jeg have fat i børnepsyk, så der blev styr på drengenes medicin og medicinattest når vi skal på ferie. Om aftenen var jeg til netværksmøde i autismeforeningen på Bornholm. Noget jeg længe har ønsket, men som først nu kunne lade sig gøre.

På biblioteket var der en lille udstilling med origami. Nogle fantastiske figurere foldet i papir. Imponerende at det kan lade sig gøre. Hvem der bare havde tålmodighed til det…

Og så fandt jeg en bog, som jeg skal have bestilt til Flemming😉

Onsdag: Kursus på Rønne bibliotek. På vej derhen får jeg en afbudstid til scanning af Lunas knæ på Gentofte hospital torsdag eftermiddag. Da det er dårligt vejr, skal jeg have fat i Luna med det samme, så hun kan komme hjem fra skole og få pakket. Christiansøfarten sejler en vendetur, så hun skal med allerede kl 11.15. Flemming har travlt på arbejde, så hun må selv hoppe rundt på krykker og pakke. Anne Eva er så sød – TAK😘 – at hun kører til Gudhjem og henter Luna og kører tilbage til Rønne. Om aftenen er vi i byen og spise lækker mad.

Torsdag: Vi bliver kørt til Nexø, så vi kan komme med bussen kl. 5.20!!😴😴 Det er bestemt ikke en rolig sejltur mod Ystad. Nok en af de vildeste jeg har været med på. Luna havde sejlet med Erten på en heller ikke helt rolig tur om onsdagen, så hun blev dårlig. Men erfaren sejler som hun er, så lagde hun sig ned og klarede det i stiv arm. Havde det ikke været meget nødvendigt med den scanning, var jeg ikke taget med i det vejr. Vinden var stadig oppe på 16-17 m/sek da vi gik ombord🌪🌊

Bussen, vi var med, kører hele vejen til Gentofte Hospital, hvor vi ankom kl. 10. Der er en del ventetid, da scanningstiden først er kl 14. Men lægen får kigget på knæet og der er tilfældigvis andre ø-boere, som vi kan sludre med. Vi har efterfølgende fået at vide, at scanningen viste en hævelse på skinnebensknoglen og en sprunget cyste i knæet. Så ikke noget der skal gøres noget ved, men god grund til at det gør ondt. Knæet skal bruges og turen til Israel bliver heldigvis uden krykker.

Tilbage på Hovedbanegården bliver Luna sat på toget til Jylland og bedsteforældreferie/celloundervisning/konfirmationsforberedelse/musical. Jeg mødes med Erik, og vi følges tilbage til Bornholm. Heldigvis var den sidste sejltur med Leonora Christina væsentlig bedre end den første.

Da vi lander i deres sommerhus kl 22, er jeg ærlig talt en smule træt😴

Fredag: Jeg bliver kørt til Gudhjem. TAK!! 😘 Og da jeg ankommer hjemme på Christiansø, skal vi have statusmøde med bl.a. sagsbehandler fra Bornholm. Og så er jeg faktisk ret udsolgt, da jeg endelig kan komme hjem og slappe af.

Men nå nej…jeg kan jo ikke helt slappe af, for vi skal jo til at flytte. Så weekenden og dagene i denne uge er gået ret meget med det. Ikke at vi flytter ret langt. Det er bare over på den anden side ad Gaden, så vi pakker ikke rigtigt noget ned. Og foreløbigt er det mest de ting, vi ikke bruger så meget, da det helt store ryk først bliver efter ferien. Men til den tid har vi ikke så mange dage til det, så vi er nød til at begynde allerede nu. De ting der har stået oppe på vores depotrum skulle bæres to trapper ned, hen over Gaden og to trapper op igen. Så vi har ikke manglet trappetræning i den her uge. 

 

Men det er sådan cirka det, vi får tiden til at gå med i et par helt almindelige ualmindelige uger. Når vi har tid – og også når vi ikke har tid – nyder vi en helt almindelig smuk solnedgang, og nyder at vi kan bo et sted, der er så smukt.

Er vi mon de eneste, der altid planlægger, at nu skal der ro på, og så vælter det alligevel ind med ualmindelige ting, der ikke kan udsættes, og som man alligevel på forunderlig vis får klaret?

Solnedgang – noget om billeder

Ja, jeg ved det godt! Jeg er lidt skør 😂😂

Den sidste tid har jeg brugt en del timer på at sortere i mine billeder på mobilen. Der var ca 3000! som jeg gennemgik og slettede i. Nu er jeg så igang med at lægge dem alle over på en ekstern harddisk i mapper, så det er nemmere at finde dem en anden gang. Og så jeg ikke risikerer, at mobilen pludselig går død. Det er så meget nemmere at lægge dem over på harddisken, når der er slettet i dem på forhånd.

Det er ret sjovt at sidde og kigge på billeder der er 2 år gamle – yes jeg tager mange billeder. Men det går også op for mig, at jeg tager mange billeder. Og en del af billederne minder ret meget om hinanden. Når det er tilfældet, er det jo ikke noget problem at slette og bare gemme et enkelt, men nogle gange er det bare ikke sådan tingene hænger sammen. Og så er jeg jo nød til at gemme mere end et billede😉

For at komme med et eksempel, så er der de fire billeder herunder. De er jo vidt forskellige, så derfor er jeg nød til at gemme alle fire. De er fra en af de få sommerdage der har været i år, hvor Victor tog mig med ud at sejle en aftentur i vores jolle💚 Jeg er vild med alle fire billeder. Og selvom jeg godt ved, at der kun er ca 10 min fra det første til det sidste, så får de alle fire lov til at blive.

Er jeg mon den eneste, der er lidt skør?