Et år er gået, eller rettere suset afsted. Da vi sad ved midnat nytårsaften og hørte rådhusklokkerne varsle starten på det nye år, og “2018” tonede frem på skærmen, fik jeg en vemodig følelse i kroppen. Jeg er slet ikke færdig med 2017 endnu. Det er gået alt for hurtigt. Det synes jeg nu altid, men denne gang var det anderledes. En klump i maven, en følelse af ikke at have fået nok ud af året. Der er for mange ting jeg ikke har nået. Og samtidig en … kan ikke finde det rette ord … en spændthed, en nysgerrighed, en interesse for at se, hvad 2018 bringer os. Men også en erkendelse af, at børnene er ved at være ret store, og det bliver igen meget tydeligt i det nye år
Vi har en konfirmation i april – der skal vist rigeligt med kleenex med den dag. Luna flytter hjemmefra til sommer, hvilket jeg slet ikke er klar til. Luna er helt klar og glæder sig, men moren savner næsten allerede på forhånd. Men det bliver så godt for hende. Hun trænger til det, og jeg glæder mig over, at hun snart skal være sammen med en masse jævnaldrende i hverdagen. Noget hun i den grad har manglet i de år, vi har boet her.
Året kommer også til at byde på to ugers ferie på Færøerne for hele familie. Vi glæder os til at komme op og gense øerne, hvor Flemming og jeg var på sommerferie i ’99 i 3 uger. Min bror og familie tager derop i en uge, og mine forældre snupper også to uger på øerne. Vi skal rundt og se den skønne natur og vise børnene , hvor deres omma (mormor) kommer fra.

Året der er gået har været travlt. Vi har haft planer om at være en del på øen, men det går aldrig som planlagt, så vi har haft en del småture væk fra øen. I år er der allerede planlagt nogle ture væk, så måske kan vi være heldige at slippe for de ekstra ture…
Vi har også haft en dejlig ferie i Israel. Det er altid hårdt at hive Victor ud af hverdagen, men jeg nød i den grad at være tilbage i Israel, hvor jeg arbejdede på et handicaphjem for 20 år siden. Jeg håber, at vi kan komme derned igen, og at der ikke kommer til at gå så lang tid igen.

Jeg var gået igang med at finde et par billeder fra Israel, men jeg kan ikke begrænse mig, så der må kommet et indlæg om Israel for sig selv.

På bloggen har det været et mere roligt år. Jeg har siddet og kigget lidt tilbage og kan se, at jeg har skrevet 49 indlæg. Det er faktisk det laveste antal indlæg på et år siden jeg startede i 2013. Det har jeg helt sikkert planer om at ændre på i det nye år. Jeg vil ikke sætte et mål, men jeg vil være bedre til igen at se og fortælle om de ting, der er specielle for Christiansø. Jeg har gået og tænkt på, at det er blevet ret meget hverdag at bo her. Og det skal det jo også være. Men jeg lovede også mig selv helt i starten, en dag hvor jeg var ude at gå og nyde det hele, at selvom det skulle blive hverdag at bo her, så skulle jeg blive ved med at sætte pris på det pivilegie det er at have en hverdag så smukt et sted. Så sent som i morges da jeg var færdig med at gøre rent, så jeg denne fantastiske himmel.

Og senere måtte jeg lige ned på havnen fordi bølgerne var blevet lidt store og var ret fascinerende – når nu man ikke skulle ud og sejle.

I løbet af året har der været 16.672 visninger på bloggen fra 53 forskellige lande. Det er jeg altså ret imponeret og stolt over. Tak fordi I har lyst til at læse med. Jeg håber, I har lyst til at være med på et år mere. Jeg vil meget gerne høre, hvad I tænker. Hvad vil I gerne høre mere om? Jeg skal nok selv finde på noget at skrive om, men det kunne være sjovt at høre fra jer, hvad der er interessant at læse, når man bor et helt andet sted eller på en anden ø eller et andet land – der er nogle der mener, at Christiansø næsten er udlandet.

Som jeg har skrevet før, så er jeg meget visuel. Jeg skriver måske ikke så lange indlæg, men forsøger at vise noget med billeder. En hurtig sammentælling siger, at jeg i 2017 lagde mere end 200 billeder op på bloggen. Langt de fleste er uden filter, da jeg gerne vil vise et realistisk billede af vores liv på Christiansø. De sociale medier kan hurtigt blive en konkurrence om at vise det bedste glansbillede af livet, men sådan er virkeligheden jo for de færreste. Jeg fortæller ikke om alle vores problemer og konflikter – så havde jeg nok ikke rigtigt nogle læsere mere – men jeg pynter heller ikke på hverdagen. Og nogle gange fortæller jeg jo også om de mindre sjove ting, fordi det netop er en del af livet – både det liv vi har her på Christiansø, men også livet alle andre steder. Vi kommer nemt til at bilde os selv ind, at det må være så meget nemmere for dem eller dem i vores omgivelser. Men jeg tror, at alle har noget at slås med. Glansbillederne er noget vi bygger op inde i vores hoveder, når vi ser de filtrerede billeder fra andres liv. Ingen kan se det kaos, der måske er lige uden for kameraets synsfelt.

Nå, det var vist nok filosoferen for nu

Til slut vil jeg ønske jer alle et godt og lykkebringende 2018