Tag Archive | fugle

Vi kigger på fugle

Et lille indlæg om fugle, som jeg ikke havde regnet med at jeg ville komme til at skrive om. Jo jo, edderfugle…dem har jeg vist skrevet om flere gange før. Den ene dag kunne jeg næsten ikke komme på arbejde, fordi der var fyldt med edderfulgeællinger i Gaden.

 

Om foråret og efteråret kommer der en del trækfugle til Christiansø på deres vej nord- eller sydpå. Det er ikke noget, der har interesseret mig specielt meget. En fugl er en fugl, måger larmer og edderfugle er søde. Er der mere at sige om det?? 

Men man har vel et standpunkt til man tager et nyt 😉 Jeg er de seneste par år blevet mere og mere nysgerrig på, hvilke fugle det egentlig er vi ser. Jeg er desværre elendig til at huske, så jeg kan sagtens se en fugl, men der skal mange gange til, før jeg kan huske navnet. Men jeg synes, at det er fascinerende, at fuglefolk kan spotte en fugl på stor afstand og ud fra lyden. Deres entusiasme har nok smittet lidt af, så jeg nu bliver mere og mere opmærksom på, hvilke fugle vi ser omkring os. 

Den anden dag hørte jeg om en fugl, som ikke er atypisk på Christiansø, men det er alligevel ikke så mange, der har set den herovre. Det er en natravn. Da den typisk sover om dagen, var det nemt at finde den, fordi den sidder og sover og jo ikke rigtigt flyver rundt. Så jeg var omme på den anden side og fik lov til at kigge igennem et teleskop, hvor der sad en fin natteravn og hvilede sig. Helt sikkert en fugl, jeg aldrig ville have anet eksisterede, hvis det ikke var fordi, vi bor på Christiansø.

Entusiasme

Forår og efterår kan man være heldig at se nogle sjældne fugle på Christiansø. Det er på nogle bestemte tidspunkter, så i de uger er der altid en større eller mindre flok fuglefolk. Således også i dette forår. 

I går ankom Sebastian Klein sammen med et par andre til Christiansø. Der gik ikke mange timer før der var et hit. Hvilket i fuglesprog betyder, at der er set en sjælden fugl. Det er Sebastian der har set den først, og der går noget tid før han helt fatter, at den er så sjælden som den er. Det er en Sulphur-bellied warbler, på dansk sinkiangløvsanger. Det er første gang den er set i Europa. Normalt hører den til i Centralasien, så det er noget af en flyvetur den har været ude på. 

Er så sjældent hit bliver hurtigt spredt i fuglekredse, så i dag var der ca 20 fugleentusiaster med båden. De havde et mål for de 3 timer til båden sejlede igen, og det var at se fuglen. Det lykkedes heldigvis. Der havde ikke været en spurvehøg eller anden rovfugl og spist den. 


Rygterne siger, at der er fuglefolk på vej fra udlandet for at se fuglen. Så vi kan forvente flere kikkerter og store kameraer de kommende dage.