I efterårsferien nåede jeg en hel masse. Men den var selvfølgelig også ekstra lang 😉
Men en af de ting jeg nåede sammen med Albert, var en tur til Kongernes Jelling. Inden vi flyttede til Christiansø, boede vi ikke ret langt fra Jelling, men vi var kun derude en enkelt gang, og det var før det blev lavet om. Vi har længe snakket om, at vi skulle have børnene med derud igen, fordi vi har hørt så meget godt om det. Efter vores tur til Madrid tog jeg tilbage til mine forældre sammen med Mads og Albert. Dagen efter havde vi lavet en aftale med Marie og Valdemar om en tur til Jelling.
Vi er så heldige, at vi kender Hans Ole, som arbejder på museet, så ham skulle vi mødes med. Hans Ole kommer på Christiansø og kigger på fugle, så han var kendt ansigt for drengene, der begge er meget spørgelystne. Knap var vi kommet indenfor før drengene havde stillet de første spørgsmål om den robot, der tegner Thyra og Gorm på en kæmpe tavle. Og Hans Ole svarer, så man ikke er i tvivl om, at han nyder formidling.
Inden vi gik videre ind i oplevelserne, blev vi introduceret til en smart ting. Alt der er orange må man røre ved. Og så slap vi drengene fri og forsøgte at følge efter.
Noget af det smarte – ud over at det er meget børnevenligt uden at være barnligt – er at al tekst er kortet ned til noget man gider læse. Selv drengene stod flere gange og læste de ting der kom frem, når de trykkede på en orange knap, eller hev i et orange sværd. Man kunne bl.a. også se sin rejse til Valhal, men det krævede at man selv var aktiv.
Vi – eller nok nærmere drengene – var så heldige, at man i efterårsferien havde krigerskole for børn og barnlige sjæle i løbet af dagen. Det var nogle meget engagerede og hæse krigere, der forsøgte at få opgraderet deres gruppe.
Oppe på taget stod der to kikkerter, hvor man kan se den forvandling området har været igennem de sidste mange 100 år. Albert ville godt dele kikkert med Valdemar, men Marie måtte pænt gå tilbage til den anden kikkert 😀
Mens drengene gik på opdagelse i butikken og købte en Fenris-ulv hver, sad mødrene og snakkede med Hans Ole, hvor vi bl.a fik snakket om formidling på Christiansø. Meget interessant at høre nogle overvejelser fra én, der virkelig ved, hvad han snakker om.
Tak for en dejlig dag Marie, Valdemar og ikke mindst Hans Ole.
Og man kan da ikke have været i Jelling som turister, uden at tage et billede af børnene ved den store Jelling-sten.