Tag Archive | edderfugle

Vi kigger på fugle

Et lille indlæg om fugle, som jeg ikke havde regnet med at jeg ville komme til at skrive om. Jo jo, edderfugle…dem har jeg vist skrevet om flere gange før. Den ene dag kunne jeg næsten ikke komme på arbejde, fordi der var fyldt med edderfulgeællinger i Gaden.

 

Om foråret og efteråret kommer der en del trækfugle til Christiansø på deres vej nord- eller sydpå. Det er ikke noget, der har interesseret mig specielt meget. En fugl er en fugl, måger larmer og edderfugle er søde. Er der mere at sige om det?? 

Men man har vel et standpunkt til man tager et nyt 😉 Jeg er de seneste par år blevet mere og mere nysgerrig på, hvilke fugle det egentlig er vi ser. Jeg er desværre elendig til at huske, så jeg kan sagtens se en fugl, men der skal mange gange til, før jeg kan huske navnet. Men jeg synes, at det er fascinerende, at fuglefolk kan spotte en fugl på stor afstand og ud fra lyden. Deres entusiasme har nok smittet lidt af, så jeg nu bliver mere og mere opmærksom på, hvilke fugle vi ser omkring os. 

Den anden dag hørte jeg om en fugl, som ikke er atypisk på Christiansø, men det er alligevel ikke så mange, der har set den herovre. Det er en natravn. Da den typisk sover om dagen, var det nemt at finde den, fordi den sidder og sover og jo ikke rigtigt flyver rundt. Så jeg var omme på den anden side og fik lov til at kigge igennem et teleskop, hvor der sad en fin natteravn og hvilede sig. Helt sikkert en fugl, jeg aldrig ville have anet eksisterede, hvis det ikke var fordi, vi bor på Christiansø.

En uge i billeder

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg tager en del billeder😁 Pt har jeg over 3000 på min telefon, som jeg skal have sorteret og lagt over på en ekstern harddisk. Nogen skriver dagbog. Jeg er så visuel anlagt, at jeg tager ret mange billeder, og mine billeder kommer til at fungere som en slags dagbog. Da jeg også tit tager billeder af ungernes skader – i første omgang for at være sikker på, at det ikke udvikler sig dårligt – så kan jeg tit gå tilbage og se hvornår Albert havde betændelse i knæet, eller hvornår Victor blev syet i fingeren. Jeg sidder tit og kigger tilbage i billederne og bliver mindet om små sjove episoder. Jeg går og overvejer at købe sådan en ramme, hvor billedet skifter, så vi rent faktisk kan få glæde af alle billederne. 

Lige nu er vi på vej til Odense. Vi skal til konfirmation i Jylland på søndag, og Flemming skal løbe Lillebælt 1/2marathon i morgen aften. Victor er blevet hjemme på øen og hygger sig med Birthe og Søren. Vi er meget taknemmelige for at de igen har lyst til at have besøg af Victor. Det er vist bedst for alle parter, men især Victor, at han ikke skal have så mange rejsetimer på så få dage.  

Men på vej i bussen fra Ystad sad jeg og kiggede billeder og kunne ikke helt stå for nogle af dem fra ugens løb. Og så tænkte jeg, at det da vist er ved at være lidt tid siden, at I sidst så solnedgangsbilleder her på bloggen🤔😄

I lørdags var det ret skønt vejr. Den grønne bænk på havnen lokkede. Så en bog og en flaske vand kom med derned, og så sad jeg og nød roen og det gode vejr. 

Det var så godt vejr, at Albert havde fået solcreme på. Sidste år søgte jeg om hjælp til at finde en bestemt solcreme, som han kunne tåle året før. Den blev fundet og hjembragt fra USA – Sidse jeg skylder stadig en kop kaffe😉 Albert blev smurt lørdag og søndag så hans kinder sådan ud. Når han er blevet smurt på hele kroppen, er der udslæt over det hele. Vi tror ikke at det klør, men da han får allergipiller fast, så er vi ikke sikre. 

I dag er det nuprede i huden ved at være væk, så efter weekenden giver vi det et forsøg mere og håber, at det var en engangsforestilling. Der er dog alligevel sendt henvisning til hudlæge, for nu vil vi gerne vide, hvad det er, han ikke kan tåle. 

Tirsdag så jeg denne lille gruppe på min postrunde. Jeg ved ikke om det er noget jeg bilder mig ind, men det virker som om hannerne er mere omkring hunnerne og ungerne, end jeg har lagt mærke til før. Lige inden jeg tog billedet var der en han helt henne ved gruppen. Måske er de begyndt at hjælpe med at passe på ungerne, så mågerne ikke får fat i dem. 
Og her er så et af de længe ventede solnedgangsbilleder😉 En aftengåtur med gemalen. 
Desværre så vi også en rede, hvor der lå et æg uden en mor og uden ægget var dækket til. Det var nedenfor en høj mur, så vi kunne ikke gøre noget. 
I går havde jeg lidt for mange ting at holde styr på, så jeg var ikke den sødeste mor🙁 Da jeg havde fået Albert i seng, kom jeg ned og så dette syn ud af vinduet. Det hjalp gevaldigt på humøret. Jeg kan ganske enkelt stå for de her farver. 
Nu er jeg så nået til i dag, hvor Luna endelig fik et stort ønske opfyldt. Det kræver vist ikke yderligere forklaring😉 Det er så fint til hende med de to nye huller. Og Luna er meget glad😁
Til sidst et par billeder fra bussen mod København. Det var noget flottere i virkeligheden med farverne og helt stille vand. 

Foråret er kommet til Christiansø

Eller nok nærmere Frederiksø😉

Siden julefrokosten på kroen i december har der været fælles gåtur søndag kl 14. Det er hyggeligt, og der er plads til flere. Vi går en runde på hver ø, så ialt tager det ca 1/2 time. 

På dagens gåtur så vi den første edderfugl, der har lagt sig på rede😊 Så nu er foråret for alvor kommet! Og med det vil jeg ønske jer alle en rigtig god påske🐣

 

Edderfugle

lige nu er det yngletid for edderfuglene på vores skønne ø. De første ællinger er lige klækket og de sidste edderfugle har ikke helt lagt sig endnu. Men det er en barsk verden, når man er edderfugl. Mågerne vil rigtig gerne have et festmåltid ud af yngletiden. Så vi er jævnligt vidne til, hvordan fødekæden fungerer i praksis.

Hunnerne lægger sig på rede, når det sidste æg er lagt. Men allerede inden har æggene været udsat for stor fare. Mågerne holder sig nemlig ikke tilbage for at snuppe et æg fra en rede og nyde indholdet. Så det er ikke usædvanligt at se tomme skaller, når man går rundt på øen. Hunnerne forsøger selvfølgelig at dække æggene til, når hun forlader reden, men det virker som om mågerne holder øje med dem, så de er klar, når muligheden byder sig.

Når hun så har lagt sig, bliver hun stort set liggende til hun er færdig med at ruge i knap 4 uger. Men engang imellem kan hun være nød til at forlade reden for at få lidt at drikke, og så er reden og æggene i stor fare igen.

Når æggene er klækkede, går turen mod Bornholm. Tit samles flere hold mødre og unger i flokke og får hjælp fra andre hunner, så de sammen kan passe på ællingerne. For selvom ællingerne selv kan gå, så holder mågerne sig ikke tilbage. Jeg har oplevet en måge dykke ned og snuppe to ællinger i næbet og flyve videre. Det er hårdt og brutalt at opleve. 

Mange steder på øen er hunnerne begyndt at lægge sig på rede. Nogle lægger sig inde i buske, andre mere frit tæt på befærdede stier. 

Vi har en liggende lige under vores køkkenvindue, som vi forsøger at holde øje med. 

 

På skolen er der koblet en computer til nogle live-kameraer, der følger nogle edderfugle på rede.  Jeg glæder mig til måske at se på tætteste hold, når de små ællinger bliver klækket og begynder deres rejse til Bornholm. Du kan følge med her

Jeg er blevet ret betaget af edderfuglene og kan heldigvis tit stå i vinduerne og kigge ned på havnen, hvor der er en del.