Tag Archive | det gode liv

Et godt børneliv

Årets guidninger er for alvor ved at være i gang. Jeg har haft de første 3, og hver uge kommer der flere mails med forespørgsler. Det er dejligt og jeg nyder at være i gang med mit sæson-arbejde igen. Jeg har rigtig mange skoleklasser, som skal omkring Christiansø, når de er på lejrskole på Bornholm. Men jeg har også mange andre grupper. Indtil nu er der bl.a et ældrecenter, forskellige virksomheder, familieudflugter og vandregrupper i kalenderen. Jeg synes, at det er fedt at der er den afveksling i de forskellige grupper. Alle har nogle forskellige interesser, der bliver spurgt ind til, eller fysiske udfordringer der skal tages hensyn til. Så jeg kan ikke bare have en standarttur som alle kommer på. Selvom temaet er det samme, kan det være nødvendigt at tænke ruten om, eller der har været så mange spørgsmål, så vi må skære noget væk, uden det går ud over helheden. Jeg kan godt lide, at jeg ikke bare kan tage en guidning på rutinen. Det gør det også spændende for mig 🙂

En af de ting jeg altid får flere spørgsmål ved er børnene på øen. Hvordan er det at være barn på Christiansø? Mit svar hver gang er, at det er godt at være barn på Christiansø. Jeg har fundet nogle billeder – ja, jeg kan godt lide billeder 😉 – der viser børnelivet ret godt.

Aftensmad på havet i vores lille jolle

 

To venner er ude at sejle sammen med en af øens pensionister

 

Hele skolen samlet omkring af øens nok ældste hytteboere. Det er også hele skolen fra 0.-7.kl, der er på skoletur sammen, når de er afsted to gange om året

 

Badeturer i Østersøen er en del af hverdagen fra tidlig sommer til hen på efteråret. Svømmeundervisningen foregår også i havet.

 

Et kig ud af vinduet og vips, så er Victor nede ved Sørens båd, hvor de går og hygger sig med en masse ting, som jeg slet ikke ved noget om.

 

Endnu et kig ud af vinduet og Victor er igen smuttet. Ned til sin gode ven, Gabriel, der gerne tager ham med rundt efter skrald. Og måske er man heldig at få en tur i larven.

 

Hele skolen er med til fødselsdag og alle hygger sig. Alder og køn har ingen betydning. Der er plads til hinanden og masser af omsorg for hinanden.

Nå ja, så er der jo også det, at der ikke er nogen, der har madpakker med i skole, for de kommer hjem og spiser.

Der er helt sikkert flere ting, som jeg ikke kan huske lige nu, men det ændrer jo ikke ved det gode og trygge ø-børneliv på Christiansø.