Tag Archive | Christiansø-guide

Foredrag i Store Tårn

For 2 år siden åbnede Store Tårn, efter det havde været igennem en større omgang, hvor det er blevet sat i stand for 30 mill. Det er blevet et rigtig flot sted og udsigten fra toppen er vildt god. Hvis man kommer til Christiansø, skal man gøre sig selv den tjeneste, at gå op og opleve Store Tårn.

Tårnet bliver brugt til forskellige arrangementer. Der har været forskellige koncerter, fordi akustikken er speciel og god. Når Georg Stage er på øen, bliver de inviteret på kæmpe kagebord, som nogle af øboerne står for.

I mandags var der et foredrag i tårnet af Niels Bjørn Hansen. Niels har skrevet en bog “Sørøvere på kongens bud” om kaperne i Danmark i 1807-1814. Dengang var der mange kapere, der holdt til på Christiansø, da Englænderne bl.a skulle op og handle med Finland og Rusland. Kaperne havde fået kongens tilladelse til at kapre fjendens handelsskibe, og da englænderne skulle forbi området omkring Christiansø/Bornholm, var det oplagt at holde til her. Der var også kapere andre steder i landet, men gennem min guidning, har jeg mest fokuseret på dem, der var her i området. Kaperne var bl.a medvirkende til at englænderne angreb Christiansø i 1808. 
Som guide var det oplagt, at jeg skulle op og høre foredraget, da det er noget jeg altid fortæller om, når jeg guider. Det var den eneste gang øen for alvor havde brug for sin status som fæstning, og det at kaperne havde fået kongens tilladelse, synes mange er interessant. 

At bruge Store Tårn til foredrag er bestemt en god idé, og så var det jo fuldstændig oplagt til lige præcis det her foredrag.

 

Da fordraget var færdigt var solen på vej ned, og det kan jeg jo ikke stå for…

Hvilket billede?

Som jeg skrev i går, så er jeg ved at være kommet godt igang med at guide. Det betyder bl.a, at der skal laves et nyt opslag til Ertholmen – båden det sejler til Christiansø 😉 Det er jo ikke så svært…troede jeg. Først skal det formuleres, og det går nok ikke, at jeg skriver på samme måde som her på bloggen. Det skal være lidt mere formelt. Den del er næsten ved at være på plads.
Næste udfordring var den nemme del…troede jeg. Der skulle lidt billeder på, og jeg plejer jo at tage en del af alt muligt og nogle gange umuligt. Men selvom jeg gik et år tilbage i mine billeder, så var der ikke noget brugbart. Det er meget tydeligt, at jeg er mest BAG kameraet. Der var nogle ganske få selfies sammen med andre, men ellers INGEN af mig. Så det blev Flemming sat til at tage i dag. Og nu er der så nogle stykker at vælge mellem😂

 

Men altså jeg skal jo have valgt det bedste billede, så jeg håber, at I vil hjælpe mig? Jeg har udvalgt tre billeder. 

Billede 1:
Billede 2:
Billede 3:
Skriv en kommentar her, på facebook eller på instagram med hvilket billede du synes, jeg skal vælge til et opslag på Ertholmen om guidning på Christiansø. Jeg bliver selv alt for kritisk, når jeg skal vælge billeder af mig selv…

Et godt børneliv

Årets guidninger er for alvor ved at være i gang. Jeg har haft de første 3, og hver uge kommer der flere mails med forespørgsler. Det er dejligt og jeg nyder at være i gang med mit sæson-arbejde igen. Jeg har rigtig mange skoleklasser, som skal omkring Christiansø, når de er på lejrskole på Bornholm. Men jeg har også mange andre grupper. Indtil nu er der bl.a et ældrecenter, forskellige virksomheder, familieudflugter og vandregrupper i kalenderen. Jeg synes, at det er fedt at der er den afveksling i de forskellige grupper. Alle har nogle forskellige interesser, der bliver spurgt ind til, eller fysiske udfordringer der skal tages hensyn til. Så jeg kan ikke bare have en standarttur som alle kommer på. Selvom temaet er det samme, kan det være nødvendigt at tænke ruten om, eller der har været så mange spørgsmål, så vi må skære noget væk, uden det går ud over helheden. Jeg kan godt lide, at jeg ikke bare kan tage en guidning på rutinen. Det gør det også spændende for mig 🙂

En af de ting jeg altid får flere spørgsmål ved er børnene på øen. Hvordan er det at være barn på Christiansø? Mit svar hver gang er, at det er godt at være barn på Christiansø. Jeg har fundet nogle billeder – ja, jeg kan godt lide billeder 😉 – der viser børnelivet ret godt.

Aftensmad på havet i vores lille jolle

 

To venner er ude at sejle sammen med en af øens pensionister

 

Hele skolen samlet omkring af øens nok ældste hytteboere. Det er også hele skolen fra 0.-7.kl, der er på skoletur sammen, når de er afsted to gange om året

 

Badeturer i Østersøen er en del af hverdagen fra tidlig sommer til hen på efteråret. Svømmeundervisningen foregår også i havet.

 

Et kig ud af vinduet og vips, så er Victor nede ved Sørens båd, hvor de går og hygger sig med en masse ting, som jeg slet ikke ved noget om.

 

Endnu et kig ud af vinduet og Victor er igen smuttet. Ned til sin gode ven, Gabriel, der gerne tager ham med rundt efter skrald. Og måske er man heldig at få en tur i larven.

 

Hele skolen er med til fødselsdag og alle hygger sig. Alder og køn har ingen betydning. Der er plads til hinanden og masser af omsorg for hinanden.

Nå ja, så er der jo også det, at der ikke er nogen, der har madpakker med i skole, for de kommer hjem og spiser.

Der er helt sikkert flere ting, som jeg ikke kan huske lige nu, men det ændrer jo ikke ved det gode og trygge ø-børneliv på Christiansø.