I weekenden kom Sixten og Mads og spurgte, om de måtte komme i vandet. De spurgte også for et par uger siden, hvor de fik et klart NEJ! Men Vejret var godt, solen skinnede og vandet var koldt. Så jeg lod mig overtale til at gå med ned og holde øje med dem. Aftalen var, at de kun lige skulle i, og så op igen. Og ikke noget med at hoppe fra badebroen.
Jeg må nok indrømme, at der ikke var den store tiltro til, at de ville gøre det, når de først mærkede vandet. Men vi gik derned, og de fik klædt om. Og så kom hylende 😀 Tæerne blev dyppet, og de rendte op og ned af trapperne og forsøgte at overtale den anden til at gå i først. Men langt om længe tog de sig sammen. Det var en kort og kold fornøjelse, men bagefter var de stolte! Og det var jeg faktisk også!

Og så skulle kroppen varmes op igen.

En hurtig googling fortalte, at vandet var 5,2 grader den dag! Så i følge Sixten slog han sin søsters rekord 🙂

Lørdag i sidste weekend var det ikke solnedgangen jeg faldt for. For den forsvandt nærmest i en sky. Men inden den forsvandt helt, så jeg dette ud af mit vindue. Jeg er ret vild med den måde solen lyser gennem et stort hul i skyen og ned på vandet. Selvom det i grunden er meget gråt i gråt, så er man ikke i tvivl om at solen er deroppe bag skyen 🙂

Og så lige et billede fra i mandags, hvor jeg gik op i haven efter en hård dag med at klippe i biler. Jeg sad på klipperne og nød dette syn. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg er så privilegeret, at disse ting er en del af min hverdag. At jeg har mulighed for at nyde solen, vandet, øen, roen. At jeg har tid til at sætte mig og bare være og nyde.