Hverdagen er startet igen. Det var hårdt at komme op om morgenen, men det var heldigvis en kort uge. Så vi måtte bare forsøge at holde rytmen i weekenden også, så skal de nok være klar til en ny uge.
Året 2014 kommer til at byde på flere store markeringer. Men det er en del af livet. Tingene ændrer sig, vi bliver ældre, ting slutter og andre starter. 2013 bød på en meget stor ændring i vores liv – vores flytning til Christiansø. Det var en stor beslutning og en stor forandring, men vi har ikke fortrudt! Det kommende år bliver begivenhedsrigt på mange punkter, og en af dem indebærer også en flytning.
Den første store ting er Mads’ konfirmation 18. maj. Tænk sig at han allerede er blevet så gammel. Tiden er fløjet afsted, og vi har haft mange gode oplevelser med ham. Vi glæder os til at fejre dagen med ham. Købe tøj med ham. Blå mandag – som han gerne vil holde sammen med os voksne. Og i det hele taget snakke forventninger osv med ham.
Den næste store ting er der, hvor flytning kommer ind i billedet. Og det er ikke os, der skal flytte, men derimod Mads, der flytter hjemmefra. Her på øen går skolen kun til og med 7.kl. De fleste børn tager på efterskole på Bornholm, men Mads har selv ønsket at komme tilbage til Mentiqa i Odense, hvor han har gået siden 2.kl. Vi er så heldige, at min bror og svigerinde, Mette og Peter, gerne vil have ham boende i de kommende to år. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen…vi er utroligt taknemmelige for, at de vil det. Det giver ro at vide, at han kommer til at have det godt, selvom det er langt væk og jo slet ikke kommer hjem hver weekend. Vi er glade for, at det er sådan det bliver, når nu han ikke kan blive hjemme 😉
Vi er så småt begyndt at “gøre Mads klar”. Han er begyndt at lave mad af og til. Ikke helt tit nok, men det kommer. Og han er faktisk rimelig god til det. Efter vinterferien får han ansvar for sit eget tøj. Indtil nu har jeg vasket og tørret det, resten har været egen opgave. Efter ferien kommer han til at stå for det hele – under kyndig vejledning i starten 😉 Vi har snakket om, at det kunne være lidt sejt at kunne bage rugbrød, så måske kommer det også med på listen 🙂
Klar skal han nok blive, den kære dreng.
Når Mads er blevet godt installeret i Odense, kommer den næste store milepæl i vores liv. Vores yngste skal starte i skole. Det bliver en stor dag i Alberts liv. Her i det nye år begynder vi på noget skoleparathedshygge sammen med Hannibal, som også skal starte til sommer. Albert glæder sig og er allerede ved at være træt af, at han ikke kan læse endnu, og hvorfor det dog er nødvendigt at kunne skrive. Det skal nok blive godt for lærerne at få det snakkehovede derop 😀 og godt for hans mor at få lidt ro i hovedet 😉
Når turistsæsonen starter til april, skal jeg være guide sammen med Marie og Josephine. Det bliver spændende og en god måde at komme ind i øens historie på. Vi er allerede igang med de indledende ting og har fået de første forespørgsler. Ved siden af det, er det meningen, at jeg skal have en lille biks i Gaden med salg af nogle håndlavede ting. I første omgang bliver det ikke noget stort. Jeg vil godt lige opleve sommeren og sæsonen uden at have alt for meget andet. Jeg glæder mig til at opleve den første sæson, hvor turisterne rykker ind og man nok for alvor mærker forskellen mellem dagen, når der er fyldt med turister, og aften, når de fleste turister er væk igen. Jeg glæder mig til at få besøg af alle dem, der har sagt, at de kommer over og kigger til os. Jeg glæder mig til at vise dem øen og vores nye liv og håber, at de fleste vil tage i hvert fald en overnatning, så der både er tid til hygge og at mærke roen. Jeg glæder mig til at være i haven og få den “indrettet”, så det kan blive vores “helle”. Vores sted hvor vi kan gå hen, når vi trænger til ro og til bare at sidde og kigge ud over havet og nyde – vores nydning.
Jeg håber, at når Albert er startet i skole, at der så bliver mere tid til at producere, men det må tiden vise 😉
Og så har jeg meldt mig som brandmand 🙂 Der mangler et par stykker i beredskabet, så efter at have tænkt over det nogle måneder, snakket med nogle af de andre og snakket med Flemming, besluttede jeg mig for at prøve det. Jeg glæder mig til at lære nogle nye ting og tænker, at det jo ikke er en skidt ting at kunne.
Ift bloggen er planen, at den stort set fortsætter som hidtil. Små historier fra hverdagen og fra de ting, vi oplever her på denne skønne plet midt i havet. Jeg håber, at jeg får mere tid til at hækle og strikke, og vil rigtig gerne blive bedre til at vise mine ting frem, så det håber jeg, at I vil tage godt imod. Det er noget af det, der er med til at give mig ro. At sidde med noget lækkert garn, en hæklenål eller et par strikkepinde og en kop the, så får jeg ro i mit hovede og min stress kommer lidt længere væk.
Efter inspiration fra Tina, som tager nogle fantastiske billeder og forsøger at vise sit år i billeder på my own 365 havde jeg besluttet, at jeg ville forsøge det samme i 2014. Men som I kan se, er jeg ikke kommet så godt fra start…men planen er der stadig. Jeg synes det er en sjov og interessant ide. Og om ikke andet kan jeg jo altid lægge et billede ind af en solnedgang 😀 jeg håber, at jeg husker det, og nogle dage vil der så måske bare være et billede med en kort kommentar. Hvis jeg glemmer det, må I gerne minde mig om det i en kommentar 😉
Siden jeg skrev det første indlæg på bloggen tilbage i starten af juni sidste år, har der været over 10.000 visninger fordelt på 26 lande. Det er helt vildt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke det. Nok nærmere at det ville være vores familier og nærmeste venner der læste med, men så mange lande dækker familien trods alt ikke 😉 Hvis I har lyst, må I meget gerne skrive en kommentar – det er så hyggeligt at få lidt respons 😉 Og jeg bliver måske lidt klogere på, hvem I er, jer der læser med.
Når nu jeg har sagt A, så må jeg også sige B 😉 Så her er dagens billede – og fra i går nedenunder.
Jeg er nemlig igang med at strikke sokker til børnene og mig selv. Albert fik før jul, Mads har taget sine i brug – selvom jeg mangler at hæfte ender – og Victors er jeg i fuld gang med.