Sommer på Christiansø er…

Sommer på Christiansø er…

…musik på månen

…badning fra klipperne

…smukke sommeraftener

…masser af både i havnen

…hyggelig stemning

IMG_9431

…og en masse andet dejligt. Kom og oplev vores skønne øer, og hvis du vil have hele oplevelsen, så tag en overnatning med!

Rigtig god sommer til alle. Vi nyder den i hvert fald meget 🙂

En “ny” udsigt og noget om et insekt

I disse dage går vi vist alle og sukker en smule efter noget sol og sommer🌞 Jeg ved i hvert fald, at vi er en del på Christiansø, der gerne vil have, at vinden snart lægger sig. Den der konstante susen, når man er udenfor, er ved at være en smule belastende. Og så kan det jo være, at det ville få lidt flere turister til øerne også, hvilket kunne være en kæmpe sidegevinst. Det er lige nu, der er højsæson, men vi mærker ikke rigtig noget til det. I sidste uge var der flere aflysninger, og som guide på øerne er det da lidt sjovere, når der er nogle turister at guide. Heldigvis ser det måske lidt ud til, at det ændrer sig i de næste dage, så vi håber, at det er nu solen og turisterne kommer.

Ud over at være guide er jeg også øens bibliotekar. Vi samarbejder rigtig meget med Bornholms Biblioteker ved bl.a at sende bøger frem og tilbage alt efter, hvor de er reserveret henne. I går skulle jeg sende en kasse afsted, men det var lige før, at jeg ikke fik lov for denne fine fætter. Den forsøgte at virke farlig med halen, men det skræmte mig ikke nok.
Er der en insektkender, som kan fortælle hvilket dyr jeg har haft med på arbejde? Jeg synes, at den er ret smuk.

Hvis I følger mig på instagram eller facebook, så har I måske set det billede jeg lagde op i går. Da jeg var færdig med at gå fotoamok og havde nydt solnedgangen sammen med gemalen,  var det blevet for sent til at skrive om det. Men derfor skal I da ikke snydes for de smukke farver, man kan opleve på Christiansø, hvis man er her om aftenen.
De første 4 år boede vi med havudsigt. Det var jeg ret vild med og tog et væld af billeder. Det blev aldrig hverdag, og jeg tog jævnligt mig selv i bare at stå og kigge ud på vandet og himlen. Men vi valgte at flytte for at få en have i umiddelbar forbindelse med lejligheden. Og det er vi stadig meget glade for! Jeg synes, at der er meget mere variation i det vi har udenfor vinduerne nu end før. Tit kigger jeg ud på klipperne og ved om det er en solnedgang, der er værd at bevæge sig efter eller ej. Andre gange kan vi kigge mod nord eller syd og få et fantastisk farvespil.

I går var det primært klipperne, der afslørede noget smukt, så jeg løb op på plateauet. Det blæste en del, så det var ret svært at holde mobilen stille, men farverne kan tydeligt ses.

Den her blomst ved jeg ikke hvad hedder, men jeg er vild med den 😄 Så hvis der sidder en plantekender, der kan fortælle mig det, vil jeg blive glad for en kommentar 😊

Imens vi sad på klipperne og kiggede mod solen, vendte jeg mig om og blev mindet om, at det ikke kun er lige der, hvor solen er på vej ned, det er værd at kigge på. Hvis man flytter blikket lidt rundt, kan man blive overrasket over, hvad man ser.

Som afslutning på det hele 13 minutter efter det første billede fik vi dette syn. Sikke en afslutning på en dejlig dag. Perfekt at gå i seng på. Så det vil jeg også gøre nu. Jeg skal lige nå lidt rengøring på skolen, inden hjemmeplejen kalder, inden båden kommer med turister til øens guider 😊
Rigtig god aften og sov godt til jer alle😘

Efeu

Vi plejer at sige, at vi bor på en fredet ø, og at alt er fredet. Det passer også – næsten. Der er ganske få ting, der ikke er fredet så som japansk pileurt og efeu. Sidst nævnte vokser ret mange steder og dækker mange havemure rundt på øerne. Vores have har et par mure, og de er pakket ind i efeu. Det er meget grønt, og hvis man kan lide det, er det meget pænt. Jeg var blevet træt af det, blandt andet fordi det vokser så hurtigt og vokser ind i bedende. og så vokser det ind i alle sprækker og vokser fast på stenene.

Efter noget tids tilløb gik jeg igang med den ene mur. Flemming syntes ikke, at jeg skulle knokle selv, så jeg stod oppe på terrassen, og Flemming stod nede på flisen. Det var heldigvis ikke så hårdt som jeg havde frygtet, så i løbet af to timer, var det meste efeu væk, og en flot mur var kommet frem😊💪🏼

De første billeder er før og efter taget fra flisen.

Og før og efter set fra verandaen😊

Det er en fornøjelse at se på. Nu skal jeg bare have taget den anden mur, og så skal det holdes nede fremover😉

Et minde dukkede op på facebook

Kender I det med, at der dukker et minde op på facebook? Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er på facebook. Så lad mig forklare hvad minderne går ud på 😉 Af og til kommer der et minde fra den pågældende dato nogle år tidligere. Jeg synes, at det langt hen ad vejen er hyggeligt. Hvis der er et billede af børnene, bliver jeg lige mindet om, hvor store de er blevet. Nogle gange er jeg helt blank og kan overhovedet ikke huske, hvad det gik ud på. Fx er der et minde i dag fra 2012, hvor jeg var på kursus i Legoland. Jeg aner ikke hvilket kursus det har været. Lidt interessant at der slet ikke er nogle klokker, der ringer, men sådan er det, og så går jeg nok resten af dagen og tænker på, hvilket kursus jeg har været på, som åbenbart var meget kedeligt 😄

Et par dage tidligere i 2012 havde jeg skrevet følgende, som også dukkede op som et minde:

“Drømmer…nu må det da være vores tur til lidt medgang og at tingene falder på plads!”

Jeg sidder faktisk og bliver rørt over det. Og det er både gode og triste følelser, der kommer frem.
Jeg husker tydeligt den periode, som var alt alt for lang. Vi kæmpede med udefra kommende ting, som vi bare ikke kunne gøre ret meget ved. Vores familie havde oplevet ting, som jeg ikke ønsker for min værste fjende, og som har ændret mit billede på mennesker og verden. Når jeg sidder her og skriver, gør det stadig ondt, og det er svært at formulere, det jeg gerne vil skrive. Men jeg forsøger jo alligevel. Jeg skriver ikke for at få medlidenhed fra jer, men mindet på facebook satte nogle tanker i gang, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg kom til at kigge på vores liv, som det er nu, og det var ikke en skidt ting.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte “gad vide hvem der snart dør i familien”. Ret voldsomme tanker, men ikke desto mindre var det sådan jeg havde det, fordi der bare hele tiden kom nye ting til. Hver gang vi tænkte, at nu kan vi trække vejret eller begynde at se lidt fremad, så blev vi banket tilbage til før start. På det tidspunkt var det ikke så meget et spørgsmål OM der skete noget, men HVAD der skete som det næste. Og jeg ved godt, at det helt sikkert er noget med en selvopfyldende profiti, men jeg tror også, at det har været en forsvarsmekanisme. Hvis jeg var forberedt på, at der ville ske noget slemt, så ramte det knap så hårdt, som hvis jeg lænede mig tilbage og slappede af. Lidt som en bokser, der har paraderne oppe og klar til at tage imod slag.

Som jeg skrev, så fik mindet fra facebook mig til lige at stoppe op og tænke. Og jeg blev så glad, for nu er vi der, hvor jeg drømte om!!
Vi har det godt! Der er ro på. Det er ikke en daglig kamp for at komme igennem dagen, det er et liv med op- og nedture, som der hører sig til. Men ikke mere end vi kan klare. Børnene trives og har det faktisk rigtig godt. Jeg vil næsten påstå, at der er kommet søskendekærlighed ind i flokken ❤️💛💚💙

Det kan da godt være, at vores hjem nogle gange roder lidt og trænger til en klud

men ved I hvad?? Når man lige har været ude at sejle med en af drengene eller gået øen rundt hånd i hånd med manden, så er det helt ok ikke at have et perfekt hjem 😍

Folkemøde 2019

Hvis det er gået nogens næse forbi, så er der folkemøde på Bornholm i denne weekend. Sidste år var vi fra Christiansø Administration på Personaletur til folkemøde. Igen i år skulle vi afsted. På forhånd skulle vi vælge to events, som på en eller anden måde har relevans for vores arbejde og liv på Christiansø.
For at skabe noget opmærksomhed for Christiansø, så har vi fået t-shirts med gult blikfang, med teksten “jeg bor, lever og arbejder på Christiansø”.
Vi var flere, der blev stoppet og spurgt om forskellige ting , så det er helt sikkert haft en effekt. 

Vi sejlede med Elephanten til Tejn. Redningsbåden skulle også til Tejn, så på vejen blev der lavet lidt øvelser i at manøvrere tæt på en anden båd.

Victor var med Vesterlund på Folkemøde torsdag og fredag formiddag. Til frokost sagde vi farvel til Thomas og så var Victor sammen med mig resten af dagen, hvilket var vildt hyggeligt. Vejret var godt, så der var rig mulighed for at komme rundt og prøve en masse ting.
Vi var bl.a forbi SAS, hvor Victor prøvede en mini flysimulator og nogle VR-briller, som jeg ikke helt ved, hvad gik ud på.

Jeg skulle til en event om tegneserien som børnekultur. Det var meget interessant, og jeg blev virkelig inspireret ift, at der skal noget mere opmærksomhed på tegneserierne på biblioteket. Og så er teltet jo pyntet med en masse fugle i alle mulige afskygninger.
Victor var med fra starten og lyttede til fortællingerne fra deltagerne.

Men efter 1/2 time var der alligevel brug for en pause. Heldigvis var storebror Mads lige i nærheden, så de tog sammen en pause i skyggen.

Efter to dage på Folkemøde var Victor ved at være godt brugt. Han klarede dagene helt fantastisk, men havde mere og mere brug for pauser væk fra alle de mange mennesker tusinde mennesker, der går rundt.

Da dagen var ved at være gået for os på Folkemøde, ville vi lige hente vores ting, men der var sort af mennesker omkring “Peter”, så vi måtte vente. Og heldigvis for det. For mens vi ventede skrev Anne Eva og spurgte, om vi ikke kom over i den båd, hvor de sad sammen med Britta og Claus, som flere gange om året kommer til Christiansø i egen båd. Og det ville vi da gerne, mens vi ventede på, at vi kunne hente vores bagage.
Den lille motorbåd lå ved siden af Aron, som er et gammelt træskib. Og det kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen, at Victor endte med at rende rundt på Aron og få vist hele skibet frem. Og på et tidspunkt var han ved at få instruktion i at kravle op i masten. Heldigvis er han så vant til at færdes på et skib, så jeg var fuldstændig tryg ved det.

Og en tur ud på bovspryddet blev det også til.

Som afslutning fik vi besøg af Pia, der spillede og sang for og med os. En virkelig god afslutning på en lang dag på Folkemøde. 

Og det er helt sikkert, at vi er klar til at komme afsted igen næste år. 

 

Hvis du ikke allerede følger Kringlet på facebook, så kan du gøre det HER
Jeg er også på instagram som kringlet.dk
Hvis du er på facebook, kan du også finde Christiansøs egen side HER
Del meget gerne, så flere kan få indblik i, hvordan det kan være at bo på Danmarks østligste øer.

Royal Run

Igen i år er der blevet løbet RoyalRun rundt i landet. Sidste år var Flemming med i København. I år var vi blevet inviteret til at løbe med Vesterlund på Bornholm. I torsdags løb vi til Firmastafetten for Vesterlund, hvilket var virkelig hyggeligt og god stemning rundt på ruten.

Så hvis det havde passet lidt bedre, så havde vi sikkert løbet med i dag også. Logistikken kan bare godt være en udfordring, når man bor på Christiansø. Hvis Flemming skulle have løbet på Bornholm i dag, kunne han først komme hjem i morgen, som jo er en arbejdsdag.
Så som kompensation lavede han sit eget RoyalRun på øen. Albert løb 1,5km (ca 1 mile) og Flemming løb 10km.

Vi havde desværre ikke nogen medalje til dem, men der var heppere rundt på ruten, der var med til at skabe den gode stemning og gav løberne lidt ekstra energi. 
Tak for lån til Kirsten Jacobsen for billederne af Hans Oles heppehold

Flemming på vej ud på sin sidste runde på 10km, som han gennemførte i regnvejr i tiden 45.56 min.

En ledig stilling og en rolig pinse

Vi har haft en meget rolig pinse. Jeg kom hjem fra en tur til Bornholm med feber og ondt i halsen fredag. Så mens resten af øen var til pinsebal lørdag aften, passede jeg sofaen og blev vartet op af mand og drenge🧡

I dag er jeg heldigvis ved at være frisk igen, så vi har fået lavet forskellige ting. Der har dog også været tid til at nyde livet og det gode vejr.

Victor mente, at det var på tide, at jeg kom med ud at sejle. Og det kan han da kun have ret i. Jeg har slet ikke været ude at sejle i jollen endnu i år, og det var en stor fejl i følge Victor, så det skulle der ændres på. Der var nogle gode bølger lige udenfor havnen, men Victor har så meget styr på tingene, at jeg er helt tryg ved at sejle med ham. Og det er nu altid hyggeligt at se det hele lidt udefra😉

Til aften var der tændt op i grillen i Kongens Have. En dejlig aften hvor både børn og voksne nød hinandens selskab. Efter maden legede børnene sammen og efter noget tid, gik de ned og spillede fodbold. Aldersmæssigt var der en spredning fra 8-18 år. Men det er noget af det øen kan…at alder ikke er så vigtig. Det vigtige er at man har det godt sammen.

Aftenen blev sluttet af med en gåtur. Og jeg følte lidt, at jeg var sat 6 år tilbage og så det hele for første gang. Og måske blev Flemming en lille smule træt af at vente på mig, når jeg liiiige skulle have et billede mere. Men der var smukke farver og lyset var ret specielt, så nu kommer det til at gå ud over jer. Sorry😄

Det her er bare noget af det man får, når man bor på Christiansø😉 Hvis du sidder og tænker, at det kunne være noget for din familie eller nogen du kender, så er muligheden der faktisk for at det kan blive en realitet😊
Lige nu står vi og mangler en fæstningsarbejder https://karriere.forsvaret.dk/job/opslag/?vacantPositionId=159536&mediaId=4681

Hvis jeg selv skal sige det, så er det ret fedt at bo på Christiansø!!

Jeg håber I alle haft en rigtig god pinse og fået slappet lidt af fra hverdagens trummerum. Her begynder hverdagen så småt i morgen, da hverken hjemmepleje eller guidning holder ferie.

I må meget gerne dele indlægget til alle I kender, så vi får den helt rigtige familie til vores dejlige øer. Hvis der er nogen derude, der sidder og tænker, at det måske kunne være noget, men har nogle spørgsmål, er man meget velkommen til at ringe og snakke med mig. En del spørgsmål kan helt sikkert findes her på bloggen, men ellers tøv ikke med at ringe på mobil 5353 9526.

Koncert i Store Tårn

Som jeg skrev den anden dag HER så sker der flere ting i Store Tårn end “bare” at det er et ufatteligt smukt rum med forskellige udstillinger.

I disse dage er der korfestival på Bornholm. I den forbindelse er der et norsk mandskor – Bryn mannskor – på Christiansø og har givet koncert i Store Tårn. Akustikken i tårnet er ret speciel, så en koncert er nærmest altid i garanti for en god oplevelse. Og så kan man jo samtidig nyde den smukke udsigt😉

Ny præst

På Christiansø har vi en lille fin kirke. Vi bruger den stort set lige som alle andre steder, så vi har altså både alm. gudstjeneste, konfirmation, bryllup, dåb og begravelser. Vi har ikke en præst, der bor fast på øerne, men der kommer en over fra Bornholm ca 2 gange om måneden. Jeg har tidligere skrevet om Kirken på Christiansø

For ca 3 år siden blev vores daværende præst sygemeldt. Vi fik en vikar, som vi har haft det meste af de forgangne 3 år. Det var bl.a Frank, der konfirmerede Luna sidste år. Mit indtryk er, at langt de fleste på øerne har været glade for Frank, men mon ikke han får lov til at komme herover en gang i mellem fortsat.

I dag skulle vores nye præst – Lise Dürr Nielsen – indsættes. Jeg har aldrig været med til en præsteindsættelse før, så det glædede jeg mig til at opleve.
Provsten var med og skulle indsætte Lise som præst på Christiansø, og Frank var naturligvis også med som afgående præst. Provsten holdte en rigtig fin tale til Lise, hvor han kom ind på det særlige, der er ved vores små øer. Da hun var blevet indsat overtog hun resten af gudstjenesten og holdt en fin prædiken om det at tro.

Efter gudstjenesten var der snitter på kroen, hvor menighedsrådet og administrationen sagde pænt velkommen til Lise og tak for nu til Frank.
Fremover skal vi have to præster tilknyttet til Christiansø, da der er to præster, der deles om Bodilsker, Svaneke, Ibsker og Christiansø.

Alt i alt nogle rigtig hyggelige timer i godt selskab, og vi glæder os til at lære Lise at kende som person og som præst. Velkommen til, Lise.
På billedet står Lise mellem provsten og Frank og med menighedsrådsformanden yderst til venstre.

Foredrag i Store Tårn

For 2 år siden åbnede Store Tårn, efter det havde været igennem en større omgang, hvor det er blevet sat i stand for 30 mill. Det er blevet et rigtig flot sted og udsigten fra toppen er vildt god. Hvis man kommer til Christiansø, skal man gøre sig selv den tjeneste, at gå op og opleve Store Tårn.

Tårnet bliver brugt til forskellige arrangementer. Der har været forskellige koncerter, fordi akustikken er speciel og god. Når Georg Stage er på øen, bliver de inviteret på kæmpe kagebord, som nogle af øboerne står for.

I mandags var der et foredrag i tårnet af Niels Bjørn Hansen. Niels har skrevet en bog “Sørøvere på kongens bud” om kaperne i Danmark i 1807-1814. Dengang var der mange kapere, der holdt til på Christiansø, da Englænderne bl.a skulle op og handle med Finland og Rusland. Kaperne havde fået kongens tilladelse til at kapre fjendens handelsskibe, og da englænderne skulle forbi området omkring Christiansø/Bornholm, var det oplagt at holde til her. Der var også kapere andre steder i landet, men gennem min guidning, har jeg mest fokuseret på dem, der var her i området. Kaperne var bl.a medvirkende til at englænderne angreb Christiansø i 1808. 
Som guide var det oplagt, at jeg skulle op og høre foredraget, da det er noget jeg altid fortæller om, når jeg guider. Det var den eneste gang øen for alvor havde brug for sin status som fæstning, og det at kaperne havde fået kongens tilladelse, synes mange er interessant. 

At bruge Store Tårn til foredrag er bestemt en god idé, og så var det jo fuldstændig oplagt til lige præcis det her foredrag.

 

Da fordraget var færdigt var solen på vej ned, og det kan jeg jo ikke stå for…