Hvordan er vi overhovedet endt her, hvor vi om kort tid flytter til Danmarks østligst beboede sted? Øen uden biler, øen hvor der fast bor ca 100 personer, øen med vel Danmarks mindste offentlige skole – der ikke er lukningstruet 🙂 Vi har det jo meget godt her, hvor vi bor. Huset var sat til salg og planen var at bygge noget nyt i nabobyen. Børnene trivedes i skole og børnehave. Firmaet kørte nogenlunde efter nogle hårde opstartsår. Det var hårdt arbejde for os begge, men det gik ok. Jeg var lidt træt af regnskabet, men sådan er det jo med alt arbejde – der er perioder hvor det hele bare kører og andre, hvor man skal tage sig mere sammen for at få det lavet. Men alt i alt havde vi det godt efter nogle meget hårde år, hvor vi har været kastet ud i det værste stormvejr vi næsten kan forestille os.

Det hele startede tilbage i april. Min kære mand, sad og læste Ugeavisen, hvilket han gør stort set hver uge. Hvad han nærmest aldrig gør, er at kigge stillingsopslag. Der er ikke så meget at bruge det til, når man er selvstændig 😉 Men det gjorde han den her dag i april, hvor der var en annonce, der sprang ham i øjnene. Der blev søgt to håndværkerfamilier på Christiansø……..

Vi havde faktisk set en lignende stilling for nogle år siden, hvor vi lige havde det oppe at vende, om det var noget for os, men det passede ikke lige ind med børn, job og fremtidsplaner, så dengang blev det ikke til noget.

Tilbage i april får jeg vist annoncen, og vi snakker, og snakker og snakker…og snakker lidt mere. Samtidig ser vi billeder og læser en masse på nettet om Christiansø. Og jo mere vi læser og ser billeder, jo mere får vi lyst til at prøve det. Det virker så rigtigt for os. Vi har faktisk meget svært ved at finde nogle negative ting ved det. Jeg forelægger sagen for nogle få af mine FB-venner, for at få andre øjne på sagen. Der er nogle få ting, der bliver nævnt, men det har vi styr på, og ting som vi ikke selv ser som negative. Bl.a. bliver Mads nævnt, men vi har selv involveret ham i tankerne, da han er så gammel, som han er, 12 år. Og han er helt med på det. Vil i hvert fald gerne prøve at komme derover og se det. De andre er for små til at få noget at vide på daværende tidspunkt.

Vi bliver enige om, at vi er nød til at sende ansøgningen, for ellers vil vi fortryde det om nogle år, at vi ikke i det mindste forsøgte. Og vi kan jo altid springe fra senere, hvis det viser sig ikke at være noget, når vi har været til samtale på øen – hvis vi overhovedet ville komme det.

Ansøgningen bliver sendt og så kan vi bare vente på svar. Og ventetiden føles rigtig lang. Men efter næsten 2 uger bliver vi ringet op, at de har fået rigtig mange ansøgninger, så de har valgt at tage to runder med samtaler. Og de vil gerne have os med 🙂 Vi skal til København allerede den følgende uge. Det passer rigtig godt at det er onsdag, for der har vi altid barnepige, og om torsdagen har vi bryllupsdag, så vi kan tage ud og spise uden børn efter samtalen og lige fejre de 15 år lidt.

Samtalen foregår på Forsvarsministeriet 🙂 En lidt sjov fornemmelse at gå derind til samtale, når nu der ikke er nogen mænd i familien, der har været inde som soldat 😉 Men vi kommer ind, og der sidder 5 andre ved bordet. Der er afsat 45 min. til samtalen, hvilket i mine ører er lang tid. De starter med at sige at først har Flemming 15 min. til at fortælle om sig selv og hvad han har lavet…og så tænker jeg at 15 min. så lang tid tror jeg aldrig han har snakket i træk før – ikke engang til vores bryllup 😉 Bagefter er det så min tur…15 min er altså lang tid, når man som Flemming har været i samme firma i næsten 18 år og jeg har været meget hjemme mens børnene var små. Men tiden går og der bliver stillet nogle spørgsmål undervejs, så pludselig er tiden gået og vi siger farvel. Vi får i løbet af samtalen at vide at der har været 67 ansøgninger, hvoraf de har kaldt de 11 til samtale. Og så har de fundet en midlertidig stilling, så der nu er tre stillinger i spil.

Det sjove er så at da vi kommer ud på gaden skulle man tro vi havde været til to forskellige samtaler. Jeg er helt oppe og ringe. Synes det er gået super godt. Flemming synes det er gået dårligt og er sikker på at vi ikke kommer videre. Meget mærkelig oplevelse 🙂

Heldigvis er ventetiden ikke så lang, så vi får allerede svar få dage efter, at de gerne vil invitere os til næste samtale på Christiansø! Vi er meget glade og glæder os til at komme over og se og opleve det bare en lille smule.

Vi har på daværende tidspunkt ikke fortalt vores familier om vores tanker, men vælger at tage en snak med min bror og svigerinde, da de bor i Odense. Hvis vi skulle være heldige at komme til Christiansø, ville planen være at Mads skulle gå i skole på øen i 7. kl, og så tilbage til Mentiqa i Odense i 8. og 9. kl. Vi tænker at min bror kunne være åbningen til at finde nogen gennem deres netværk i Odense, som Mads kunne bo hos. Da vi fortæller dem om de ting der sker hos os og om hvorfor vi involverer dem, kigger de på hinanden og siger, at Mads selvfølgelig skal bo hos dem. Mette og Peter vi er dybt taknemmelige for at I gør det for os og Mads!! Mads glæder sig rigtig meget!

Endelig kommer dagen hvor vi skal den lange vej til Christiansø. Jeg har en følelse af at skulle “hjem” 🙂 Aftenen inden har vi fortalt Luna, Victor og Albert hvad vi skal, så de også ved, hvorfor de skal tidligt i seng og bliver sat ud i bilen midt nat. Vi fortæller også Luna, at der ikke er nogle piger på hendes alder, og at der ikke er ret mange piger i det hele taget. Hendes kommentar “så er der vel bare nogle drenge jeg kan lege med” viser bare så meget hvordan hun er…hun leger med dem der er, køn og alder er ikke så vigtigt 🙂

Efter en lang køretur kommer vi til Ystad i Sverige. Om bord på færgen kan vi ikke undgå at kigge lidt på de andre passagerer. Hvem mon skal til Christiansø lige som os? Der bliver også tid til lidt brødrehygge om bord ❤

Brødrehygge fra Ystad til Rønne

Da vi står i Rønne og skal finde bussen, må vi have set lidt forvirrede ud, for vi bliver spurgt, om vi også skal til Christiansø. Manden virker lidt bekendt, og det viser sig at de kommer fra Vejle, og han har undervist på vores lokale musikskole, hvor han både har haft Luna til lidt trompet og Albert til musikalsk legestue. De to andre par der skal med bussen spottede vi på færgen. Gad vide om vi har udstrålet noget forventning, for vi er alle helt almindelige par, som var med samme færge. Vi får at vide at de sidste par er sprunget fra, så vi er kun 4 par tilbage.

I bussen fortæller chaufføren, at vi skal være forberedt på høj søgang, da vindretningen ikke er så god, og vi derfor skal med fra en anden havn. Bølgerne er rimeligt store, men det går faktisk bare stille og roligt op og ned. Ikke noget med at vippe til siderne. Altså vi skal da holde ved noget for ikke at vælte, men i den friske luft går det ret godt. Vi tager alle søsygepiller, og det er kun Luna, der bliver lidt dårlig til sidst.

Vel fremme på øen starter det, der nærmest er en lang samtale. Det er det ikke, men stort set alle vi snakker med er en del af ansættelsesudvalget. Men der er så mange indtryk og spørgsmål og informationer, at vi bare ER. Børnene kræver også deres. De er åbne og spørger de voksne om en masse ting, og hurtigt finder Mads sammen med et par af de drenge der bor på øen. Lørdag er der samtale og så går turen hjem igen.

Jeg har ikke helt den der Yes-følelse, mens vi er der, men jeg bliver rigtig vemodig, da vi sejler derfra. Jeg tror, at det var rigtigt for mig at være der, og det giver ikke nødvendigvis en kæmpe følelse indeni. Det var lidt som at komme hjem, det var RIGTIGT at være der.

Jeg vil ikke skrive så meget om tiden på Christiansø, men i stedet vise nogle billeder. Om en måned er vi flyttet, og vi glæder os! Hvad der siden er sket, kan I læse om fra starten af bloggen 😉

Hygge i Kongens Have fredag aften

Flisen

Gaden

Havnen

Kig mod Frederiksø

Store tårn

Kirken

Post”bilen”

På vej mod det højeste punkt, som også er helikopterplads

Albert på broen mod Frederiksø

Afsked

Danmarks østligste punkt, Øster Skær