Arkiver

Jeg vil så gerne – eller noget om stress

okt14

Lige nu sidder jeg med denne udsigt…eller det gør jeg ikke mere, vel, men da jeg startede det her indlæg gjorde jeg. 

Det er gråt og blæsende udenfor. Vandet er stadig skønt. Det er ca 10 grader nu, så ikke sådan rigtig koldt, men koldt nok til at det begynder at prikke i huden. Blomsterne er fra kirken i søndags, hvor Flemming var kirketjener. Albert leger med et gæstebarn, Victor er lige smuttet ned på havnen, så lige nu ånder alt fred.

Det her indlæg har luret i baghovedet i de sidste par uger. Jeg har skrevet det før, men gør det igen nu…jeg vil så gerne skrive mere fast på bloggen. Jeg har faktisk et mål for mig selv om at skrive mindst to gange om ugen, og gerne mere. Jeg vil gerne have, at der er liv i bloggen, og jeg synes, at der sker så mange ting her på lille Christiansø, som jeg gerne vil fortælle om. Det er bare ikke altid, at tiden eller overskuddet er til det, og det ærgrer mig! Indlægget er ikke skrevet for at få en masse medlidenhed, men for at give et billede af, hvordan vores liv også er.

Grunden, til at der igen har været lidt stille herfra, er, at min stress igen har stukket sit grimme hoved lidt for langt frem. Siden vi flyttede er jeg helt klart blevet bedre til at tage det i opløbet og passe bedre på mig selv, vælge nogle ting fra. Men nogle gange er det bare ikke en mulighed. Den her gang har det været ret slemt. Jeg har kæmpet for at komme ud af sengen om morgenen, jeg har ikke magtet berøring fra hverken mand eller børn, krav fra børnene har udløst tårer, min krop har været i total alarmberedskab og bare lyden af en sms har fået mig til at fare sammen og være tæt på at græde, jeg har haft åndenød og sitret indeni, når jeg gik i seng om aftenen, hvis jeg havde været for meget ude blandt andre.

Hvad har så udløst det, og hvorfor fik jeg ikke stoppet op i tide? Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke ved det, men jeg ved det jo godt. Jeg har haft langvarig stress on/off gennem de sidste mange år. Mentalt er jeg altid i en eller anden form for alarmberedskab. Jeg ved aldrig, hvornår jeg kan slappe helt af. Victor har stort set ikke været i skole i år, og han bruger mig ret meget, når jeg er hjemme. Så der, hvor jeg ellers plejer at have ro på og få ladet lidt op, er jeg på og har antennerne ude for at afkode Victors humør, så jeg kan være forberedt på, hvilke krav der kommer, om jeg kan guide ham igennem at gøre det selv, eller om han ikke er i stand til det den dag. Nogle gange er det så små ting, som at han er sulten, men ikke ved hvad han vil have. Så må jeg lave noget og håbe på, at jeg har ramt rigtigt. Hvis han er meget presset risikerer jeg, at det ryger på gulvet. Og nej det nytter ikke at skælde ud, selvom man får lyst til det. Når Albert så kommer hjem fra skole, skal hans humør også afkodes og konflikter forebygges. Nogle gange er der ingen problemer, andre gange skal der fysiske kræfter til.
Oveni det, som jo bare er hverdag for os, har der været alt det, jeg skrev om i mit sidste indlæg med Lunas skade, kursus på Bornholm og flytning. Ingen af tingene er noget, jeg kan ændre en hel masse på. For Victor giver en flytning en masse uro og det reagerer han på. Han vil faktisk ikke flytte, så hans værelse har vi slet ikke rørt endnu. Reolen med drengenes tøj skulle vi egentlig bruge i vores nye skur, men det var slemt nok for dem at vores tøj kom til at ligge på gulvet, så vi venter med at flytte på deres tøj, til vi ikke kan trække den længere. 

I morgen skal vi være klar til at sejle kl 14.00, og jeg har ikke pakket noget som helst endnu. Vi tager 12 dage til Israel, og vi glæder os til at komme ned i varmen. Jeg håber, at det hjælper lidt på det hele at komme væk i et par uger og tænke på noget helt andet. Få nogle gode oplevelser sammen med hele familien og en masse d-vitaminer helt gratis.

Nu skal det ikke lyde ynkeligt det hele, for i det store hele er ungerne gode til at hygge sig sammen for tiden. De vil tit gerne hinanden og inviterer til fællesskab. Det er dejligt at opleve, at der trods konflikter og diagnoser er kærlighed mellem dem – men jo ikke hvis man spørger dem. Men et billede fra i går bekræfter det

Tak fordi du læste med. Nu vil jeg indstille mig på ferie, varme og hygge med familien💜

Stolesokker

jan20

Da jeg var I Glostrup med Victor for godt et år siden, var jeg så heldig at få nøglen til nogle venners lejlighed i Lyngby. Så havde jeg et sted, hvor jeg kunne flade ud og komme lidt væk fra det hele, uden at det var en indkøbscenter. Helt vildt dejligt, og jeg var meget glad for den mulighed. Tak Rikke og Troels😍

For at jeg ikke skulle komme til at kede mig, havde Rikke fundet en opskrift på stolesokker og købt noget garn, så kunne jeg jo hygge mig med det😄 Og det gjorde jeg så, og endte med at hækle 24 – tror jeg nok – stolesokker til de søde mennesker.

Vel hjemme gik tiden sin vante gang. Jeg fortalte om de her stolesokker, som Flemming bestemt ikke var fan af. Så jeg gik ud fra, at han nok snart skiftede filtdutterne på stolene i køkkenet, så gulvet ikke blev alt for slidt. Men der skete ikke rigtigt noget. Jeg besluttede mig for at begynde på stolesokker til vores egne stole, så måtte vi se hvem der kom først. I starten sagde jeg ikke noget om det😉 Og da det er ret kedeligt at hækle dem, tog det også noget tid. Men da det nærmede sig at jeg kun manglede til et par stole, nævnte jeg det for Flemming. Vores stole er sorte, så for at det ikke skulle springe for meget i øjnene, havde jeg valgt, at de skulle være sorte med en farvet kant øverst. Vi kører med hver sin farve i familien. Det er bare det nemmeste, når der er mange børn. Så siden Albert kom til har tingene været på den måde. Meget praktisk når der står 6 tandbørster sammen😉 Så naturligvis fik stolesokkerne en kant i den farve der passer til personens stol. 

Nu er de kommet på, og Flemming har ikke brokket sig. Og som bonus har ungerne meget lettere ved at flytte stolene ind og ud😉

Hvis der er nogen, der er blevet inspireret, så er det meget nemt. Man skal lige finde det antal masker der passer til sine stole. Vores stole er 12,4cm i omkreds og det passer med 24 fastmasker.
Jeg starter med 4 lm som samles til en cirkel, derefter hækles der 6 fm i cirklen og samles med en lm. herefter hækles der rundt i spiral. 2. omg. hækles der 12 fm, 3. omg hækles der 18 fm, og 4 omg. hækles der 24 fm. Herefter hækles der 1 fm i hver fm til det hele har den ønskede længde/højde. Vores er 9.5 cm høj, incl de sidste to runder med en anden farve.

Nu mangler jeg så bare at lave nogle små sokker til de fire stole med små runde ben, som ikke bliver brugt så tit, men til gengæld laver store mærker i gulvet. Men det må vente til begge arme er funktiondygtige igen.

Dagens medicin

dec16

En af mine faste ugentlige opgaver herhjemme er at dosere medicin til familien. Jeg bliver altid overrasket over, hvor meget affald det giver, selvom det faktisk ikke var ret meget i dag. Vores medicinkurv står i køkkenet med den daglige medicin samlet. Reservepakkerne og alt, der ikke er dagligt medicin, er i et medicinskab i soveværelset. 

Victor får to slags mod sin ADHD og melatonin – som IKKE er en sovepille, men det naturlige søvnhormon, som han selv producerer for lidt af – til aften og en vitaminpille om vinteren. Albert får mod ADHD 3 gange dagligt, melatonin, astmapille, allergipille, astmaspray og vitaminpille om vinteren. Vi andre tager en vitaminpille og div ekstra tilskud. Så i alt bliver det til en hel del. Derfor bliver der også doseret til en uge af gangen. Og jeg føler mig hensat til min tid i hjemmeplejen, når jeg er i gang med doseringen😄

Sommerferie

aug9

I går var sommerferien slut for de tre yngstes vedkommende. For Mads startede et nyt kapitel søndag, hvor jeg var i Odder for at aflevere ham på Rudehøj efterskole. Vi er ikke i tvivl om, at det bliver et fantastisk år for ham. Selvom vi har været vant til at han ikke er en del af vores hverdag her på øen, så er det stadig lidt mærkeligt, at han ikke skal være en del af en lille familie i hverdagen det næste års tid. Vi kommer heller ikke til at få ham hjem så ofte, da det kun bliver i ferier og ikke nogle weekends. Hvis behovet for at komme hjem bliver for stort, så må vi tage den derfra. Der virker til at være ret stor forståelse for den store afstand på skolen.

Men det var jo vores sommerferie jeg ville fortælle om 😉
Efter et par uger på øen med kun Mads hjemme, tog vi til København med Mads og Luna. Vi havde byttet bolig med en familie på Christianshavn, som jeg kender fra Slyngebarn. Victor og Albert fortsatte deres ferie hos bedsteforældrene. Det var meget bevidst valg at splitte børnene op i den uge. Mads og især Luna har brug for at have noget tid med os voksne, uden der skal tages hensyn til specielle behov. Så vi nød alle en uge, hvor vi kunne gøre hvad vi havde lyst til, være ude og opleve byen til sent om aftenen, og ikke skulle have en hviledag fordi det var nødvendigt, eller skulle splitte op så nogle gik hjem og slappede af mens resten kunne fortsætte.
Når nu vi skulle have en helt normal ferie, så måtte vi jo tage nogle skøre billeder 😀

Først fra Rundetårn

Et smut ud på Assistens Kirkegården og besøge en masse kendte. Mariehønsene er ikke døde 😉

Selv midt i København kan man finde en flot solnedgang

 

Marmorkirken, hvis nogen skulle være i tvivl

Ja, jeg sagde jo, at jeg tog nogle skøre/mærkelige billeder

Vi var meget kulturelle på turen. Her er vi på Christiansborg og se repræsentationslokalerne

på zoologisk museum og kigge på døde dyr


En aftentur, hvor vi var henne ved Operaen og kigge på de fredede kanoner

Hvis Luna nogen sinde skulle blive politiker, så håber jeg, at hun ser mere glad ud når hun går ind ad døren end nu

Den sidste dag brugte vi sammen med ca 15.000 andre på at byde Havana velkommen hjem. Heldigvis fik vi også  nogle billeder til gemmerne

Efter en uge i København, hvor vi næsten dagligt nåede over 20000 skridt, så skulle familien samles til en uges camping på SommerOase i Odder. Børnene er ved at være så store, så det er kun Victor og Albert der sover i campingvognen endnu. Og lige som dengang de var små, så søger de stadig hinanden i søvne.

Hygge udenfor forteltet med nogle af de andre børn fra menigheden.

En dejlig sommer er slut. Vi har nydt hvert øjeblik, haft masser af sol og får heldigvis stadig en del besøg af folk langvejsfra. Om ca 14 dage tager vi et par uger med en del besøg igen. Så hyggeligt 🙂

En aftentur med drengene 💚💛

maj29

Victor og Albert har været fulde af energi i dag. De ved lige præcis hvilke knapper de skal trykke på for at irritere den anden. De kan efterhånden have en del dage, hvor det ikke er det store problem. Men i dag kom vores nye jolle til øen og da Flemming ikke er hjemme, ville jeg ikke have den ud at sejle endnu. Det havde Victor meget svært ved at håndtere, så det gik ud over Albert. Der kan han få en reaktion, han kender og som derfor er tryg. 

Inden sengetid måtte de dog lige ud og brænde noget af krudtet af, så vi tog en runde på øen, og det var en god beslutning😊


Vel hjemme blev de puttet uden problemer og er klar til en ny uge. 

Jeg vil snuppe et krus the og et stykke lagkage, og så nærmer det sig også sengetid for mig, så jeg kan være klar til en ny arbejdsuge. En af de nærmeste dage håber jeg at få tid til at genskabe det indlæg jeg skrev tidligere, men som af uforklarlige årsager forsvandt. 

Nyt om Albert

jan30

 Jeg har et par gange nævnt, at Albert har været i gang med udredning for ADHD. Heldigvis kunne det klares i Rønne denne gang, så vi slap for at skulle til Glostrup, som vi var med Victor. Albert er ikke typen, der skjuler noget, når han er ude blandt andre, så det fungerede fint, at han blev udredt ambulant. Og vi var glade for at slippe for flere ture til Glostrup 😉
De forskellige undersøgelser, tests, spørgeskemaer og beskrivelser mundede ud i en tilbagemelding, som vi fik i tirsdags. Jeg var på forhånd noget nervøs for, hvad de ville sige. På den ene side er det ikke fedt at ens børn får diagnoser. Det tror jeg simpelthen ikke på, at der er nogen forældre, der ønsker for sine børn. ADHD er en diagnose, som mange har en holdning til, nogle uden at kende noget særligt til det. De fleste ved, at det er noget med børn, der er meget aktive, men hvad det nærmere betyder i hverdagen, er der mange, der ikke ved. På den anden side er der så mange ting ved Albert, som vi længe har forsøgt at “opdrage” væk uden nogen effekt. Så jeg ville være noget rådvild, hvis det ikke var ADHD, for hvad så?
Da vi kom ind på sygehuset til tilbagemeldingen, fik vi at vide, at Albert har ADHD i middelsvær grad. I første omgang var det en lettelse, vi havde set rigtigt, og det var igen rigtigt at lytte til intuitionen. Vi fik tilbudt at prøve medicin til ham, hvilket vi takkede ja til. Vi trænger så meget til at få ro på familien, og det kan medicinen formentlig hjælpe os med at få, så vi ikke hele tiden er på, men også ind imellem kan slappe af. Tænk sig at kunne sidde og spise stille og roligt hele familien og snakke om, hvad hver især har lavet. Der har været lidt snak om, at Victor måske skulle sættes lidt op i dosis, men vi tror på, at en mere rolig Albert vil have en positiv effekt på Victor også.
De sidste par dage har jeg også haft en tristhedsfølelse over at vi nu har to drenge med diagnoser, der kræver noget ekstra. 3 diagnoser på 3 måneder, den skal altså lige bundfælde sig hos mig. Jeg er ikke nervøs for, at Albert ikke nok skal klare sig. Han har altid været typen, der finder en løsning på de problemer han støder på 🙂

Et billede fra vores tur med Peter i mandags, hvor det var koldt men roligt vejr. Drengene hyggede det meste af tiden, og der var også tid til en cheesedipers.