Den anden dag sad jeg og snakkede med min mor om bloggen. Jeg fortalte om min jævnlige dårlige samvittighed over, at jeg i perioder ikke får skrevet ret meget. Jeg vil rigtig gerne, men nogle gange er der bare for travlt i vores liv, og så må jeg prioritere tiden. Altså vi flyttede jo til Christiansø for at få lidt mere ro på vores hverdag, men det er som om, at det til tider ikke helt holder. Lige for tiden er der sådan en periode, hvor vi kigger på hinanden og siger “næste forår skal være roligt” – men det sagde vi også sidste år😂😂
Jeg har igen en del kladder liggende på bloggen, som bliver skrevet på hist og her, så måske kommer der pludselig nogle indlæg, som er lidt gamle, men som jo alligevel fortæller om vores hverdag og vores liv på Christiansø – og hjælper mig med at huske tilbage senere😉
Den primære grund til at vi lige nu er inde i en travl periode er hende her😍
Men en enkelt konfirmation er ikke nok til at vi sådan rigtig har travlt. Nej, der skulle da lige fyldes noget mere ind i foråret. Flemming har været på kran-kursus i Horsens i to uger. Og han har ikke været hjemme i weekenden, da han så kun kunne nå at være hjemme i et døgn, og det er simpelthen for forvirrende for alle parter. Efterfølgende havde han en uges ferie op til Lunas konfirmation, som har været planlagt i lang tid – altså ferien. Ferien skulle bruges i Jylland sammen med Luna, så de kunne få de sidste ting gjort klar til hendes konfirmation St.bededag. Det gav mig 2 1/2 uge hjemme alene med børnene. Det i sig selv er ikke noget problem. Det er hårdt at være på 24/7 og stå for alt praktisk, men der var så lige nogle udefra kommende ting, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, der tærede alt for meget på mit overskud. Og selvom de var på madskole på Bornholm i to døgn, så var jeg alligevel på, for Victor bruger mig også, når han ikke er hjemme. Jeg er den trygge base, han læner sig op ad, og som kan være med til at give ekstra overskud i svære situationer. Det hverken kan eller vil jeg tage fra ham. I 1 1/2 uge var Anne Eva også afsted. Og da vi afløser hinanden på rigtig mange områder, så var jeg på arbejde ca fuldtid i den periode. Men vi klarede det, og ungerne fik rent tøj på og noget at spise hver dag😇😆 Og der blev tid til at se Titanic og MammaMia sammen med Luna😍
I fredags fik vi Luna konfirmeret. En stor og festlig dag, som alle nød til fulde. Dejlig mad og skøn stemning❤️ Festen blev holdt hos Vin&vin i Taulov, som er et virkelig hyggeligt sted. Jeg tror, at jeg er nød til at lave et indlæg for sig selv om konfirmationen, ellers spammer jeg vist med billeder her.
Lørdag og søndag skulle hun til konfirmation hos to veninder og blå mandag blev en spadag på Vejle Fjord sammen med mig😁 Vi kom hjem tirsdag, og skolen tog på lejrtur onsdag, men vi voksne har da lige 3 dage hjemme sammen, inden Flemming igen tager afsted til Jylland. Han skal til 25 års jubilæum på efterskolen lørdag, og det tager så fra fredag til mandag. Når han kommer hjem mandag, har han sine forældre med. Torsdag, som er Kr.himmelfartsdag kommer mine forældre til øen. Luna skal nemlig konfirmeres igen. Hun vil gerne holde reception for øen, og da de er 3 i 7.kl, der alle skal konfirmeres, så er hun også med der med reception bagefter. Fredag tager vi afsted sammen med Flemmings forældre, og mine forældre bliver og passer børnene. Lørdag skal Mads spille på SPOT-festival i Århus, som vi skal op og høre. Og endelig søndag hopper vi på flyet til Rom, hvor vi skal være 8 dage uden børn💜💜 Det trænger vi til!! Og det er faktisk lige om lidt😊 Hvis der sidder nogle med tips og tricks til Rom, så sig endelig til. Indtil nu er vi kun nået til det sekstinske kapel og Peterskirken.
Når vi kommer hjem fra Rom har vi igen 3 dage sammen – dog uden Luna, da hun skal til kommende elevers-dag på efterskolen i den uge. Fredag er det mig der smutter, da jeg skal til 25 års jubilæum med folkeskolen i Løgstør. Og weekenden efter holder min mor 70 års fødselsdag. Og så er vi henne midt i juni🙄😅
Men ellers går det meget godt😂 Vi glæder os til sommer og sol og ferie med afslapning og et efterår, hvor vi ikke har nogle planer – endnu.
Mange af tingene er jo som sådan ikke noget specielt i sig selv. Det der gør det hele lidt ekstremt er, at noget der normalt vil tage en enkelt dag eller aften, for os tager 3 dage, fordi der er så meget rejsetid.
Så hvis I har undret jer over stilheden herfra, så ved I nu hvorfor