Noget om at flyve i helikopter og være på spaophold

Jeg er ikke helt landet endnu, jeg sejler stadig ret  meget, men det hjalp en del efter min middagsøvn. Men den der følelse, af at huset bevæger sig, sidder i kroppen, og det bliver nok først i morgen, at den sådan rigtig slipper. Det er desværre noget af det, jeg tager med ved at bo på Christiansø. Jeg troede, at jeg var mere søstærk, end jeg er. Men nogle gange bliver man klogere og ikke altid på de gode ting.

For at finde årsagen til at jeg stadig sejler, skal vi tilbage til i går aftes. Øens større børn har en hyggelig tradition med at gå en aftentur rundt om øen og slutter af med at sidde på en bænk på havnen og snakke. Det er noget de alle hygger sig med, og det er en god ting for børnefællesskabet. Aftenturen starter kl 19, hvor det ikke er helt mørkt endnu. Hvis man har været på Christiansø, så ved man måske, at der ikke er ret meget gadelys. Og på det meste af øerne er der slet ikke lys, så turen foregår i tusmørke, og senere i helt mørke. 
Kl 19.23 bliver Flemming ringet op, fordi Luna er faldet og har meget ondt. Det er selvfølgelig helt omme på den anden side af Christiansø, så vi finder et par lygter og løber til Kildendal. Der sidder Luna på den lille mur og græder. Hun er faldet og har slået knæet. Det gør så ondt, at vi slet ikke kan røre benet, uden hun næsten skriger af smerte. Vi bliver hurtigt enige om, at vi er nød til at have lægen til at komme og kigge på det, inden vi flytter på noget. Da vi jo er så langt væk, man nærmest kan komme, går der lige lidt tid før lægen kommer. Hun konstaterer hurtigt, at vi skal have fat i bårehold, så Luna kan komme hen i konsultationen og blive kigget på.
Båreholdet kommer og får hjulpet Luna ned på båren og går op til vejen med hende. Her holder vores traktor med vogn, som er en ret smart måde at transportere båren på, når det er så langt.


I konsultationen står det hurtigt klart, at det kræver noget mere undersøgelse, end lægen kan klare her på øen. Det ville altså være smart, hvis vi i de her tilfælde kunne installere røntgensyn på vores læger. Men Luna slipper ikke for en Elephantsejlads. Da det er mig, der skal med, skynder jeg mig hjem for at pakke. Flemming tager med som gast, så jeg stikker lige hovedet ind til Kirsten og Hans Ole for at høre, om de kan være barnepiger for drengene. Det er deres sengetid, så der skal lige være nogle hos dem, ellers kommer de aldrig i seng. Det vil de heldigvis gerne, og drengene er trykke ved det, så det er så fint. I sådan en situation er begge drenge vildt gode til at høre efter og vil gerne hjælpe.
Der går 1½ time fra første opkald til Elephanten sejler. Og huhej hvor det går. Op og ned og lidt om på den ene side og så den anden side…så er der altså langt til Tejn. Jeg må flere gange holde fast, selvom jeg har sele på. Og så er det jeg tænker…hvorfor kommer mine børn altid til skade i dårligt vejr, men ikke i sådan rigtig dårligt vejr. Der er vist ikke nogen, der er i tvivl om, at vi har taget vores tørn af sygetransport gennem de her 4 år. Men det kan ikke være i så godt vejr, at Elephanten rigtig kan sætte fart på og det stadig er en rolig tur. Men det kan heller ikke være så dårligt vejr, at vi kan få en helikoptertur. Nu har vi ligesom prøvet Elephanten i dårligt vejr, og jeg behøver det ikke mere. Men jeg vil faktisk gerne prøve en helikopter. Eller allerhelst vil jeg slippe for sygetransport, men HVIS det skal være, så må det gerne næste gang vi skal ind, udløse den der helikopter🚁

Nå, efter en god times vippetur, ankommer vi til Tejn, hvor der holder en ambulance klar🚑 Så turen fra faldet og til sygehuset er godt nok lang, men ikke længere end man kunne forvente. Det hele går slag i slag og der er ikke ekstra ventetid nogen steder. På skadestuen går det også hurtigt indtil Luna har været i røntgen, men så starter ventetiden. Vi ender med at vente i næsten 1½ time. Det er meget lang tid, når klokken er tæt på midnat. Da lægen endelig kommer, kan han fortælle, at der ikke er noget brud. Desværre har Luna så ondt på trods af smertestillende, at han ikke kan undersøge knæet ordentligt. Så vi slipper ud med et par krykker og besked om at komme til kontrol i næste uge, når knæet har fået noget ro og så gerne skulle være nemmere at undersøge.

Ulempen ved at vi på det tidspunkt har passeret midnat med over en time er, at når jeg vil bestille et værelse på et hvilket som helst hotel over nettet, så kan det tidligst være til den efterfølgende nat. Jeg ringer så på det nr der står, men får at vide, at alt er optaget – 3 timer tidligere var der masser af værelser…  Efter endnu et opkald viser det sig, at tre hoteller i Rønne har samme ejer, og der er sjovt nok ingen ledige værelser…😡  Jeg ender med at ringe til Griffen og de kan heldigvis hjælpe os😀 Vi må lige vente 25 min på en taxa, så inden vi er på værelset, er klokken næsten 2!!

I morges sover vi så længe som muligt😴😴 Og da vi kommer til morgenmad bliver vi mødt af den lækreste morgenmad…som vi ikke har tid til at nyde 😕 Den tid vi trods alt har, kan vi sidde og kigge på et lækkert spabad. Jeg vidste det godt, men Luna fandt først til morgen ud af, at det var et spahotel, vi havde overnattet på. Det er godt nok surt, at når man endelig er på spaophold, så er det pga en skade og uden tid til at nyde noget af det. Så nu har Luna meddelt, at hun ønsker sig en weekend på Griffen sammen med sin mor og uden sine brødre❤️

Hjemturen i dag behøver vi ikke snakke så meget om. Den var ikke nogen fornøjelse, og vi behøver ikke gentage den en anden gang…🤢🤢

One thought on “Noget om at flyve i helikopter og være på spaophold

  1. Pingback: Hvad får I tiden til at gå med?? | kringlet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s