Jeg har nogle veninder, som jeg desværre ser alt for lidt, men når vi så er sammen, så kan vi snakke, som om vi var sammen lige for få dage siden. I går fik jeg en besked fra den ene på facebook. Deres søn har været igang med udredning på børnepsyk, og hun skrev for at fortælle at den endelige diagnose er infantil autisme. Deres dreng har, ligesom Victor, fået diagnosen i en relativt sen alder.
Da vi sidder og spiser aftensmad, spørger jeg Victor, om han kan huske det her hold venner og deres søn. Det kan han godt. Jeg fortæller ham, at deres søn har fået samme diagnose som Victor, men ikke ADHD. Victors reaktion kom noget bag på mig og har sat nogle tanker igang, som jeg slet ikke er færdig med. Han sagde: Så håber jeg, at de kommer og besøger os, for så er der en der tænker ligesom mig.

Da vi var i Glostrup fortalte psykologen Victor, hvilke diagnoser de havde fundet frem til. Hun forklarede at autisme betyder, at han tænker lidt anderledes end andre, hvortil Victor svarer at “så er det derfor det er som om andre ikke altid forstår mig”. Så det har været en lettelse at få sat ord på det for Victor. Men hans reaktion i går sætter nogle tanker igang. For hvad er det der sker inde i det lille hoved? Nogle gange kunne det være rart at kunne åbne op og se, hvad der sker. Men det kan vi ikke, så vi må forsøge at hjælpe ham så godt som muligt, med at være i den her verden, som han ikke altid forstår på samme måde som os andre. Og øve os i at se tingene fra hans side. Det vil helt sikkert give mindre frustrationer for alle, hvis vi bliver bedre til det.