På tirsdag er det forår i følge kalenderen. Det er en af de bedste tider på året, synes jeg. Jeg elsker at se alting bryde frem efter vinterens mørke. De små spirer der bryder op gennem jorden, grenenes knopper, solens varme, vasketøjet på tørresnoren. Jeg elsker at gå ture og se de små tegn på forårets snarlige komme.    

Nogle gange kommer et af børnene med, og vi kigger på de små nye tegn, bl.a persille eller rabarber i haven. 

Solen har jeg en svaghed for. Kort tid efter vi var flyttet herover, lovede jeg mig selv, at jeg ville blive ved med at være taknemmelig for, at jeg fik lov til at have de smukke solnedgange som en del af min hverdag. Jeg ville ikke vænne mig så meget til dem, at jeg ikke satte pris på dem mere, bare fordi jeg tit ser dem. Og nu 2 1/2 år senere kan jeg i hvert fald sige, at jeg langt fra har vænnet mig til dem. Jeg kan stadig gå i stå og bare stå og kigge. Og tro mig…det er langt fra hver gang, at jeg tager et billede 😉

 Nogle gange kan de være ret mørke skyer, men det er nu også et imponerende syn. 

 
Den her skønne dreng kom med vintergækker til sin mor forleden 💚💚
   

 
Jeg får ikke hængt vasketøjet udenfor om vinteren, så når jeg begynder på det, er det et lige så sikkert forårstegn, som vintergækkerne  🙂

   
En dusk friskplukket persille fra haven. Lige til at bruge til aftensmaden. 

Rigtig godt forår til alle 🙂
Kærlig hilsen

Charlotte