For noget tid siden læste jeg en blog, kan ikke huske hvilken, hvor der under beskrivelse af personen stod “madfotograf”. Siden jeg læste det, har jeg tænkt, hver gang jeg selv tager billeder af mad eller kager, at den titel får jeg da vist aldrig. Men så igen, ønsker jeg det i grunden? Skal tingene altid fremstilles på den mest perfekte måde? Facebook får tit skyld for at man kun skriver om de gode ting man har gjort, om at man har trænet, lavet lækker mad, læst 50 sider højt for afkommet – uden at falde i søvn – haft en fantastisk ferie uden konflikter osv. Min svigerfar udtalte for længe siden, at det var modigt gjort, fordi jeg havde skrevet om nogle konflikter mellem børnene, og jeg stod og var meget undrende over at han syntes det. Det var jo bare vores hverdag. Jeg vil godt indrømme, at jeg i et vist omfang forsøger ikke at udstille børnene. Jeg står inde for alt, det jeg skriver, og jeg har ingen problemer med at de på et tidspunkt selv kan læse bloggen, hvis de skulle få lyst. Men omvendt så er der også bare konflikter, i hvert fald her i huset, når man har børn, og hvorfor skjule det? Jeg indrømmer gerne, at det er benhårdt arbejde at have et barn med autisme og adhd, et der er i gang med udredning for adhd, og et helt almindeligt barn, der er påvirket af to brødre, der fylder meget, og hvor der tit skal tages hensyn. Derfor er jeg også meget taknemmelig for det privilegie, det er, at have mulighed for at have hjemmeundervisning med Victor i idræt, lade en af dem møde en time senere, hvis det har været en rigtig træls aften, og dagen skal startes lidt langsommere for at blive god, at jeg har mulighed for at følge dem i skole, hvis det er det skift der er svært lige den dag osv.
Så fremover når I læser indlæg her, så ved I, at der ikke er pyntet på billederne, der er og kommer ikke noget Photoshop ind over, og det er fordi, jeg har valgt at skrive om hverdagen i vores familie på Christiansø. Så hvis der er noget rod i baggrunden på et billede, så er det sådan det er den dag. Et godt eksempel er det her billede af Victor, der tegner. Han er ikke vild med at blive fotograferet og slet ikke at det bliver vist til andre. Men jeg fik lov til at tage det her billede. Og det var først noget tid senere, jeg opdagede baggrunden af billedet.
Jeg har også taget billeder, hvor jeg virkelig har forsøgt at stille det op, men selvom det var en lækker kage, så er jeg jo ikke i nærheden af at være madfotograf.
Resultatet af julebagedagen kunne måske også være opstillet lidt mere smart
Men det kommer ikke til at ændre sig, og der vil stadig komme indlæg om mad og ikke mindst kager.
Mine billeder fra naturen er jeg til gengæld meget glade for, men det er vist også dem der er flest af. Og så elsker jeg, at jeg ikke er afhængig af et stort kamera, men at jeg med min mobil kan tage så gode billeder.
Hav en rigtig god dag 🙂
Dejlige billeder og godt indlæg, du er bare så god til at skrive og så er du bare så ærlig
LikeLike
Tak mor. Man sætter jo sig selv til skue når man skriver en blog, så dejligt hvis der er nogen der kan bruge det.
Kh Charlotte
LikeLike