For noget tid siden ringede min far. Det gør han jævnligt, og det er dejligt. Men den her dag ringede han for at høre til det rugbrød, som jeg bager. Han havde selv været i gang, og han syntes det var lidt dyrt ift. hvis man køber. Efter lidt snak frem og tilbage lovede jeg, at lægge opskriften her. Så her er den, omend lidt forsinket 😉
Udgangspunktet er, at der er en surdej i gang, ellers må man finde opskrift på det andet sted på nettet. Jeg fik en surdej fra den anden murer, hvor opskriften også er fra.
Dag 1:
1 1/2 l vand
Surdej
3 tsk salt
875 g rugmel
Det hele blandes sammen i en stor skål og står på køkkenbordet til næste dag. Jeg plejer i samme ombæring at sætte kerner i blød. Jeg bruger ca 250-300 g af, hvad jeg har i skufferne. Nogle gange er det kun knækkede rugkerner, andre gange er der ingen rugkerner, men hørfrø/ solsikkefrø/ havregryn/ korn-blanding i. I en bøtte og vand over, og så rører jeg rundt et par gange, når jeg lige kommer forbi. Hvis det bliver for tørt, putter jeg mere vand i, men heller ikke for meget 😉
Dag 2:
Surdej tages fra i en bøtte og drysses med lidt salt og sættes i køleskab til næste gang.
Resten af dejen tilsættes 875 g rugmel og kernerne og røres sammen.
To store rugbrødsforme smøres med olie og dejen fordeles i. Olie smøres på toppen, hvorefter de hæver i ca to timer tildækket på køkkenbordet. Ind i kold ovn som tændes på 160gr i 2 timer og 15 min. Kun 2 timer, hvis ovnen er varm på forhånd.
Når de kommer ud af ovnen, tipper jeg dem ud på bordet og damper af i 5 min. I en frysepose, som ikke lukkes og køler af på bordet. Når de kommer i posen med det samme, bliver de ikke så hårde i skorpen.
De er ret svære at skære af samme dag, så jeg forsøger at være en dag foran.