Der har været lidt stille i noget tid fra mig. Jeg har brugt tiden på at tænke og mærke efter, ift hvad jeg vil med bloggen.
I starten var det primære, at have et sted, hvor familie og venner kunne følge med, og fordi vi selv manglede et sted, hvor vi kunne læse om, hvordan det er at bo på Christiansø. Som tiden er gået, har tingene ændret sig lidt 😉 Jeg skriver på bloggen, fordi jeg har lyst til det. Fordi jeg synes, det er en hyggelig måde, at have fokus på de mere positive ting i hverdagen samtidig med, at der er plads til de ting, der er hverdag og en del af ø-livet, selvom de ikke nødvendigvis er jublendes lykkelige.
Det jeg ikke skriver om, er de indbyrdes konflikter, der er i alle familier. Selvom vi har det godt og er glade for at være flyttet, er konflikterne jo ikke forsvundet. Det er en stor mundfuld at flytte og skulle finde sin plads i et nyt lille ø-samfund. Når man så også har et barn, der har brug for faste kendte rammer og har det svært med skift, så kræver det ekstra ressourcer fra omgivelserne. Hvilket fører mig videre til anden del af overskriften…
Prioriteringer.
Jeg er velsignet med fire dejlige børn ❤ De har hver deres behov. Albert skal aktiveres, så han ikke sidder ved en skærm hele dagen, og han skal hjælpes med at finde de andre børn på øen, som heller ikke går i skole. Victor har haft nogle ustrukturerede måneder, siden der var lock-out i foråret. Det begynder at hjælpe lidt på det nu, hvor vi er begyndt at bruge pics til at gøre dagen mere overskuelig. Men det tager tid at bruge pics. Både at tage billeder, sætte op, printe, laminere, skære ud og sætte velkro på. Og så skal de sættes op hver aften, så næste dag er klar. Men det ser ud til at hjælpe, så det er det hele værd. Luna er eneste pige i flokken, så der skal være tid til tøsehygge med hende. Og Mads er teenager, der skal gøres klar til at flytte hjemmefra om knap et år.
Nogle dage er fyldt med en masse forskelligt – børn, møder, hygge med andre og fritidsaktiviteter – andre dage er rolige og med masser af tid til det hele. Hverdagen kommer til hver en tid før bloggen, så hvis der er lidt stille, er det bare et udtryk for at vi lever, og at man godt kan have en masse at se til på en lille ø 😉
Hej Charlotte
Dejligt at høre at alt er vel i den lille familie 🙂 det du beskriver tror jeg er fuldstændig normalt for alle familier.
Jeg tænker at man skriver på en blog når man har lyst og tid 🙂
Os der læser lidt med, vi kigger også forbi når vi har lyst og tid 🙂
Mange hilsner Mette
LikeLike
Hej Mette
Du har ret 😉
I starten skrev jeg også fordi, jeg vidste, at flere i omgangskredsen bruger bloggen til at følge lidt med i vores og børnenes liv. Så hvis der gik længere tid, fik jeg er snert af dårlig samvittighed over ikke at have skrevet. Tror jeg havde brug for – også over for mig selv – at melde ud, at det er ok, når der går lidt tid imellem indlæggene;-)
Kh Charlotte
LikeLike