Inden vi flyttede, var det der med vejrudsigten ikke noget, der interesserede mig synderligt. Hvis jeg endelig så det eller tjekkede dmi.dk, var det for at se, hvor varmt det ville blive, og om der mon kom regn. Vindhastighed og retning var en by i Rusland for mig. Det ville heller ikke hjælpe mig ret meget, for selv efter 12 år på Rønnevang, kunne jeg stadig ikke udpege syd…men det fortæller nok meget godt, hvor meget – eller lidt – det interesserede mig.
Nu er vi flyttet, og tingene har ændret sig!!
Jeg tjekker dagligt vindretning og hastighed på min mobil. Snakker vind med de andre. Har nogenlunde styr på verdenshjørnerne. Og jeg synes, det er relevant information. Hvis der er vasketøj, der skal hænges op, tjekker jeg af og til nedbørsmængden resten af dagen, men som regel kigger jeg bare ud af vinduet. Temperaturen…det er slet ikke altid jeg kigger efter det. Det er ikke så relevant mere.
Hvis der sidder en, som er vældig interesseret i vejret her hos os, så er denne side ret god. Christiansø findes ikke hos DMI.